Global House Holistic

I pagt med naturen

Symboler for livet

Den svære tolkning af sprogets symboler eller

den svære tolkning af symboler og menneskelig symbolik

Symboltolkning af begrebet stolthed - et eksempel....

Hvad er symbolsk for stolthed?

Er det hvilke relikvier vi omgiver os af? Er det det indre som udfoldes i det ydre? Viser vi hvem vi er via idealbilleder som fremvises via kunst og kultur?

Symboler tolker vi som noget vi ser og hører. Vi kan have symboler hængende på vore vægge i hjemmet, som giver en oplysning til omverdenen om hvad vores stolthed betyder. Nogen har familiebilleder stående fremme, andre politiske eller religiøse personligheder og endnu andre viser bøgernes verden frem eller fremskridtes statussymboler.

Vi mennesker bruger ofte vores hjem eller omgivelser til at symbolisere det som betyder mest her i livet, hvad enten det er holdninger, økonomisk status eller den kultur som vi identificerer os med.

Betyder det så at man selv er et symbol for hvad andre ser? – eller ønsker man at være et med symbolikken fordi man ikke føler eller kender sin egen stolthed? – eller har det slet ikke noget med stolthed at gøre men samhørighed?

Jeg vil komme med et eksempel på hvor man i historien og litteraturen sammenkæder mennesker og stolthed, så læserne her selv kan reflektere videre over hvad der egentlig er symbolsk for menneskeheden og for en selv som person.

Det stolte nomadefolk

H.C. Andersen skriver ”at rejse er at leve” men gennem årtusinder har mange mennesker mærket på krop og sjæl ”at leve er at rejse”.

Gennem hele menneskets historie finder man det rejsende folkefærd, som enten af eget ønske eller af nød flytter sig fra sin egen arne til det ukendte. Mennesket rejser for at opdage, lære af og handle med andre kulturer, eller for at skabe et anderledes eksistensgrundlag, som kan sikre overlevelsen af egne fremtidige generationer.

Maurerne (Mori, Moor) som var et af de rejsende folkefærd, tilhører berberne og de var under romersk kongeherredømme omkring år 50 før vor tidsregning.

Deres land var Mauretanien/Mauritanien, som tidligere var en betegnelse for en romersk provins i det vestlige Afrika. Det var her Maurerne boede. For at kunne betegnes som Maurer skulle man tale Hassaniya-dialekten, og stadig den dag i dag er der hvide og sorte maurer.

Mauretanien eksisterer stadig med samme navn og nogle mener at indbyggernes originale sprog er det reneste arabisk talende sprog.

De maurer som stadig lever et nomadeliv lever ikke kun i Mauritanien, men der er stammer i Afrika, som lever et liv som gør at man sjældent ser dem. De bor og rejser bl.a. i den nordlige del af Mauritanien, Mali, Nigeria, Senegal og Marokko.

Maurerne har rejst langt og f.eks. i Tunesien har de været med til at præge landets kultur, ligesom de også har haft indflydelse på den spanske kultur.

Maurernes eksistensgrundlag har ændret sig meget i de seneste tusinder af år. Tidligere var de et udpræget nomadefolk, men nu til dags driver mange landbrug og mange arbejder også med ordinært lønarbejde.

Der er en meget omfangsrig opdeling af folket alt efter hvilken status den enkelte maurer har i det sociale billede. Der er en skarp adskillelse af over- og underklasse, og man kan ikke se sig fri for at der stadig er ”ufrivillig” arbejdende maurer, som stadig betragtes som slaver selvom det ikke er lovligt.

Selve det nuværende politiske, religiøse og militære aspekt for Mauritanien vil jeg ikke komme ind på, da det ikke hører til min fortælling om Maurerne her på denne internetside.

Jeg vil heller ikke komme ind på verdenshistoriens beskrivelser af et folkefærd, som altid var på flugt pga. krige, banditter og planlagte angreb på maurerne for at få dem udryddet eller drevet på flugt.

Til gengæld vil jeg koncentrere mig om ”menneskets stolthedssymbol” i forbindelse med nomadefolket, som får mig til at trække Mauretanien frem i lyset igen, hvor det siges at Maurerne er det nomadefolk som besidder en stolthed, der bevirker at man som udefrakommende ikke kan andet end føle umiddelbar respekt når man møder dem.

De udstråler en sikkerhed, intelligens og mental styrke, som også vises i sociale sammenhænge hvor nomadefolket mødes stammer imellem. De er ikke bange for at give deres mening tilkende overfor hinanden, og deres selvsikre adfærd og rituelle handlinger bevirker også at de kan give deres meninger tilkende med meget få ord. I stedet bruger de ofte tegn for at understrege deres meningsforskelle. Et eksempel kan være at hvis en maurer puster i sin hånd betyder det at han/hun ikke tror på hvad der bliver sagt eller hvis han/hun stikker en finger i øret er det tegn på uinteressant samtale.

Dog ligger der også en ydmyghed i stolthedsbegrebet, som ikke må forveksles med underdanighed eller medlidenhed. Ydmygheden skal derimod tolkes som respekt for det andet menneskes forskellighed, hvilket ikke er ensbetydende med accept, men mere en ”lytten på” og refleksion før der drages en konklusion.

Den stolte Maurer er også hen ad vejen beskrevet i litteraturen – bla. i Shakespeares Othello eller i Don Quixote de la Mancha af Miguel de Cervantes.

Stolthedsbegrebet tolkes selvfølgelig forskelligt fra den ene kultur til den anden, da vores værdier også kan være forskellige, men jeg tror at vi hver for sig kan genkende det når vi møder et menneske, som på en eller anden måde gør indtryk på vores egne livskvaliteter.

Et symbol er det i hvert fald for hvad vi udstråler og bliver tolket som, og så kan vi kun håbe på at vi er gode til at aflæse og skelne mellem ægte og falsk stolthed, som begge er vigtige symboler på menneskets karakter.

Kom med dit bud på stolthedsbegrebet på ”Holistisk dialog”

Symbolske handlinger og skabelsesmyten

Set i betragtning af at verdensreligionerne er mange tusind år gammel og at naturvidenskaben de seneste århundrede altid har måtte slås om 1. eller 2. pladsen, så er det dog alligevel lykkedes begge at gå hånd i hånd et godt stykke af vejen.

For at forstå hvorfor det er så svært og hvorfor vi måske i bund og grund ikke ligger så langt fra hinanden er at man bør betragter religionerne som udførte ritualer for den tro den er og naturvidenskaben for den videnskab den nu er. Det er ikke et enten eller men to verdener der sagtens kan følges ad, og bruges af os alt efter hvad vi ønsker svar på.

Ligegyldigt hvad vi tror på udfører vi symbolske handlinger som vi ikke altid kender betydningen af. De fleste mennesker synes der er i orden at døbe det nye skib i Champagne, hvilket er et ældgammelt offerritual, hvor man tidligere brugte blod fra mennesker. Den ”røde løber” bliver også rullet ud for vore prominente gæster, så ”herskeren” aldrig må berøre jorden, da han er den højeste.

Tidligere udførtes sådanne handlinger som bevidste handlinger. Symbolsk handling eller sædvane, det vil jeg lade jer selv om at vurderer.

Menneskene har gjort og gør sig stadig tanker om egen oprindelse, verdens opståen og meningen med døden. I de tidligere kulturer fandtes svarerne i myterne, som gav en meningsfuld forklaring på mennesket og verdens eksistens.

Med religionernes opståen blev der udover det mytiske etableret en sammenhæng mellem mennesket og de højere magter. At det er guderne som styrer mennesket, hvilket vil sige at der blev truffet bestemmelser, udført ritualer, handlinger for at få hjælp fra de højere magter til at bekæmpe de onde magter fra omverdenen.

Mellem de højere magter kunne der være direkte kontakt til mennesket eller der kunne være budbringere, forkyndere, præster, shamaner som var de eneste som var i stand til at fortolke budskabet videre til menneskene.

Dette bevirkede at noget blev forbudt ”Tabu”. Tabu er et polynesisk ord som betyder ”det afgrænsede”, og med Tabu var der altid ”Mana”, som betyder ”en overnaturlig kraft”.

Tabu og Mana eksisterer stadig i bla. Indonesien, ny Guinea og Vestafrika. Den grundlæggende ideologi er at hvis man gøder jorden med Mana får man planterne til at spire og gro eller f.eks. udøvelse af ofringer til en frugtbarhedsgud for at skabe livskraft.

Hovedjægerne f.eks. - tror på at den som fortærer en modstanders hjerne, modtager hans styrke. Det gør ikke hovedjægeren mere blodtørstig end andre mennesker, men han har bare en anden trosforestilling.

Verdens største religioner kan man kalde åbenbaringsreligioner. Udgangspunktet er åbenbaringen, faderguden og udvælgelsen af et folk. De er på lige fod med naturfolkets urgamle religioner og kultdannelser, mytiske, uforklarlige og fyldt med overtro, tilbedelser og ritualer og ikke mindst fyldt med ”Mana” og ”Tabu”. Den samme afspejling af urgamle kultsamfund, f.eks.”Fetich”, der stammer fra det portugiske ”Feitico”, som betyder en kunstigt lavet tilbedt genstand ladet med ”Mana” går igen i ethvert nutidigt religiøst samfund.

Skabelsesmyten vil jeg lade tilbage og stå åben for fortolkning, ligesom Påskeøens utrolige stenstøtter.

Dommedagsmyten

Helt tilbage til stenaldermennesket som begyndte at interessere sig for andet end blot overlevelse har man gjort sig store anstrengelser for at finde og helst styre fremtiden via en guddommeliggørelse.

Dette bevirkede at et væld af ”tegn” og ”nøgler” blev indgraveret i sten, træ eller bark.

Arnham Land i Australien er et godt eksempel hvor indbyggerne stadig dekorerer deres huse med disse mytiske tegn. De beskriver i deres stilistiske tegninger at de har en verdensopfattelse om at livet og naturen er en evig proces der leves gennem forfædrenes ånder og derfor er forudbestemt.

Så indbyggerne fra Arnham Land behøver ikke at søge eller styre fremtiden for den kommer af sig selv sammen med forfædrenes ånder har ry for at sende vind og skyer, tomme kanoer, kokosnødder eller træstammer fra øerne, hvor de lever, er naturens cyklus en selvfølge og den eneste måde indbyggerne ”styrer” det på er ved at være taknemmelige i tegninger, malerier og gestus.

Man kan sige at de har fundet ”nøglen” ligeså sikkert som vi alle ved at menneskekroppen ikke kan eksistere uden vand og føde,

I Kina fremsiger man i nogle egne fremtiden ved at kigge på fuglenes flugt eller via geomantik (hvordan sten var anbragt på jorden) eller bogstaver i en cirkels omkreds hvor en troldmand snurrede rundt indtil han faldt om.

I Vesten er de magiske tekster meget lig med primitive kulturer f.eks. skriver forfatteren af ”Himlen og mudderet” om en brug af spådomsperlerammer i Ny Guinea hvilken er en parallel til hvad der bruges i Nordamerika.

St Johannes syv segl også kaldet Den Apokalyptiske nøgle

Åbenbaringen er et skrift, der oprindelig var henvendt til syv menigheder, som var forfulgt af Romerne.

Den kaldes også Apokalypsis (Iêsou Christou)

Seeren Johannes skrev den sidste bog i det Nye Testamente, som man kalder "Johannes

Åbenbaring". Den kaldes også Apokalypsis (Iêsou Christou.

Bogen "åbenbarer" eller fortæller om noget som er skjulte og gådefulde – begivenheder, som Gud har givet seeren at skue: Guds sejr og alle gudløse magters endeligt, den evige frelse, de menneskers lykke, som for evigt lever med Gud.

Fra v9 til v11 står:

Johannes kaldes til at skrive:

V9 Jeg, Johannes, jeres broder, fælles med jer om trængslen og Riget og udholdenheden i Jesus, var på den ø, der hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld. V10 På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden og hørte bag mig en høj røst som af en basun V11 sige: »Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.«

Johannes har nok ment det som et opråb til menigheden, men hans ord er også blevet tolket som en lære om ”de sidste ting” og ”dommedag” parallelt med den nordiske mytologis ”Ragnarok”.

Ikke kun en åbenbaring men en afsløring eller nøgle for hvad der skal komme.

Man må dog erkender at Johannes nok i vores århundrede ikke endnu er kommet ud med sit budskab, som selvfølgelig efter min egen personlige mening ikke drejer sig om ”verdens undergang” som vi skal godtage og erkende som en erkendelse af troen på forkyndelsen.

Som en rettesnor jeg holder meget af når båden er ved at synke ”tro på Gud, men bliv ved at ro”.

Så er det underordnet hvilken tro man tilhører.

Dette bringer mig videre til Millenarianism(om erkendelse) og Messianism (tro på forkyndelsen).

Gennem tiderne har der været mennesker som troede så kraftigt på forudsigelserne at de var parate til at begå mord og selvmord eller give ordrer på at myrde. Grunden til det kan diskuteres, og kan enten være - for ikke at opleve dommedag eller ikke ville afsløres som svindlere over deres manipulationer – eller så såre simpelt fordi mennesket har magten til at manipulere.

Nutidige eksempler kan være ”Movement for the Restoration of the Ten Commandments of God” fra Uganda, ”Peoples temple/James Warren Jones”(Jonestown/Guyana) , Family of Love /The Family(The Helter Skelter/Charles Milles Manson), Aum Shinri Kyo fra Japan.

Den Gordiske knude

repræsenterer for os mennesker ofte besværlige, irriterende, urimelige og uløselige problemer. Andre kalder dem udfordringer.

Jeg kalder det livets kryptering som ingen koder har og en metafor over visdom og metode, hvor man vælger at forstå hvilken vej man skal gå for at reagere.

Legenden stammer fra Alexander den Stores besøg til Gordium i sommeren år 333 og århundrede efter Kong Midas af Phrygia.

Legenden om knuden er for os mennesker kendt som Den Gordiske Knude og får Midas til at være en mere fremtrædende figur i mytologien end hans far Gordias. Samtidig får mange af os til at tænke på Alexander.

Den fortæller at et Oraklet i Delphi forudsagde at en fattig mand som ville komme til kongedømmet Gordium med sin oksekærre for i en hel dag være hersker over Phrygianerne.

Kongen og hans rådgivere diskuterede Oraklets forudsigelse og en bonde ved navn Midas kom til byen siddende på en kærre. Kongen så at dette måtte være tegnet fra Oraklet og udnævnte Midas til sin efterfølger og konge af Pessinus.

Han havde ingen familie og blev derfor adopteret af kong Gordias og Cybele (moder jord).

Midas havde sin kærre stående og bundet til en pæl ved templet Matar Kubileya (Kybele/Cybele) som lå i udkanten af riget. Knuden som han havde bundet var en kompleks tyrkisk knude uden synlige ender. Hundredevis af barkstykker fra en Kornel-busk var brugt til knuden. Som tiden gik blev barken hårdere og hårdere, hvilket gjorde gåden endnu sværere at løse.

Befolkningen troede på Oraklets forudsigelse som også indeholdt et nyt løfte fra Oraklet: Den som kunne løse den knude hvor kærren var fastbundet til pælen ville eje og bestemme over hele Asien.

(nogle fortællinger beskriver at Oraclets forudsigelse først opstod efter den gamle konges død og fordi han ingen avinger havde)

Det siges at ingen kunne løse knuden og at Gordiums indbyggere med tiden mere betragtede det som en helligdom bevogtet af præster og præstinder og en stolthed for landet som vedblev med at være et symbol for Phrygianerne

Den sidste konge af det Phrygianske emperie havde også navnet Midas, og her eksisterer helt konkrete informationer om hans kongedømme. I assyriske optegnelser betegnes han som Mitas af Mushki.

(Phrygianerne/ Frygianerne i Anatolien, et oldtidsrige)

Da Alexander den Store var på besøg i byen ville han selv prøve, da han mente at han måtte være den udvalgte.

Der er to udlægningen om hvordan Alexander den Store løste knuden: enten at han skar den over eller at han tog pælen ud af knuden. Under alle omstændigheder beskriver ingen af fortællingerne at han løste den op som Oraklet ønskede. Underordnet hvilken at metoderne han brugte betød det at Oraklet Zeus sendte Alexander en nat med pludselig storm efterfølgende af lyn og torden.

Alexander kom da til at regerer over Asien og kan skulle selv have udtalt at gåden var det største slag han nogensinde havde kæmpet.

Fortællingen om den Gordiske knude er beskrevet i 5 græske og romerske skrifter:

Arrian – Curtius – Plutarch – Justin – Marsyas af Philippi.

Amuletten og Talismanen

Da jeg har italiensk rødder har jeg koncentreret mig mest om at skrive om den sydeuropæiske kultur hvad angår amuletten og talismanen.

Jeg har også taget så få eksempler som muligt med den intension om at I som læsere både kan se at gammel og ny overtro stadig går godt i spænd i den etablerede religionsverden.

Selv har jeg aldrig ment at der er så stor en forskel mellem religioner, mytologi, tro og overtro, men ritualer, relikvier, samfund, og kultur viser det offentlig rum at der er forskel.

I bund og grund tror jeg at vi alle til tider beder om hjælp et eller andet sted fra. Hvorfra er op til den enkelte.

Nogle gange synliggør vi det ved symboler, tegn og relikvier, hvorved det offentlig rum bliver inddraget og forhåbentlig selvreflekterer over at der ikke er noget rigtigt eller noget forkert, så længe man ikke ”forbander” eller ”skader” sig selv eller andre mennesker.

Når jeg omtaler "det onde øje" kan man nok ikke skjule det skæve smil.

Dette ord, føler man i virkeligheden og i denne nutidige verden som værende en verden så fjernt fra det moderne menneske, at fænomenet altid ender med at blive en bizar tradition eller endog et forsøg på at fremmane en overtro.

Bag dette gamle udtryk ligger der i virkeligheden tradition for en levende realitet fuld af betydning.

Hvor vidt forbandelse virker eller ej er her ikke essensen i amuletter og talismaner – men bare tanken om at gøre sig selv eller andre ondt kan have så stærk en kraft at man kan forbavses over ordsproget ”hvad du ønsker skal du få”.

Så pas godt på jer selv og andre – husk at ønske noget godt og positivt.

Amulet (hamalet på arabisk) er en samlet betegnelse for forskellige objekter og/eller efterladenskaber som man hænger om halsen eller på sin krop for beskyttelse mod sygdomme, forbandelse, forhekselse, misundelse eller uheld.

I antikken var det for det meste sten, mineraler og plantedele som prægede det overtroiske og derfor blev båret eller brugt i alle sociale lag.

Agaten hjalp f.eks. til veltalenhed og beskyttelse mod slangebid.

Topasen kurerede vanvid.

Koral formet som et horn kunne ophæve at få givet ”det onde øje” fra et andet menneske. Traditionen var at mændene brugte forgrenede stykker/fragmenter af koralen og kvinderne kugleformede stykker af den når man arbejdede med jern. for ikke at miste sin kraft.

Planterne blev opbevarede i små poser eller fremvistes når det var nødvendigt for ekstra beskyttelse.

Eliotropo (Heliotrop) bar man ved Hæmoragi/Blødninger, Hestekastanie mod misundelse, Duskhiacint/Perlehyacint for at beskytte sig mod lyn. Lunaria/Judaspenge skulle været samlet ved fuldmåne og bindes til vristen, hvor de så beskyttede ejeren mod feber og lungebetændelse men også for at undgå hundebid.

Andre amuletter kunne den religiøse ”Agnus Dei”/”Guds lam" som beskyttede børn mod ”det onde øje” (forbandelsen).

Eller en koral formet som et horn og skulle hjælpe børnene gennem de begyndervanskeligheder og farer som de mødte i livet.

Yderligere kunne det være koraludformet som en hånd der laver ”den hornede hånd” der hjalp mod ulykkesfugle ,firben med to haler , nøgler, vildsvine- eller ulvetænder, stykker af grævlingepels og hvidløg indsamlet til højtidsdagen for Johannes Døberen/san Giovanni Battista, som har givet navn til Sankt Hansdag.

Amuletter som er værd at nævne og stadig bruges og mindeværdige er bla. små sølvformede knyttede hænder og tommelfingrene pegende ind mod indersiden af håndfladen. Eller de strakte fingrer formet som horn, de små sølvklokker, korallerne, miniature produktioner af kranier, hornene fra skarabæen (brugtes også som amulet i Ægypten) og de såkaldte magneter (dvs. ”svampene” som egentlig er rudimentære sneglehuse)

I den præhistoriske periode brugte man også fragmenter fra våben eller redskaber i flint eller jern. Det kunne være en spydspids, et flintestykke, slibestykker fra økser m.m. som alle

skulle beskytte mod atmosfæriske forstyrrelser eller man brugte små grønne slebne sten af naturstenen Serpentino til beskyttelse for og som kur mod giftige slange-, myg eller edderkoppestik.

Den del af naturen som mentes at være ”abnorm”, kunne være en ærtebælg med med 9 ærter, røde majskolber, trekløveren med fire blade, trekantede valnødder, billeder af pukkelrykkede mennesker eller visse dyr samt visse planters formationer pga. plantesygdomme.

Disse ”fund” var med til at forudsige skæbnen, men andre amuletter til gode eller dårlige forudsigelser kom til senere f.eks. et stykke af det reb som er blevet brugt til at hænge en morder, mønter som var bukkede eller skadede, hesteskoen som man har fundet eller stjålet, tallet tretten, småsten med et eller flere huller i, at finde ham fra slanger eller at se dem skifte ham, svins stødtænder, krabbekløer, konkylier fra Cypaea eller Dentalium, muslingen Donax trunculus som amulet var med til at forudsige og sikre fiskernes fangst på Sardinien og sørgede for at planterødderne på Concordias marker.

Talisman er et oprindeligt arabisk ord som betyder ”figur”. Den har ikke samme betydning som amuletten. Den har større kraft og effekt. Derfor er den ikke kun brugt for at holde ”det ondes” indflydelse borte men også for at vedblive med at have eller erhverve den gode lykke med glæde og succes.

På den kristne side er den mest kendte ”Lumen Christi”/”Kristus lys” som stadig bruges i den katolske kirke til påskelørdag, hvor lyst symboliserer genopstandelsen.

En anden talisman kan være hesteskoen/muldyrskoen eller og her er der delte meninger om hvorvidt man hænger den op den ene eller anden vej. Nogle siger at heldet løber ud hvis åbningen er nedad. Den bringer held hvis den er fundet eller foræret.

En natur-talisman er edderkoppen.

I det gamle etruskiske og derefter romerske rige mente man at hvis en edderkop fjernede fra ens hus betød det at bygningen faldt sammen.

I Liguria sørgede fiskerne altid for at have sæl-tænder med sig i båden, mens man i Calabria malte man et ottetal og et nital på husets dør, som var tal for maskuline atributter.

Tanit symboler og talismaner.

Tanit var en fønikisk månegudinde og blev tilbedt som protektor i Carthage.

Solen, Månen og magiske tal.

Solen er det symbol som siger os lige så meget som månen. Det er dag og nat, opstigen og nedstigen, lys og mørke og er symboler som går igen i alle trossamfund, religioner, mytologiske skikkelser og kan siges at være en fælles tro, med forskellige mytiske fortællinger, dog med det samme budskab, en guddommelig forening af begge elementer.

Solen er en manifestation på centret af kosmos sammen med månens symbolik af det kosmiske billede for naturens cyklus. Fødsel, vækst, død og genfødsel.

Solen var og er symbolet for sønnen af den højeste gud og en vision om kærlighed og liv.

Solens symbol er knyttet til Zeus i Græsk mytologi, Odin i Norden, Ahura Mazda i Iran, Varuna i Indien og Allah og Muhammed i Islam. Solen var Buddhas lys og den store ånd for Indianerne.

Kristendommen blev sat i stedet for Mithras og solen blev et genopstandelsessymbol for Josef (DGT) og Jesus (DNT) i Kristendommen. Et tegn på fader-guden.

Mithras Sol-kult (den persiske gud for lyset) henhører også under datoen 25. december, hvilket får en til at tænke på den efterfølgende religion, kristendommen, hvor det også er symbol for lysets gud, Jesus Kristus ligesom solens ”fødsel”.

Uanset hvad vi omgiver os af hvad angår symboler, ville vi ikke kunne leve på denne klode uden solen, så intet under at vi alle tilbeder den – bare med forskellige ritualer.

De gamle mytologiske symboler handler om livets cyklus og derfor er astrologien en af de vigtigste faktorer i vor tro.

Der blev talt, udregnet og filosoferet over vores tilstedeværelse og kosmos indvirken.

F.eks. tallet 12 for Zodiac, 12 mdr. om året, 12 timer for dag og 12 timer for nat, og når man undersøger hvor meget tallet 12 bliver brugt i forskellige religiøse sammenhæng vil man endnu mere tænke på mytologiens vigtige holdepunkt for os alle. Hvorvidt om det er de 12 riddere om ”det runde bord”, astrologi eller Jacobs 12 sønner i bibelen.

Ligesom tre-tallet er brugt i utallige mytologiske sammenhæng. Treenigheden i kristendommen, den tre-hoved eller trefoldige gud Hecate i Grækenland og den Keltiske Brigits kontrol over flere sfærer. Religiøse triader som Hinduernes Brahma, Visnu og Shiva – de tre brødre i græsk mytologi, Zeus, Poseidon og Hades, romersk mytologi Jupiter, Neptun og Pluto.

Andre attributter er den tre-hoved hund Cerberus i græsk mytologi, de tre store Inka guder for sol måne og storm.

Vi bruger det stadig væk ”alle gode gange tre”, ”tro, håb og kærlighed”. Opstandelsen på 3. dagen, de tre kors på Golgata og de tre gange hvor Peter benægter kendskab til Jesus i kristendommen.

For Pythagoras betød tre-tallet harmoni, for Aristoteles fuldbyrdelse fordi der var en start, midte og slutning.

Lige så vigtigt er tallet fire i mange forskellige mytologiske sammenhæng. Det firearmede kors, det fire kardinale punkter, fire direktioner i rummet, de 4 floder som flyder gennem livets træ i paradiset, de 4 kaster i Hinduistiske samfund, de 12 stammer i Israel der var delt op i fire sumboler (løven, tyren, mennesket og ørnen), de fire elementer.

Jeg håber et dette lille input giver inspiration for at læse videre om eksemplerne for vores symbolverden, og reflektere over hvilke symboler du omgiver dig af.

Illustration of a "zodiac man". From John of Arderne's book "Mirror of Phlebotomy & Practice of Surgery".

Author: John of Arderne

Book: Mirror of Phlebotomy & Practice of Surgery

Production: England - c.1425-1550

Glasgow University Library, MS Hunter 251 (U.4.9), (folio 47v)

Harpist playing and singing before the god Ra Harakhte.                                                         Khensu, the god of the moon, wearing
XXI Dynasty, 1069-945 BC, Third Intermediate Period.                                                            The solar disc, symblizing the devine unity
Stela. Louvre Museum, Paris.                                                                                                         of sun and moon.

Jesus Krist og solsymbolet 5. San Vitale, Ravenna, Italien (nederst ses de 4 floder som flyder gennem livets træ)

Atzekernes måndegudinde Coyolxauhqui

Bennu

Navnet på fuglen PHOENIX (Føniks) er i egyptiske mytologi BENNU, og fuglen spiller en meget fremtrædende rolle i egyptisk mytologi.

Ifølge historien fortalt af Hēródotos Halikarnāsseús (Herodotus, som døde i ca. år 425 f.v.t.) og hørt i Heliopolis (betyder solbyen), besøger fuglen Heliopolis by hver femhundrede år, hvorefter den brænder sig selv til døde.

Den ligner en ørn og med røde og guldfarvede fjer, og skulle komme fra Arabien. Før sin død bygger den en rede, som frembringe en ny Phoenix. Nogle mente, at en orm krøb ud af dens krop, før den døde, og som skulle frembringe varmen fra solens stråler der ville være med til at udklægge en ny Phoenix. Andre mente, at den døde efter et liv i syv tusind og seks år, og et andet synspunkt har været, at den nye Phoenix steg fra den brændte, sønderdeltes og at resterne af dens gamle krop blev ført til Heliopolis, hvor den blev brændt.

Alle disse fabelagtige historier er et resultat af de mange misforståelser hvad angår den oprindelige egyptiske myte som fortæller, at en morgen opsteg en fugl i form af en Bennu, der blev tolket som et tegn for RA´s sjæl og genopståen og som blev sammenkædet med et symbol for Osiris, og at det var gudernes vilje.

Fristedet for Bennu var derfor også fristed for Ra og Osiris.

Labyrinten

på Græsk: λαβύρινθος labyrinthos

Den mest kendte labyrint er Kong Minos’ konstrueret af Daidalus på Knossos, den kretensiske labyrint.

Sagnet fortæller, at uhyret Minotaurus spærres inde i Labyrinten, hvor han årligt fodres med

7 piger og 7 drenge fra Athen, indtil den attiske helt Theseus rejser afsted med årets udvalgte unge

mennesker for at dræbe uhyret. Theseus kommer således til Kreta, går ind i Labyrinten, dræber

uhyret og finder ud igen ved hjælp af en tråd, som Minotaurus's halvsøster Ariadne har

givet ham. Ariadne er forelsket i Theseus og hun forlader Kreta sammen med ham.

På hjemturen glemmer Theseus først Ariadne på øen Naxos, hvor vinguden Dionysos

derpå må trøste den forladte pige. Siden glemmer Theseus at udskifte de sorte sejl med hvide

som tegn på en heldigdådig udført bedrift, hvilket han havde aftalt med sin fader, Aigeus/Ægeus. Da

faderen ser skibet med de sorte sejl nærme sig Athen, kaster han sig af sorg i det hav, der siden kaldes

Det Ægæiske Hav.

Et andet sagn om havet er sagnet om Atlantis, der kan læses i dialogen Kritias af Platon (427-347

f.Kr.). Hér beretter Platon, at ægypterne har et sagn om et lykkerige, der skulle være forsvundet

i det store hav.

Cretan Labyrinth

En kompleks metaforisk udlægning af af labyrinten som symbol kan være:

"Each man’s life is a labyrinth at the centre of which lies his own death, and even after death it may be that he passes through a final maze before it is all ended for him. Within the great maze of a man’s life are many smaller ones, each seemingly complete in itself, and in passing through each one he dies in part, for in each he leaves behind him a part of his life and it lies dead behind him. It is a paradox of the labyrinth that the centre appears to be the way to freedom. To enter the labyrinth that is life, is to enter a world of meander, twists, and turns, of coming back to oneself, and of a circuitous route to a goal. This provides life with a torque, a tension, so that we come not to fall asleep to the deeper levels, not to slip into inertia, obsessed with surface trivia, but to be constantly alive to dancing our Dream awake – to becoming what we can be, and who we are – awakening to self. When we fall asleep to the very labyrinth we are constructing, as the making of our own lives, then we are deep in inertia and will be gobbled up or frightened to death by the bull-roaring Minotaur that lurks at the heart of the labyrinth. To dance your Dream awake is to grab this bull-man by the horns. … there are as many ways to dance the Dream awake as there are people on the Earth, each with a personal Minotaur living within the fabric of life as it is constructed, and unfolded."

Triskelen

Triskelen er spiralen med tre arme som udgår fra et centralt punkt drejende mod urets retning.

Den er et symbol for enhver samling af treenighed, der kan findes i Keltisk litteratur.

Typisk er den dog et symbol for land, hav og himmel, som tilsammen ligger til grund for den keltiske kosmologi.

I den yngre stenalder var det ofte at man indgraverede mønstre i stenene, hvor der brugtes spiraler.

Da dette var på et pre-keltisk tidspunkit er man ikke helt klar over hvad spiralen betød for menneskene på denne tid, dog kan det være muligt at det havde noget at gøre med med årstiderne, dag og nat, liv og død.

Andre teorier går ud på at spiralerne i den yngre stenalder var relateret til astronomi, f.eks. stjerner der roterer ”mod uret” omkring Polaris.



Den Keltiske knude



også kaldet ”den mystiske knude” eller ”den endeløse knude”

En esotorisk og åndelig betydning for uendeligheden – den tidløse naturs ånd – fødsel og genfødsel.

Knuden er også en lykkeknude for den som får den indvævet i stoffen, smykker sig med den osv., og de bedste ønsker for livet og fremtiden. Derfor var den også ofte indgravet på våbnene når man gik i krig.

Langt fra norden bruges et lignende symbol Mpatapo som står for fred og forsoning. Det er af vestafrikas ældste folk som har dette Adrinkha symbol.

   Se længere nede på siden under AKAN.

Bibelske og kristne symboler

Ordet Bibel er afledt af det græske Biblia, som betyder bøger. Bibelens skrifter strækker sig over et tidsrum på 1400 år (1300 f.kr. til 100 e.kr.) Det Nye Testamente med 27 skrifter blev i årene 50 til ca. 100 og fortæller om kristendommens oprindelse.

I 1947 fandt man i en hule nær Dødehavet nye håndskrifter, der repræsenterer det mest opsigtsvækkende fund i nyere tid.

I flg. Bibelen var det Gud som skabte alt levende på jorden, og de to første mennesker var Adam g Eva.

Alfa og Omega

Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden, den første og den sidste.

A og O er første og sidste bogstav i det græske alfabet.

I flg. Bibelen, Johannes Åbenbaring 1,8 og 21,6 er vi med disse to bogstaver kommet langt ud over det blotte lydtegn. Alfa og Omega er blevet grænseoverskridende symboler. De viser hen til noget liggende bag dem som en realitet, men alligevel noget vi har svært ved at forholde os til i en betinget form.

Duen og Regnbuen

En due, som ses med en olivengren er det bibelske symbol for fred.

”Fredsduen” bruges nu til dags i mange sammenhæng, dog er symbolet for os mennesker stadig Fred. Ligeledes symboliserer vi ofte regnbuen som at uvejret er forbi, hvilket selvfølgelig relaterer til metrologiske elementer, men også er et symbol i Bibelen for Guds tegn til Noah om at syndfloden var fordi.

Den sørgmodige Kristus/Eftertænksomme Kristus

Lithausk træskærearbejde

Den Eftertænksomme Kristus eller "Kristus i nød", er et emne i kristen ikonografi som forestiller Jesus der sidder med hovedet støttet på den ene hånd og med en krone af torne og mærker efter piskeslag. Det er derfor et billede af Jesus kort før hans korsfæstelse, men også et andagtsbilleder eller hengivent billede som er beregnet til at vise et helt konkret tidspunkt i fortællingen " Kristi Passion".

Den Eftertænksomme Kristus er meget mere almindelig i skulpturer end i malerier, hvor lignende billeder af "den elendige" /"lidelsesbilledet" oftere er afbildet som Jesus vist med sår efter korsfæstelsen.

Lignende billeder af det eftertænsomme menneske er kendt fra neolitiske skulpturer i Europa, som kan dateres flere tusinde år før Kristus. De første kendte afbildninger af den Eftertænksomme Kristus opstår i nordtyske skulpturer fra sidste halvdel af det 14. århundrede, hvor Jesus sidder tankefyldt medens soldaterne arbejder på opsættelsen af korset. Før dette havde afbilleder også været anvendt i forbindelse med Jobs bog og nød og prøvelse ( i henhold til en typologi af tidligere figurer af Kristus). Kunsthistorikere forbinde dette udseende med "Devotio Moderna" (latin for "moderne Andagt"), som understregede den menneskelige karakter af Jesus, en model for de troende til at følge. Dette billede blev især populært i Schlesien og Pommern, og i Polen og Litauen hvor det blev stærkt forankret i den folkelige kunst af træudskæringer udfærdiget af dievdirbiai (litauiske træskærer).

Et beslægtet billede, "Herrgottsruh"/"Herrens ro", hvor Kristus hoved ikke hviler på hånden, men Kristus sidder ofte med hænderne samlet i skødet. Dette viste sig også i italienske maleri i slutningen af det 14. århundrede, og snart udbredte denne afbildning sig til udfærdigelse af skulpturer i det sydlige Tyskland og Østrig.

Ifølge Zemaitic (Zemaiciai) fortælles i dialekten Samogitia (native Žemaičių) legenden som en repræsentation af Kristus der vendte tilbage til Jorden efter hans opstandelse og græd over den elendighed som menneskeheden besad.

Efter legende rejste Jesus over hele verden iført sin krone af torne og under hans rejser satte han sig undertiden på en sten i nærheden af en vej og græd.

Koptisk kors

Paulus fandt mange etablerede kristne menigheder i Lilleasien og Egypten, hvor den koptiske kirke er en af de ældste kristne kirker i verden.

Der findes dog ikke dokumentation for kirkernes oprindelse, men det gør der for Peters og Paulus kirke, som blev den Romersk-katolske kirke.

Sikkert er dog at der har været et sæt trosregler eller en enkelt trosretning for alle kristne menigheder.

Paulus var fra Tarsus, og var den første til at prædike om Kristus for både ikke-jøder og jøder.

Korsfæstelsen på Golgata, hvor man naglede Jesus til korset regnedes dengang for vanærende, dog blev korset også anset for det sejrrige symbol på den dengang unge tro og korsfæstelsesscenen.

Symbol og virkelighed blev derefter en samlet opfattelse.

Coptisk kors fra Etiopia

Sussita, Galilæa indgraveret i sten, Temple of Philae, Cairo

Korset, cirklen og Rosen

Et kors, en cirkel og en rose er alt, hvad der er nødvendigt for at forklare det hele i de Okultes verden. Der er hemmelige loger og foreninger der dyrker symbolet som for mange er blevet fascinerende.Der er ikke rigtig nogle forklaringer på hvorfor det oprindeligt er sammensat som det er, men i tidernes morgen må der være nogen som har fået en god ide.

Man skal kunne forstå betydningen af billederne (også mennesket, ørnen, løven og tyren) samt tegnende, men hvis man tolker hvert enkelt billede mangler det ligesom en homogen retning, som stadig ikke giver svar på alle spørgsmål om værdien af symbolet.

Hellig Geometri (Sacred Geometry) og Phi

Geometri er et græsk ord, der betyder jordens foranstaltning.

De gamle kulturer brugte lang tid på at studere naturen for at finde svar på naturens geometriske mønstre. Deres udsagn har givet os kimen til erkendelsen af universet og sat gang i tankerne om "Skaberen over al eksistens" . Denne erkendelse førte til indarbejdelse af naturlig geometri i arkitektur, design og udarbejdelse og frembringelse af hellige steder.

Traditionelle civilisationer betragter også arkitektur som en hellig måde, hvorpå man manifesterer himmelrummet.
Persisk arkitektur udnyttede proportionerne i arkitektur meget omfattende og ved hjælp af hellig geometri opmålte de dele af himmelrummet og afspejlede dem i deres arkitektoniske bygninger på jorden.

Andre gamle kulturer kelterne (Druiderne), egypterne, Knights Templar og Mayan, Hopi osv. var meget opmærksomme på disse geometriske figurer og deres numeriske betydning. De anerkendte det som en guddommelige visdom de havde fået gennem tydningen af hver eneste figur og byggede deres hellige steder og monumenter for gudsdyrkelse udfra denne viden i harmonisk overensstemmelse med hellig geometri.

Når man kigger på den helt store mængde af oplysninger, der er indsamlet på den omfattende række af former, hvori naturen beskæftiger sig med Phi, er det indlysende, at der ikke er andre specifikke tal, der vender tilbage gennem livet på Jorden med en sådan regelmæssighed. Hvis vi skulle forsøge at behandle alle de tilfælde af Phi i Naturen som vi finder, ville man blive tvunget til at afsætte uanede mængder af hjemmesider og bøger om emnet.

Geometri i naturen er netop en videnskaben om hellig geometri.
Disse særlige forhold kan findes i udformningen af livet i naturen.

I naturen finder vi mønstre og strukturer fra de mindste partikler, til udtryk og symboler i livet som kan ses gennem vore øjne og som breder sig ud i kosmos. Geometriske arketyper, som for os giver mening og karakter af enhver form og genklang. De er også symboler for det underliggende metafysiske princip om det uadskillelige forhold mellem del til helhed.

Det er grundtanken om at enhed er noget underliggende og som fremvises i alle former gennem et utal af mangfoldighed. Dette princip kan kaldes forbunden uadskillelig og en bevægelse som giver os en kontinuerlig påmindelse om vores forhold til helheden. En plan for sindet der skal minde os om det hellige grundlag for alt der er skabt på jorden.

Naturens mønstre giver os og alt levende mulighed for at fungere på bedst mulig måde. Gennem brug af gode proportioner, repræsenterer naturens former styrke, skønhed og komplekse mønstre for bedre integration - alt i alt med en mening der knytter del med helhed. Studiet af disse harmonier og proportionale mønstre kan forvandle vores syn på verden, fordi de giver os mulighed for at se og forholde sig til verden på en dybere og mere bestemt måde. Gennem studiet af proportioner og harmoni kan vi se, at verden ikke er en samling af "ting", men et mønster af dynamiske relationer.

Fra og med hvad der kan være den enkleste og mest perfekte form, kuglen som må repræsentere det ultimative symbol for enhed, fuldkommenhed og integritet udgår der fra denne og dens punkter på overfladen former af lige så stor betydninger. Celler, frø, planeter og kugleformede stjernesystemer - alle ekko ad det sfæriske eksempel for den samlede integration og vores accept af makrokosmos og mikrokosmos.

Kig også på billedsamlingen under Sansebilleder.

Vesica pisces (fiskeblæren eller den symmetriske fotolinse)

To cirkler af samme størrelse som delvist overlapper hinanden så hver cirkel eksakt rammer centrum af den anden.

Der er en helt bestemt geometrisk udregning for figuren for at det kan være et ægte symbol.

Pythagoras var selv meget optaget af symbolet – foruden udregningen selvfølgelig.

Mange keltiske haver havde også symbolet Vesica pisces ved hellige kildebrønde. Midten kaldes Vesica. (selve formen uden cirkler kaldes Vulvic)

Det er ikke kun i haver, at de findes men også som symboler ved hellige stier.

Glastonbury, The Chalice Well, England

Hvis man strækker de to cirkler væk fra hinanden får man symbolet for fisken, som er et af kristendommens symboler fra romertiden. Dog var fisken oprindeligt et græsk symbol ”Ichthys” eller ”Ichtus”.

Vulvic former (ref. Vulva som er betegnelsen på de kvindelige kønsorganer) som igen er det midterste hvor de to cirkler overlapper var også helligt for kelterne.

I Glastonbury, The Chalice Well, England findes to træer som er vokset sammen, så de giver en Vulvic form og sådanne symboler var altid gudinders helligdomme. I the Chalice Well garden, mener man at det er her at gudindernes kildespring er.

Der har og er stadig mange spekulationer og teorier om Vesica pisces. I nogle sammenhæng mente man at Vulvic har symbol for Venus og i kristendommen at det var symbol for Jesus som spæd hvor det også blev kaldt mandorla (mandel) pga. mandelformen som skulle repræsentere Marias livmoder. Altså er overgang for Jesus mellem de to verdener. Andre igen mener at den geometriske udregning på tallet 153 skulle referere til Johannes evangeliet 21.11., hvor Jesus udførte et mirakel.

¹⁰Jesus sagde: »Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget.« ¹¹Da gik Simon Peter op i båden og trak nettet i land. Der var 153 store fisk i nettet; og det var ikke engang gået i stykker. ¹²»Kom nu og få noget at spise,« sagde Jesus. Ingen vovede at spørge, hvem han var; men alle vidste, at det var Herren. ¹³Derefter gik Jesus rundt og delte brød og fisk ud til dem. ¹⁴Dette var tredje gang, Jesus viste sig for dem, efter at han var opstået fra de døde.

Der er i hvert fald mange skjulte symboler i de kristne kirker på Vulvic-formerne.

Tilbage til Vesica pisces. Som sagt er der delte meninger om symbolet, så her er et udpluk:

Mødet mellem en gud og en gudinde
Et symbol for Jesus
En kvindelig gudindes vagina
Startmotiv for livets blomst (Genesis mønster)
Symbol for livets træ
En geometrisk figur til hjælp for udregning af kvadratroden og symbol for harmonisk geometriske proportioner.

Livets træ Ha Qabala

“And the LORD God planted a garden eastward in Eden; and there he put the man whom he had formed. And out of the ground made the LORD God to grow every tree that is pleasant to the sight, and good for food; the tree of life also in the midst of the garden, and the tree of knowledge of good and evil.” -- Genesis 2:8-9

The Seed of Life, aka The Genesis Pattern,

aka Metatron's Hea

Each of the 7 rings, seen in the figure above, is representative of a sphere. The generated (outer) spheres are a perfect replica of the sphere in the exact center, the heart (First Creation, aka Metatron's Sphere). In The Genesis Pattern, we can see the 7 day story of creation.

Churinga

Australierne troede eller tror at Churinga – en ting hugget i træ eller sten – indeholder sjælene af stammens forfædre. Både menneskene og dyrenes sjæle.

De afrundede magiske sten eller træstykker indeholdt forfædrenes ånder, og aboriginals tror at alle mennesker, dyr og planter nedstammer fra disse forfædre.

Når der blev født et barn betød dette en genfødsel af disse forfædreånder. Derfor havde man altid to former for slægtninge, selvom det oftest var de samme.

Slægtninge gennem blodets bånd og dem man var beslægtede med gennem sin udvalgte forældreånd.

Walbiri Churinga

Magiske farver

Hvad er magi?

Magi kan være alt ”mellem himmel og jord”, så at sige. Magi for mange af os er en blanding mellem ritualer og tro.

Vi kan bære amuletter til beskyttelse, hænge hestesko op til held og lykke, banke tre gange under bordet og røre ved træ, smide salt over skulderen, bringe brød og salt til et nyt hjem for at det aldrig skal mangle mad, udføre rituelle danse for at tilkalde os gudernes opmærksomhed, blive døbt eller begravet i kristen tro, tage på pilgrimsrejser, undlade at slå en paraply op indendørs for det betyder ulykke, blive forskrækket når vi ser en sort kat krydse vores vej, undlade at gå under en stige, opleve naturens undere, tyde drømme eller forudse hændelser og meget, meget mere….

Men magi kan også være farver. Farvers indvirkning på vores humør kan skifte ligesom årstiderne, og an være kulturbestemte. Dette afsnit vil mest beskæftige sig med europæisk kultur, så venligst se bort fra modsætninger i farvetolkningen i forbindelse med enkelte andre kulturer.

Dog kan jeg ikke undgå at give et enkelt eksempel fra AKAN´s kosmologi (se mere om AKAN symboler længere nede på siden):

De tre sjæle i AKAN religionen – Rød, hvid og sort

De tre hellige og primære farver som bruges til at beskrive Akan kosmologien er rød, hvis og sort.

Den røde sjæl er den kvindelige matriakale linje og er symbol for fare, jord og blod.

Den hvide sjæl er den patrikale linie og er symbol for moral, sæd, vand, huler og knogler.

Den sorte sjæl er det enkelte individ og universet og symboliserer åndedrag, skæbne, tid, luft, vind og forandringer.

Andre fortolkninger:

For at starte med farven Hvid må denne farve være det absolutte symbol på livet. Et symbol for renhed, sandhed, uskyldighed og hellighed

Sort derimod symboliserer negative kræfter og ulykkelige begivenheder, død, fortvivlelse, sorg og ondskab. (I Ægypten er sort dog symbol for jord og moderlighed).

Grøn er en positiv farve, som relaterer til plantelivet og forår (fornyelse), ungdom og håb.

Gul er en farve der svinger meget mellem positive og negative følelser, alt efter hvor stærk den gule farve er. Den varme gule farve får os til at tænke på solen (I Kina kongelighed), men den gule farve som jøderne var tvungne til at bære under Nazismens eller symbol for sygdommen gulsot får nogle til at føle negativitet overfor farven. (Buddhisterne har gul som den højeste værdi)

Rød er fyldt med energi og symboliserer kraft, revolution, impulsivitet, aggressivitet, passion, kærlighed, vitalitet, styrke og ungdom.

Rødviolet blev i ældre tid båret af ypperstepræster eller militærledere og symboliserer adelighed og standsmæssighed.

Blå er uendelighedens farve. Symbol for sandhed, hengivenhed, troskab, fred, spiritualitet og et intelligent liv.

Violet er knyttet til mådehold, spiritualitet eller overgangen ”aktiv-passiv”, ”mand-kvinde”, ”liv-død”.

En farve som ofte bliver brugt for solsystemet er Guld. Metallets farve repræsenterer hæder og ære, kongelighed og ikke mindst guddommelighed.

Prøv at lægge mærke til hvordan farverne har indflydelse på os, hvad vi oplever, ser på og hvordan vi vælger farver udfra humør og temperament.

Farvernes skift i naturen med årstiderne har også indflydelse på vores sind og bevirker at nogle af os tager farver ind i hjemmet, hvis resten af naturen ser ”grå ud”, og når alt blomstrer udenfor får vi mere lyst til at være en del af naturen og bevæger os udenfor.

Så alt i alt er det hele meget logisk set ud fra vores eget sind og naturs indretning.

Yang og Yin

Verdensordenen, Tao´s grundkræfter vises som sammenslynget i en cirkel, der symboliserer det absolutte. Det røde Yang, som det aktive og mandlige element og sorte Yin det passive og kvindelige. De repræsenterer hver især himmel og jord.

Ofte ses symbolet i dag ikke kun i de oprindelige farver, men kun i sort og hvid.

I Kinesisk tænkning indtager mennesket ikke helt den ophøjede stilling, som filosofien i vesten ses som bæreren af den naturlige orden og skabelsens egentlige mål.

For kineserne er mennesket kun en del af den verden som den står i, og de stræber efter at finde en sjælelig tilfredshed i harmoni med universet.

Tao

Forestillingen om Tao er selve kernen i

Kinesisk filosofi.

Ordret betyder det en vej, en gade, en bane, en

Kanal og kan tolkes som ”den rette vej” eller

”den universelle lov”.

Fra tidernes begyndelse, da Tai-ji (kosmos) begyndte at spalte sig i de to elementer Yang og Yin var Tao den synlige og usynlige verden. Derfor er filosofien at selv himlen virker gennem Tao og guderne handler altid i overensstemmelse med ”vejen”. Tao er her universets alt ordnede principper, og hvis alle levede i overensstemmelse med Tao, enkelt og naturligt og fri for bl.a. ærgerrighed og fjendskab, så ville broderkærligheden beherske verden.

Tao-teh-ching skriver i kap. 34 om Det Store Tao:

”Det store Tao flyder overalt; det kan som en oversvømmelse gå til højre eller venstre. Myriaderne af ting får deres liv fra det, og det nægter dem det ikke. Når Taos værk er fuldbyrdet tager det det ikke i besiddelse….det er alle tings hjem, men gør dog ikke krav derpå, og derfor kan det kaldes stort. Fordi det lige til det sidste ikke gør krav på storhed, har det opnået storhed.”

AKAN

Akan´s kunst og brugskunst er for det meste dekoreret med ældgamle symbolske tegn som vidner på en stærk historisk og kulturel tradition - så stærk at den lever videre gennem generationers fastholdelse og videregivelse af mytiske og historiske fortællinger hvor børnene gennem generationer lærer de kulturelle og symbolske tegns værdier.

Akan er den størst etniske gruppe i Ghana og Akan er også betegnelsen for sproget som tilhører Congo-Nigerias sproggruppe som breder sig helt fra det østlige Ghana ud til Elfenbenskysten hvor den tales langs Voltas breder. Akan refererer også til sprogdialekterne Fanti, Twi eller Brong.

Ashanti/Asanti gruppen som igennem århundrede har boet i Ghanas skovrige område er Twi-Akan indbyggere og har en som mange andre med Akan kultur en matriakal linie. Efterkommere bliver optegnet gennem moderens generationer i stedet for gennem den patriakale linie.

Der er tegn på at sproget kendes helt tilbage til ca. år 500 efter vor tidsregning og i det 11. århundrede begyndte Akan kulturen at udbrede dig voldsomt rundt omkring i de forskellige bosættelser som var involveret i det efterhånden bredere handelssamfund til omverdenen, hvilket i det 16. århundrede kom til at strække sig til hele det afrikanske kontinet.

Efterkommere af de oprindelige Akan lever stadig i Vestafrika hvor de bibeholder evnen og viljen til at viderefortælle deres forfædres historier, symbolværdier og tradition.

Det religiøse omkring Ashanti er centreret omkring nyame, den øverste skaber og alle ”hans børn” abosom, som skulle være fordelt blandt naturens kræfter, hvilket bevirker at befolkningen er dybt forbundet med deres Gud og naturen.

Adinkra symboler – som de kaldes – er kunstnerige symboler for Akan traditioner, som videregiver symbolverdenen på brugskunst, kunsthåndværk og tekstiler der stadig produceres efter gammel tradition i Vestafrika.

Ofte kan man sige at de producerede tekstitiler er metaforer over Akan kulturen med deres kodede symboler og aforismer, som f.eks. kan vise visdom, uddannelse, rigdom, historie, familieforhold og ikke mindst moral, attitude og opførsel vise en hel historie. Påklædning som gennem historier fremviser den enkeltes Akan families sociale og politiske status.

Nogle Adinkra symboler som ikke var kendt tidligere og ikke har noget med den oprindelige bevarede kultur og religion er senere kommet til efter mødet med europæerne. F.eks ser man nu tryk på tekstiler som forestiller en pistol (symbolet for en historisk og nutidig kamp), der ofte bruges ved militærer begravelser eller militærpolitiske ceremonier.

ADINKRAHENE

Det højeste Adinkra symbol.

Symbol for storhed, karisma og godt lederskab.

ADWERA – vaskebørste

Symboliserer renhed, hellighed, renhed, ophøjelse og held.

”Adwera nsuo, wo ne nkwansuo, nsu korogyenn a wohuru nso wonhy”som let oversat betyder ”livets vand, du er det rene kogene krystalklare vand som koger men ikke brænder”.

ADWO – fred

Symbolet for fred, ro, spirituel harmony og fortsættelse.

Det siges ”at når en konge har gode rådgivere så vil hans kongedømme være fredfuldt”

AKOKO NAN – hønsefødder

Symbol for forældredisciplin, beskyttelse, forældreomsorg og følsomhed.

Ordsproget ” Akoko nan tia ne ba so a, enku no.” betyder let oversat ”Når hønen træder på sine kyllinger har hun ikke til hensigt at dræbe dem”.

MPATAPO - knude for fredsskabelse og forsoning

Symbol for forsoning, fredsskabelse og fredeliggørelse.

Mpatapo repræsenterer det ansvar som binder parterne til at udrede en tvist på en fredelig og harmonisk måde som skal ende i forsoning.

OSRAM – månen

Symbol som betyder tålmod.

Der hører et ordsprog til som siger ”at det tager månen et stykke tid at nå rundt om jorden” – ensbetydende med at ”man behøver at udvise tålmodighed for at afvente det specielle”.

OSRAM NE NSOROMA – månen og stjernen

Symboler der repræsenterer kærlighed, harmoni, troskab og den feminine del af livet.

Symbolikken repræsenterer nordstjerner (kvinden) som venter på at hendes partner (manden) månen kommer hjem.

Hvis du vil vide mere om AKAN symboler - klik her (engelsk).