Global House Holistic

I pagt med naturen

Tro, Overtro og Mythologi

Alt liv er struktur.

Jo højere livsform jo mere indviklet struktur.

Homo Sapiens har via den universelle tankegang og viden om at jorden er taget i besiddelse præget kunst og kultur med mytologiske elementer.

Verdens legender og mytologi er formegentlig lige så gammel som menneskeheden. Det samme gælder for ritualerne som vi udlever gennem temaer og principper alt efter hvilket samfundssystem vi tilhører.

Ritualerne går ud på at forme menneskelivet via at gå i dybden og vise det på overfladen. Derved bliver de en form for offentlige ordensregler. Hver rite har sin tid, sted og plads.

Tidligere var der ingen tvivl om mytologien – men den dag i dag kan man spørge om den kun er bevaret som en ”mytisk illusion” for at dulme vores angst eller den virkelig tjener os.

En ting er dog sikker - at den er opstået fordi menneskeheden erkendte dødeligheden og fandt et behov i transcendens som er en vigtig del af mytologien. Der udover blev vor iagttagelsesevne overfor universet og naturens gåder skærpet.

Alt dette har gennem årtusinder omdannet verdensbilledet, hvilket derfor også påpeger det vigtige i at kende og leve med historien. Så jeg mener godt at kendskabet til mytologien tjener os som en åndelig støtte til ritualerne – eller sagt på en anden måde: Ritualerne er en fysisk udførelse af myterne.

Mytologien vil altid bestå. Enten som noget poetisk, fjern og utilnærmeligt eller som en forgangen tid vi skal huske.

Den henvender sig til alle og er ét med alt og uden grænser og hvis man som menneske vil bruge denne viden kan den åbne øjnene for en egen selverkendelse og vor smukke klode hvor vi foretager den nødvendige rejse og bevægelse.

God fornøjelse!

Den grønne Mand

Den centrale myte i keltisk historie er om den største natur-mediciner nogensinde. Historien om Diancecht og hans søn Miach.
Diancecht, Gud over medicinen, blev jaloux over at hans søn overgik hans egne evner som helbreder.
Diancecht bad en dag sin søn om at komme og besøge ham. Da Miach kom slog Diancecht ham i hoved med et sværd.
Miach helbredte hurtigt sig selv. Så stak Diancecht ham igen alle mulige steder på kroppen. For anden gang helbredte Miach sig selv.
Så tog faren sværdet igen og slog Miach så hårdt i hovedet at han ramte hjernen deltes i to dele, men endnu engang var Miach i stand til at helbrede sig selv.
Til sidst kløvede Diancecht sin søns hjerne i to dele, og denne gang døde sønnen.

Diancecht begravede sin søn og kort efter voksede tre hundrede og femogtres urter op fra Miachs krop. Hver af dem var den medicinske urt som kunne helbrede trehundrede og femogtres nervetråde i den menneskelige krop.

Airmid, Miachs søster, samlede omhyggeligt alle urter og arrangerede dem på jorden i hendes forklæde, så det lignede et omrids af et menneske for at hun ville huske, hvor på brorens krop e var vokset op. På den måde at huske hvad den medicinske plante skulle bruges til.
Diancecht, som stadig var jaloux, sparkede til forklædet som stadig lå på jorden, og alle urterne spredtes rundt omkring og væk fra deres oprindelige position.
Hvis det ikke var for hans skyld, ville vi nu til dags kende opskriften på al plantemedicinsk helbredelse og vi ville kende brugen af hver plante til hver eneste organ og nerve i menneskets krop. Derved ville vi blive udødelige i flg. gammel tro.
Skjult i dette mysterium ligger hemmeligheden i plante medicinerens kundskab. Markens grønne urt repræsenterer Gudens krop (Den grønne mand), som er hellig og udødelig.
Når en herbalist genskaber denne Gud, og bruger urten korrekt på en syg krop, genskaber han eller hun de sidste brikker til Guden og bringer verden tilbage til en helhed.
Så er verden Healed.

(de 365 urter: man regner med at det referer til et nu tabt planteklassifikations-system)

DRAGER

"Among all the kinds of serpents there is none comparable to the Dragon,"

Edward Topsell (History of Serpents)

Edward Topsell (c. 1572 -1625) var en engelsk adelsmand og forfatter. Topsell’s The History of Fire-footed dyr (1607) og The History of Serpents (1608), begge udgivet af William Jaggard, blev genoptrykt sammen som historien om Firbenede dyr og Slanger i 1658. (En ellevehundred-siders afhandling om zoologi, Topsell studerede gamle legender og historier om beskrivelser og oplevelser om eksisterende fantastiske dyr samt rapportering af mytiske væsner.)

Han skriver bl.a. at et Væsel føder gennem sine ører, Elefanter tilbeder månen og spiser Alrune for at blive gravide og at Aber er bange for snegle. Vedr. mus skriver han ” Of procreation of mice” - “is not only by copulation, but also nature worketh wonderfully in ingenduring them by earth.”.

Topsell rapporterede også om Drager. The History of four-footed beasts and serpents (London : Printed by E. Cotes for G. Sawbridge ...., 1658) . Han skriver at de foretrækker Lactuca sativa (wild icebergsalat) til forebyggelse af deres helbred fordi salaten får dem til at kaste op, hvis de har spist noget forkert, men de undgår at spise æbler fordi det giver problemer med oppustet/luft i maven. Hvis de spiser æbler har de altid sørget for at spise salat inden. Han skriver også: ” Der er mange slags drager som udmærker sig ved at bosætter sig i forskellige lande, alt eller efter antal og alt efter deres størrelse i forhold til plads.” -

I Edward Topsell´s tid var der bla. flg. rapporter om drager:

"...The naturalist Edward Topsell wrote in 1608 that Sanctogoarin, Germany was plagued by a dragon whose flights caused fires..."

"...The Italian naturalist Ulisse Aldrovandi had in his collection a lindworm killed near Bonn in 1572..."

"...In Rome, Italy the Historia naturalis of Pliny the Elder reported that a dragon killed on Vatican Hill during the reign of Emperor Claudius (died 54 A.D.) contained the body of a child; centuries later, in 1660, the German Athanatius Kircher examined a dragon killed near the city. He commented on its unuasual webbed feet..."

"...As recorded in 1572, a dragon inhabited the area north of Lapland; so desolate was the region that the creature was reduced to a diet of mice..."

"….Thirty miles from London, this present month of August, 1614" - and the news is attested by two men and by a Widow Woman dwelling near Faygate - there lives a serpent "or dragon as some call it," "reputed to be nine feet, or rather more, in length. It is likewise discovered to have large feet, but the eye may be there deceived" and "two great bunches" "as some think will in time grow to wings; but God, I hope, will defend the poor people in the neighborhood, that he shall be destroyed before he grow so fledged. Farewell. By A. R. He that would send better news, if he had it……."

Drager har altid eksisteret som mytiske og trosmæssig overbevisning for de fleste, men dog har vore østlige del af kloden haft en mere naturlig tilgang til drage-begrebet end vor vestlige del af verden. I Kina er det stadig en forbrydelse at fremstille dragen på en nedværdigende måde, hvor vi i vesten ikke skyr til at mene at dragen både kan fremstilles som god eller ond, fortærende dyr eller mennesker. Derfor var europæiske naturalisters beretninger ydermere af stor interesse.

Den kendte og nulevende naturalist John Toppsel , efterkommer af Edward Toppsell har som andre efterkommere gennem århundrede, bibeholdt interessen for drager. Han udgav I år 2008 How to Raise and Keep a Drago. Omtale af bogen: ” Have you ever dreamed of raising your very own dragon? Now you can. Within the past few decades, dragon-breeders have sprung up worldwide. And here is the very first guidebook devoted to raising and keeping the unique creatures they supply”. Dog vil jeg mere betragte denne bog som ren humoristisk underholdning end en kuriositet.

Hvad kan man så sige om dragen? Mange forestillinger, myter og metamorphoser i vores dagligsprog får aldrig dragen til at forsvinde fra vores ordforråd.

Anatomisk skulle den kunne forandre form, størrelse , visibilitet – altså undergå en masse metamorfariske forandringer. Dragen kan lyse i mørket, blive usynlig, skrumpe ind til en miniaturedrage, forstørre sig sig så den dækker himmelen og/eller muterer med skyerne Det siges at den bor på slotte som af bygget af perler eller de bor ved havet i huler. Den stemme er melodisk som en krystalklokke.

Dragen kan have forskellig udseende, hestehoved med snoede horn, slanges hale, store vinger, fire klør med fire negle, snoede horn, eller en kamels hoved, en dæmons øjne, fødder som en tiger, en perlekæde om halsen som giver dem deres kraft., ørnevinger og ildsprudlende mund eller ingen ører og ingen vinger osv. osv.

Om dragen er et levn fra dinosaurernes tid, mytisk legende eller virkelighed, vil jeg lade læserne bedømme. For mig selv er Dragen et symbol for noget godt , men som alt ukendt bliver den også ofte fremstillet som noget faretruende og ondt.

For nogle er den fremstillet med en guddommelig og helende kraft.

Kineserne bruger stadig ”dragetænder og benstykker” til fremstilling af Traditionel Medicin, men i virkeligheden er det rester af andre dyr og forskellige græsarter der blandes sammen.

I Australien betragtes historien om ”the rainbow serpent” over 10.000 år gammel.

Lampton Worm er en legende fra det nordøstlige England. Det er en af regionens mest kendte mytiske fortællinger, som er gået videre i egnens tradition gennem skuespil og sange.

The Lambton Worm
Lambton Castle is on the banks of the River Wear near Durham. Long, long ago, John, Lord Lambton's spoilt young heir, was fishing for trout in the river. It was Sunday.
"This is the Lord's day," said a passer-by. "You should be praying, not fishing!"
The lad took no notice. He put a grub on the hook and cast his fishing line again. It hit the water with a plop.

For a while he had no luck and he lost his temper. He cursed the river. Then, suddenly, the rod jerked madly. Young Lambton thought he had hooked a huge fish and struggled with the catch.

"You'll not beat me," he said, nearly falling over in the river. At last, he pulled his prize onto the sandy bank, and looked at it.

It was ugliest thing you ever did see: a worm-like creature, black as pitch and oozing slime. Its head, like a salamander's, had needle sharp teeth and nine holes along each side. It was thin like an eel, but had two legs at the front and two at the back, like a lizard. Despite being small, it twisted and coiled with amazing power.
"Whatever kind of fish is this?" he said aloud. Just then an old man appeared from behind and looked at the creature.

His face went ashen and he quickly made the sign of the cross.
"You must not put it back in the river," he said. "It bodes ill but you must choose what to do with it."
Then the old man disappeared.

With some hesitation, John Lambton put the creature into his basket. As he walked towards home, he glanced again at the hideous creature and shuddered.

On the way, he passed a field with an ancient, very deep well. "There is no way the creature can escape from here," thought John. So he tipped the basket up over the well and the worm dropped into the darkness below. After a while, Lambton heard a distant plop.

Satisfied, he went back to the castle and forgot all about the worm. But, in the black waters of the well, at the bottom of that deep, dark hole something stirred, for the ugly creature grew and each year got stronger and stronger.

As John grew up, he became sorry for his poor behaviour and decided to join the crusades. His loving father gave him his blessing and all the villagers turned out to wish him well. Then, just over a year later, strange things began to happen.

Shepherds found half eaten sheep. Just a few to begin with, but soon it became one every night. The cows started giving less and less milk. The smell near the well became terrible and strange vapours arose from its depths. People who drank its water complained of burning mouths and throats. The villagers thought the well had been cursed.

Then, one morning, they awoke to find a glistening trail of foul slime leading from the well to the Wear. There, in the middle of the river, wrapped around a rock, was a fully grown dragon. It was enormous and fearful, with huge coils that gleamed in the morning sun. It had no wings, but a thick muscled body. Its head was large and its mouth full of razor sharp teeth; poisonous vapours trailed from its nostrils and its mouth as it breathed.

The news spread around the countryside. Some people, brave enough, went as close as they dared to get a glimpse of the creature. Others locked themselves in their homes, or collected their belongings and fled. By day, the dragon rested on its rock, but by night it swam to the bank and coiled itself three times around a hill. Nobody felt safe.

And soon, the beast became hungry. It started to rampage around the countryside. Its appetite was enormous. It took lambs and sheep and ate them whole. It had a taste for milk and would tear a cow open with its sharp teeth. Soon, there were few sheep or cattle left.

Some brave villagers tried to kill the beast but were crushed or torn to pieces by its sharp fangs. If a piece was hacked from the dragon, it slithered over until the piece reattached. After each attack, the dragon would roam the countryside, uprooting trees, smashing fences and stealing children. Soon people gave up trying to kill it.

Eventually the dragon came to Lambton Hall. The local residents were ready. They filled a large stone trough with warm milk and tied two sheep nearby. As the dragon approached the gates, it was distracted by the smell of the milk. It plunged into the trough and drained it dry. It ate the sheep with relish and, well fed, it returned to the hill.

From that day on, the dragon stopped roaming the village. Every day, it slithered to the hall to find the offering of milk and sheep. The trail became marked by its path of dark slime.

Nearly seven years passed; the worm grew ever bigger and the people ever poorer. The land around the castle became quite barren.

Then one day, a handsome young knight, in shining armour and riding a charger entered the castle grounds. It was the young Sir John, back from his adventures. That night the great hall was filled with people.

"What has happened to all the trees on the south side of the castle?" asked the young knight, "Has there been war here?" A hush came over the gathering.

Sadly, his father told how the dragon had brought them to ruin. Horrified, John realized that the dragon was the same hideous worm he had thrown into the well all those years ago.
"It was my fault the dragon destroys our land," he declared. "So it is I who must rid Lambton of this evil menace."
The crowd cheered. He began making a plan to defeat dragon. He listened closely to stories of the dragon's remarkable healing powers, and he learned its habits and its needs.

Then, he went to visit a local witch. She said that he alone could kill the worm. He must go to the blacksmith and have a suit of armour made, with razor sharp blades sticking out from its surface. Then he must go to the rock, and summon the dragon with his horn.

"But mark my words well," said the wise woman. "If you slay the beast, you must then put to death the first thing that crosses your path as you pass the threshold of Lambton Hall. Otherwise, for the next nine generations, no Lambton will die peacefully in his bed."

John swore on oath to follow the advice. The blacksmith forged him a suit of armour embedded with spikes. Then he went to the church to pray.

The next day, he waded into the river near the rock, blew his horn and awaited the dragon. It seemed to recognize him instantly. In its fury it lashed its tail, sending waves of water over him. Lambton swung his sword, slashing and cutting the dragon. But this time, when a piece was hacked off, it was swept away by the river before it could re-attach. And when the dragon coiled itself around Lambton, to crush him to death, the razor edged spikes cut it to pieces.

The more it tried to crush him, the worse it was sliced. Desperately, it tried to get back to the riverbank, but Lambton kept hacking away until it closed its fiery eyes. It was dispatched with one heavy sword blow to its head and was swept down the river, turned crimson with blood.

Exhausted, Lambton crawled from the water and blew three blasts on his horn. This was the signal for his father to release his favourite hound, to complete his vow.

Unfortunately, his joyful father forgot and rushed out to greet John as he passed over the threshold. Dismayed John blew another blast on his horn and the hound was released, which John killed with one sweeping blow from his sword.

But it was too late, for the vow was broken. What the witch foretold, came to pass. For nine generations following the death of the dragon, no Lord of Lambton died peacefully in his bed.

Mange nymfer for skov, vand og bjerge.

Dryaderne tilhører træerne, Najaderne tilhører vandet og Oreaderne tilhører bjergene.

”Ovids Forvandlinger” (metamorphoses) som beskriver råd , forestillinger og drømme om elskov, hor og vold er latinske digte om græsk og romersk mytologi. Her nævnes bla. Dryaden.
Bogen består af flere dele.
I ”Ovids Forvandlinger Fasti”(en festkalender), som berører den romerske mytologi dukker den græske mytologis Dryade op.
Ovid var en romersk poet som skulle have levet ca. 50 år før vor tidsregning. Han skrev store episke digte om kærlighed, mytologi og ikke mindst hor og voldtægt. På et tidspunkt var der en datidig kultagtig status over at lade sig forføre af hans digte og omsætte dem til handlinger.

Her en engelsk bemærkning til værket hvor Dryaden er nævnt, dog uden forklaring, men det beviser at den hørte til mytologien
”…. Ovid, in the Two Journeys, which he makes Medea take in her flying Chariot, touches upon several Fables in the Way, the most part of which are entirely unknown to Us. It would be altogether needless to enlarge upon Subjects which carry so little Instruction in them, and upon which History is so entirely silent. Let it therefore be sufficient to establish some general Principles, which may serve as a Key to these ancient Fictions. When a Person had escaped from any eminent danger it was published that he had been changed into a Bird. If, to avoid a Pursuit, a Man hid himself in a Cave, he was immediately transformed into a Serpent. If excess of Grief forced any one to burst into Tears, they became a Fountain. If a young Creature lost herself in a Wood she was made a Nymph or a Dryade. The likeness of Names also gave rise to several Fictions; thus Alopis was metamorphosed into a Fox, Cygnus into a Swan, Coronis into a Crow, Cerambis into that sort of Beetle, which has Horns on its Head. By this Rule the Reader may be able to understand the greatest part of the Fables, which Ovid relates here; but as some of them point at Historical Events I shall endeavour to explain them in a few Words. That of the Women of the Isle of Cos being changed into Cows, is founded upon a piece of Cruelty in the Companions of Hercules, who sacrificed some of them to the Gods of the Country. The Inhabitants of the Island of Rhodes were said to have been changed into Rocks, because they perished in an Inundation, which laid a part of that Island under Water, and particularly the Town of Ialysus. The Daughter of Alcidamas was extremely fruitful, which gave Occasion to the Fable of her Metamorphosis into a Dove. The Rage and Despair of Maera is set forth in her Transformation into a Bitch: and in Metamorphosing Menephron into a brute Beast we see the Horror which People had conceived of his Incest. Arne was changed into a Daw, because, having sold her Country, her Avarice and Covetousness might be exposed under the Symbol of that Bird which, according to the popular Opinion, loves Money. Phillyre, the Mother of the Centaur Chiron, was turned into a Linden-Tree because she had the Name of that Tree called by the Greeks."

Det store værk er skrevet på klassisk latin, og på latin kaldes væsenet Dryade som på græsk Drys (træ) og beskrives som en metamorphose for et menneske som farer vild i en skov. Altså kan man tolke det som et genfærd. Dog er en Dryade altid afbilledet som en tillokkende sensuel kvinde, som altid er at finde ved sit helt eget træ, hvor hun lever og dør.
En Dryade var et luftelement eller en naturånd og de kunne ophøjes til Gudinder. F.eks.

Eurydike var en trænymfe .

”… Orfeus giftede sig med en ung, smuk pige, nymfen Eurydike. Hun blev desværre umiddelbart efter brylluppet bidt af en slange og døde. Orfeus var knust af sorg. Derfor besluttede han at drage ned i underverdenen og betvinge med sine toner, at han kunne få sin elskede Eurydike op igen. Så han drog af sted og nåede ned i underverdenen til den fler-hovede hund, Charon og charmerede sig ind med musikken fra hans lyre. Det samme lykkedes med Charon, færgemanden over floden Styx, hvor alle døde sejler over. Også den hårede slange Furies og endelig underverdenens ledere Hades og Persephone, blev betvunget og accepterede at Orfeus kunne tage Eurydike med op igen - på én betingelse: Han måtte ikke kigge tilbage !
På vej op fra underverdenen blev Orfeus imidlertid grebet af en grusom, uforklarelig tvivl. Og om det gode og onde omkring underverdenen skal man aldrig tvivle ! Orfeus kiggede sig i sin dybe tvivl et kort sekund tilbage over skulderen. Eurydike bogstavelig talt smeltede foran øjnene på Orfeus og i samme øjeblik lukkedes dørene til underverdenen. Således var Eurydike for bestandigt draget bort fra vor verden”

Den græske gudinden Artemis beskrives i Illiaden, som den som har et stærkt bånd til nymferne og danser mange danser med dem i skovene.
Det er ikke rigtig beskrevet nogen steder hvad nymfernes opgave har været, andet end de skulle via deres forførende dans bringe mænd i fordærv og kidnappe dem til deres egen fornøjelse

Dværgtrolden(The Leprechorn – betyder på irsk ”blandt venner”) er en slags nisse.

Hans gemmesteder er træernes rødder.
Når du finder en firkløver kan du være sikker på at en dværgtrold har været der.

Det siges at dværgtrolden oprindelig kommer fra enden af regnbuen. Det var der menneskene først så dem.
Et gammelt skomagerpar som var mennesker, var meget fattige og fik hjælp fra de små folk, så de kunne arbejde og få mad på bordet igen. Alt hvad de tjente, foruden det de selv kunne bruge, gav de til dværgtroldene.
Siden da er der ingen som har set dem – eller måske?

Dværgtrolden er fe-folkets skomagere og kan være meget hidsige og lever ofte tilbagetrukket.
Fang ham og du får en krukke af guld! En givende profession.
Men hvis du tager øjnene fra ham bare et kort sekund, forsvinder hen i løbet af ingenting.
Han har en grøn jakke med syv knapper i to rader og nogle gange kan du se ham rotere på spidsen af sin trekantede hat.
Han spøger ofte i gamle slotte.

En lille kammerat, som altid er koncentreret om i sit arbejde – at være skomager.

Hvis du er heldig nok at komme tæt på ham, så list meget langsomt uden at lave en eneste lyd. Hold vejret mens du tager ham i et snuptag og spørg ham hvor krukken af guld er gemt. Insister på at han fortæller det. Lad vær med at lade ham få indflydelse på dine tanker og forjage dem ved hans søde tale. Under alle omstændigheder vil han snyde dig; han vil sige eller gøre noget som vil distrahere dig og forsvinde.

Her er en historie, som jeg frit har oversat fra engelsk:

Dværgtrolden søgte arbejde og stod og kiggede på fe-børnene.
“Gud velsigne arbejdet” sagde en lille artig fe.
En af dværgtroldene som hade et gråt forslået hoved og en filtret gråt skæg bukkede sig ned til fe-barnet og hviskede:
“Kom her, Seumus Beg” – “og jeg vil måle dine fødder så jeg kan lave et par sko til dig. Vis mig dine fødder”
Fe-barnet viste sine fødder og lod dværgtrolden tage mål med en snor.
”Nu, dig Brigid Beg, vis mig også dine fødder” – og hun blev også målt ”De vil være færdige til jer i morgen tidlig”
”Laver du aldrig andet end at lave sko, hr.?”, spurgte Seumus.
“nej det gør jeg ikke”, svarede dværgtrolden “altså undtagen når jeg skal have nyt tøj, så må jeg jo lave det, men ellers burger vi alle sammen tiden til at lave ingenting, undtagen at lave sko. For det er et ret job for en dværgtrold.”
”I nattetide går vi rundt i landet og ind i folks huse. Der klipper vi små stykker at folks penge, og lidt efter lidt har vi en krukke af guld, så derfor har vi altid løsepenge til at betale menneskene, hvis vi skulle blive fanget. Men det sker sjældent, for det er en meget stor skam at blive fanget af et menneske, og vi har trænet så længe i at gemme os under træernes rødder så vi kan komme væk fra dem.
Selvfølgelig sker det engang imellem at vi bliver fanget, men mennesker er fjolser, og vi slipper ofte væk uden at skulle betale os fra det. Vi har nemlig grønt tøj på fordi det er græsset og bladenes farve, og når vi sidder neden under f.eks. en busk eller ligger i græsset går de bare forbi uden at lægge mærke til os”.

Det var den historie!

Faunus

Faunus, den romerske hyrde- og skovgud.

Hans far var Latinus og hans bedstefar var Saturn.

Han var en ånd for steder/pladser med utæmmet skov og vegetation samt for fertilitet.

Han var også køernes beskytter, bl.a. blev der bedt til ham når køerne ikke fik kalve, så blev han kaldt Inuus. Hvis han skulle beskytte køerne mod angreb fra ulve blev han kaldt Lupercus, for så forvandlede han sig til en ulv.

Faunus må ikke altid sammenlignes med alle andre Faun, som er romernes svar på grækernes satyrer, men kan sammenlignes med grækernes

Pan.

Faunus var en ånd som kunne spå. Han var altid god mod mennesker og var en af de allerførste romerske guder sammen med sin far og bedstefar.

Hans far var en stor profet, og selv var han en vigtig ånd, som blev betragtet af menneskene som det gode, der giver liv gennem naturen.

Det siges at Faunus virkelig skulle have levet i Tibur (Tivoli) i Italien, og efter hans død opstod der en kult, som mødtes i de hellige skove i Tibur, hvor der blev bygget et tempel. Den 15. februar hvert år, som skulle være datoen hvor templet blev indviet afholdtes Lupercalia. Ypperstepræsterne gik rundt i Roms gade iklædt kapper af gedeskind og alle tilskuerne havde bælter eller andre klædningsstykker af gedeskind. Der er lidt tvivl om hvorfor man også holder en fest d. 5. December, men det er jo mange år siden.

Visse steder bliver der stadig den dag i dag afholdt Lupercalia fester.

Gilgamesh

"En gudinde dannede ham, stærk som den vilde tyr, ingen kan stå sig mod hans våben. Ingen fader får lov at beholde sin søn, for han tager dem alle. Og ingen jomfru er der tilbage til elskeren på grund af hans lyst, og heller ikke krigerens datter eller adelsmandens hustru"

Gilgamesh var den tyranniske hersker over byen Uruk, og hans ego kan kun give sig udtryk i magtudfoldelse. Han møder dog sin jævnbyrdige, naturmennesket Enkido og må indse at han kun igennem forholdet til andre, får en meningsfuld eksistens.

Da Enkido dør, forstår Gilgamesh først at han heller ikke er udødelig, og han indser langsomt, at han deler vilkår med alle andre mennesker. Først da kan han forvandles, og han genfødes som en retfærdig hersker, der kan indgå i et menneskeligt fællesskab.

Han finder til sidst ud af, efter sin lange rejse efter udødelighed og Gudestatus, at man må opsøge sit menneskelige ophav, da det kun er der at al menneskelighed udspringer fra.

Jeg vil ikke fortælle så meget mere her om Gilgamesh, men vil henvise til Gilgamesh-eposet, som findes som multimedia på internettet:

http://gilgamesh.psnc.pl/

Her kan man vælge at læse en meget enkelt udformning og teksten eller "se" historien" (på engelsk)

Hvis du har mod på at læse de 11 tavler ud af de 12 (oversat til engelsk), som eposet blev skrevet på findes den på:

http://www.ancienttexts.org/library/mesopotamian/gilgamesh/

I de fleste tekster er Gilgamesh betegnet med det, assyriologer kalder et gudedeterminativ (DINGIR). Det viser, at han var en gud, men der er ikke noget bevis for en samtidig kult. Få hundrede år efter hans formodede levetid kan vi imidlertid se, at han var blevet gud som dommer i Underverden. På det tidspunkt ofrede man til ham ved at hælde koldt vand ned i særlige huller ved det man kaldte Gilgamesh' flodbred, så han kunne nyde godt af det nede i den golde Underverden, hvor der hverken var mad eller drikke - de dødes skygger i underverdenen var afhængige af de levendes ofre. (ref. Wikipedia)

Personligt tager jeg legenden om Gilgamesh med her fordi han stræbte så hårdt for at opnå udødelighed, men endte op med at affinde sig med sin skæbne. Legenden handler jo også om meget andet. Den handler om magiske planter, syndflod, guder og dæmoner og ikke mindst magtbegær. En af verdens ældste historier - ældre end 1. mosesbog, ældre end Eliaden - en fortælling om vor sjæls søgen.

Den har mange paraleller med bibelske fortællinger og koranen, bla. hvad syndfloden og arken angår. Men dan selv jeres mening.

Gilgamesh er ikke her på denne side pga religionsfilosofiske tanker, men som legende og sagn der fører os 3.000-5.000 år tilbage og et Epos som stadig er aktuelt i nutidige myter.

Minotaur

På det tidspunkt hvor Minos, kongen af Kreta, kontrollerede mange af øerne i havene omkring Grækenland, sendte Athenerne ham en hyldest via ofringer hvert år.

Både Minos og Athenerne ofrede store gaver til guderne. Guderne hjalp til at vælge gaverne og Minos selv havde lovet havets gud Poseidon, at han ville ofre hvad der var krævet uanset hvad Poseidon sendte til ham fra havet som skulle ofres.

Poseidon sendte ham en tyr, men Minos mente at den var alt for smuk til at dræbe, og han ofrede istedet en anden tyr. Poseidon blev rasende på Minos for at bryde sit løfte. I al sin vrede, lod han tyren terrorisere og vandalisere hele Kreta og fik Minos' hustru Pasiphae til at blive forelsket i dyret. Dette resulterede i at Pasiphae nedkom med en Minotaur, et monster med hovedet af en tyr og med en mands krop. Minos låste dyret ind i Labyrinten, som var en kæmpe labyrint der lå under slottet, og hvert år fordrede han det med fanger fra Athen.

Da Hercules ankom til Kreta nedlagde han tyren og drev den tilbage til kong Eurystheus. Eurystheus lod tyren gå frit rundt og den vandrede rundt i hele Grækenland og terroriserer befolkningen. Tilsidst endte den i Marathon, en by nær Athen.

Den athenske helt Theseus dræbte Tyren ved Marathon. Senere sejlede han til Kreta og fandt vej igennem og til centrum af labyrinten, og dræbt Minotaur.

Nixe

“Know you the Nixes, gay and fair?
Their eyes are black, and green their hair--
They lurk in sedgy shores.”

Når jeg sidder ved en sø kan jeg godt fornemme dybet, mysteriet som jeg ikke kender til, alt det som er nedenunder, og får stor respekt for det uvisse. Vand, en stor del af naturens kraft, som både kan være roligt og farligt, og alligevel bliver der talt så lidt om det.
Jeg har ikke såkaldt vandskræk, men jeg har overordentlig stor respekt for vand. Specielt for søer, som kan være så lumske fordi de ofte har så forskelligt bund-niveau og har hvirvler, som kan trække en ned.

Ligesom mennesket ikke er beregnet til at flyve som fuglen er det heller ikke beregnet til at svømme som fisken, så derfor skal man respektere samhørigheden med denne tillærte færdighed fra resten af naturen fra urtid til nutid.
Derfor ,da jeg sidst sad ved en sø tænkte jeg på Nixes, og vil fortælle lidt om dem.

Nixes er en vandånd der lever i søer og floder.
De er smukke menneskelignende skabninger der ofte er afbilledet med grønne tænder og fiskehale, men de kan antage mange former, også for mennesker.
De mandlige Nixes kan skifte form til fisk eller slanger, og de kvindelige har altid en fiskehale
I den menneskelige form, kan de altid kendes ved at deres tøj virker lidt fugtigt eller ”damper af fugt”.
Manden kan også kendes på de grønlige tænder og at han bærer en grøn hat, ellers ligner han enhver anden mand.
Den kvindelige Nixes fremstår som en smuk pige og på smukke solrige dage kan hun ses siddende på bredden af en å sammen med veninder, eller rundt om i grupper ved træernes skyggefulde grene.
De er kendt for at lokke mennesker i vandet og at de ofte stjæler mennesker for at tage dem til ægtefælle.
Nixes er også kendt for at danse på vandet lige inden et menneske drukner.
De bebor en stor del af land under vand, hvor de undertiden bringer de døde.

En pige fra en landsby i nærheden af Leipzig i Tyskland, var en gang i tjeneste i huset af en Nixe.
Hun sagde, at alt var godt og det eneste kun kunne klage over var, at hun var tvunget til at spise sin mad uden salt. Den kvindelige Nixes ses ofte gå til markedet for at købe kød, og hun er altid klædt elegant og kun et hjørne af deres forklæde eller en anden del af deres tøj er vådt.
Manden går også nogen gange til markedet. De er glade for at følges med jordiske  kvinder og lokke dem med sig for at gøre dem til deres hustruer. Det er også tit at de henter en jordisk jordemoder til at bistå dem ved fødsler.
Derfor kalder man også vandånderne for forældre- eller forfædreånderne i nogle steder af verden.
F.eks. hos Mae Enga folket på New Guinea, hvor der stadig holdes ritualer ved søerne. Det samme gjaldt i Norden i Vikingetiden.
Blandt de mange historier om Nixes er der f.eks. følgende tyske fortælling fra Rhinen:

The Nix Labour
   A midwife related that her mother was one night called up, and desired to make haste and come to the aid of a woman in labour. It was dark, but notwithstanding she got up and dressed herself, and went down, where she found a man waiting. She begged of him to stay till she should get a lantern, and she would go with him; but he was urgent, said he would show her the way without a lantern, and that there was no fear of her going astray.
   He then bandaged her eyes, at which she was terrified, and was going to cry out; but he told her she was in no danger, and might go with him without any apprehension. They accordingly went away together, and the woman remarked that he struck the water with a rod, and that they went down deeper and deeper till they came to a room, in which there was no one but the lying-in woman.
   Her guide now took the bandage off her eyes, led her up to the bed, and recommending her to his wife, went away. She then helped to bring the babe into the world, put the woman to bed, washed the babe, and did everything that was requisite.
   The woman, grateful to the midwife, then secretly said to her: "I am a Christian woman as well as you; and I was carried off by a Water-man, who changed me. Whenever I bring a child into the world he always eats it on the third. day. Come on the third day to your pond, and you will see the water turned to blood. When my husband comes in now and offers you money, take no more from him than you usually get, or else he will twist your neck. Take good care!"
   Just then the husband came in. He was in a great passion, and he looked all about; and when he saw that all had gone on properly he bestowed great praise on the midwife. He then threw a great heap of money on the table, and said, "Take as much as you will!" She, however, prudently answered, "I desire no more from you than from others, and that is a small sum. If you give me that I am content; if you think it too much, I ask nothing from you but to take me home again. " "It is God," says he, "has directed you to say that." He paid her then the sum she mentioned, and conducted her home honestly. She was, however, afraid to go to the pond at the appointed day.

I mytologien fremstilles de enten som onde eller som venlige og harmløse.
Nix holder gerne til ved elvene, søerne og åerne. Den kvindelige Nix kan man sige har sin ”søster i havet”: Havfruen.

I England har man en mandlig vandånd som kaldes Knucker også kaldet vanddragen.
I Lyminster,Sussex lever legenden stadig.
Mange af adventure-filmene som man ser om drager er baseret på denne legende.
Man mener stadig at finde knuckers-hole (dragehuller) i Sussex, herunder Lyminster, Lancing, Shoreham og Worthing.

Nixes elementer er Vand og is. Symbolismen er forførelsens kunst i halv-menneskelig skikkelse. De er undervands-, hav- og søvæsener.
De specielle Knuckers har elementerne jord, metal og sten. De er reptiler og drager, men tilhører stadig Nixes.

Pandora – den første kvinde.

Pandora set som ”den guderne har givet alt” men var også en titel for Zeus moder Rheia, som da betød ”den der giver alt”.

Hefaistos skulle efter Zeus befaling skabe den smukkeste kvinde til ham for at straffe Prometheus og menneskeheden.

Prometheus, som var menneskenes velgører, havde stjålet gudernes ild og bragt den til menneskene og Zeus ønskede at hævne sig ved at lade Hermes præsentere den skønneste af alle kvinder for Epimetheus, som var Prometheus bror.

Hefaistos skabte den smukkeste kvinde som han formede fra jordens ler og Zeus fik alle guderne til hver især at udstyre hende med de skønneste attributter.

Bl.a. gav Afrodite hende skønheden og forførelsens evne, og Athene underviste hende i kunsthåndværk og bad horaerne om at udsmykke Pandora med de smukkeste gyldne smykker og blomster fra de smukkeste haver.

Zeus egen gave til Pandora var en lille æske, som han befalede hende at hun altid måtte holde lukket.

Navnet Pandora gav han hende fordi myten fortæller at det betyder ”den guderne har givet alt”.

Pandora besad dog en nysgerrighed og kunne ikke lade være med at åbne æsken, og ud kom ulykker og plager, som lige siden har hjemsøgt os mennesker.

Myten fortæller også at det måske var Prometheus, der havde sørget for at alle onderne var lukket inde i æsken, og at han egentlig havde betroet Epimetheus at have ansvaret for at den aldrig blev åbnet og at den altid skulle være ved ham.

Han havde også advaret Epimetheus om aldrig at modtage en gave fra Zeus, og når han var sammen med Pandora skulle han sørge for at hun aldrig åbnede æsken.

Dog var Pandora uimodståelig for Epimetheus og hun besnærede ham så hun fik fat i æsken som han egentlig havde gemt for hende. Da hun var lige så skøn som hun også var tåbelig kunne advarslerne ikke stå imod hendes nysgerrighed. Hun kunne ikke lade være med at åbne æsken, og ud kom ulykker og plager, som lige siden har hjemsøgt os mennesker.

Der var en strøm af ulykker som fløj ud af æsken, og det eneste som ikke kom ud af æsken var ”håbet” – ”det bedrageriske håb”, som får os mennesker til at leve med al elendighed.

Pandora myten er en græsk myte.

Myten dukker først op i Hesiod´s episke digt Theogony (Gudernes tilblivelse) skrevet i perioden 700-800 før vor tidsregning.

Det skulle også være myten om den første kvinde for den dødelige race (mennesket). I litteraturen er Pandora og hendes æske ofte brugt i f.m. af beskrivelse af kvinder, som forfatteren mener at kunne sammenlignes med hendes karakteregenskaber.

Begrebet ”Pandoras æske” bliver også brugt i folkemunde når nogen giver slip på alverdens ulykker.

Creation of Pandora, interior of Cylix, 470-460 B.C., British Museum, London, England

Her et udsnit fra Theogony:

Hesiod, Theogony – vers 570-610

[570] Forthwith he made an evil thing for men as the price of fire; for the very famous Limping God formed of earth the likeness of a shy maiden as the son of Cronos willed. And the goddess bright-eyed Athena girded and clothed her with silvery raiment, and down from her head [575] she spread with her hands an embroidered veil, a wonder to see; and she, Pallas Athena, put about her head lovely garlands, flowers of new-grown herbs. Also she put upon her head a crown of gold which the very famous Limping God made himself [580] and worked with his own hands as a favor to Zeus his father. On it was much curious work, wonderful to see; for of the many creatures which the land and sea rear up, he put most upon it, wonderful things, like living beings with voices: and great beauty shone out from it. [585] But when he had made the beautiful evil to be the price for the blessing, he brought her out, delighting in the finery which the bright-eyed daughter of a mighty father had given her, to the place where the other gods and men were. And wonder took hold of the deathless gods and mortal men when they saw that which was sheer guile, not to be withstood by men. [590] For from her is the race of women and female kind: of her is the deadly race and tribe of women who live amongst mortal men to their great trouble, no helpmeets in hateful poverty, but only in wealth. And as in thatched hives bees [595] feed the drones whose nature is to do mischief—by day and throughout the day until the sun goes down the bees are busy and lay the white combs, while the drones stay at home in the covered hives and reap the toil of others into their own bellies— [600] even so Zeus who thunders on high made women to be an evil to mortal men, with a nature to do evil. And he gave them a second evil to be the price for the good they had: whoever avoids marriage and the sorrows that women cause, and will not wed, reaches deadly old age [605] without anyone to tend his years, and though he at least has no lack of livelihood while he lives, yet, when he is dead, his kinsfolk divide his possessions amongst them. And as for the man who chooses the lot of marriage and takes a good wife suited to his mind, evil continually contends with good; [610] for whoever happens to have mischievous children, lives always with unceasing grief in his spirit and heart within him; and this evil cannot be healed.

Sleipner

Guden Odins hest hed som bekendt Slejpner. Selvom den var udstyret med otte ben løb hesten ikke på jorden, og den kunne flyve gennem luften og bringe sin herre hvorhen han ville og overalt i hele verden.

Her kommer myten om Slejpner.

Nordisk Mytologi efter Kilderne
af Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson, 1891

Slejpner.

Tidlig i den förste Tid, da Guderne havde fæstet Bo og bygget Midgaard og Valhal, kom en Bygmester og tilbød i tre Halvaar at bygge dem en Borg, der skulde være saa god, at den kunde yde Sikkerhed for Bjærgriser og Rimthurser, selv om de kom ind i Midgaard; han betingede sig som Lön at faa Freja til Ægte og vilde desuden have Sol og Maane. Aserne raadsloge derom og sluttede den Aftale med ham, at han skulde faa, hvad han forlangte, dersom han kunde bygge Borgen paa en Vinter; var der derimod den förste Sommerdag endnu noget ugjort paa den, skulde han gaa glip af Lönnen. Da de sagde ham disse Betingelser, bad han om at maatte tage sin Hest Svadilføre til Hjælp. Paa Lokes Raad tilstodes dette ham. Deres Aftale sluttedes med stærke Vidner og mange Eder, thi det syntes ikke Jætten sikkert at være blandt Aserne uden det, hvis Thor, som da var i Østen at slaa Trolde ihjel, skulde komme hjem. Han begyndte at bygge Borgen den förste Vinterdag. Om Natten førte han Sten til Bygningen med Hesten; det tyktes Aserne et Under, saa storeKlippestykker den Hest kunde drage, den gjorde dobbelt saa meget Arbejde som dens Herre. Da det led ud paa Vinteren, gik det rask fremad med Bygningen; og var den saa höj og stærk, at den var uangribelig. Tre Dage for Sommer var Jætten næsten kommen til Borgleddet. Guderne satte sig da paa deres Höjsæder, søgte efter Raad, og den ene spurgte den anden, hvem der havde raadet til at gifte Freja bort til Jøtunhejm og ødelægge Luften og Himlen ved at tage Sol og Maane af den og give dem til Jætterne. Alle kom overens om, at Loke, som raader til det meste ondt, havde givet dette Raad; de sagde, han fortjente en ond Død, hvis han ikke hittede paa en Udvej, saa Bygmesteren gik glip af Lönnen, og gave sig til at angribe ham. Loke blev ræd og svor, at han skulde mage det saaledes, at Bygmesteren gik glip af Lönnen, hvad det end skulde koste. Den samme Aften, da Bygmesteren kørte ud efter Sten med Hesten, løb en Hoppe ud af Skoven til Hesten og vrinskede. Da Hesten fik Öje paa Hoppen, blev den rasende, sled Rebene itu og ilede efter Hoppen, som løb ind i Skoven. Bygmesteren satte efter Hesten for at fange den. Hestene løb hele Natten, som derved gik til Spilde. Dagen efter blev der heller ikke arbejdet saa meget som tidligere. Da Bygmesteren ser, at Bygningen ikke vil kunne fuldendestil den bestemte Tid, griber Jættesindet ham. Da Aserne nu fik Syn for Sagn, at han var en Bjærgrise, ænsede de ikke Aftalen og Ederne, men kaldte paa Thor. Han kom öjeblikkeligt - han sidder sjælden stille, naar han hører sligt - og Hammeren Mjølner for fluks gennem Luften. Den forbitrede Gud betalte Byggelönnen, men ikke med Sol ogMaane; Jætten kom aldrig mere tilbage til Jøtunhejm, ved det förste Hug knuste Thor hans Hoved i Stumper og Stykker. - Noget, efter fødte Loke et Føl, der var graat og havde otte Fødder. Det er Slejpner, den bedste Hest hos Guder og Mennesker.

Sylvanus og Sylvan

Sylvanus/Silvanus Sylvan

Silvanus af latin: "i skoven" var en romersk skovånd, en Genius loci - ”stedbestemt ånd”, der refererer til etruskernes guddom Selvans, som var skovlandets gud.

Det var ikke en personlig skytsånd men en ånd som levede og ”passede på” bestemte steder.

Det er ofte at der er i sten er indgraveret ”Genius loci” på kirkemurer for beskyttelse. Også på normanniske kirke, hvis de har været bygget af romerske stenmaterialer.

Den keltiske gud Sucellos blev sammenlignet Silvanus egenskaber og den slaviske gud Borevit har ligheder med Silvanus. Nogle traditioner betragte ham identisk med Aegipan.

Selve betegnelsen Sylvan henviser til skoven. Noget der lever i skoven, er lavet af træ eller består af skoven selv. Det kan også referere til en person eller en ånd so lever i skoven. Men igen – i mytologien refererer det til en guddommelig skovens ånd.

Gruppen af forskellige skov-ånder hørende til forskellige steder hedder Sylvans og kan siges at være øverste led af skovens dryader, som har mange navne i forhold til det enkelte træ som de tilhører.

F.eks. er Meliai asketræets dryade, og Daphne lauerbærtræets osv.

I etruskisk tid kunne en Silvanus både være afbilledet som kvinde eller mand, alt efter det stedsbestemte, men den romerske gud for skove, lunde og vilde områder var en mandlig frugtbarhedsgud, som var beskytter af kvæg og er tæt forbundet med Faunus.

Han viser mange ligheder med den græske Pan og som Pan kunne Silvanus også lide at skræmme ensomme rejsende.

Man skulle altid tilbyde ham den første frugt avlet på de områder som han beskyttede sammen med vin og brød. Der måtte ikke være kvinder tilstede under ofringen..

Hans attributter er en kniv til beskæring (blomme-kniv) og en fyrregren,

Herunder er en beskrivelse på en ofring fra

Cato, De Agricultura 83 –

An offering to Mars Silvanus for the health of cattle

(oversat til engelsk af Quinta Claudia Lucentia Aprica

This description of a ritual to be performed for the health of cattle does not include an suggestions for appropriate words to be spoken, but simply describes the offering itself. However, since Cato states in his last sentence that his reader may vow or pray (vovere) the vow or prayer every year, some kind of spoken dedication does seem to be assumed.

Following the format of Cato's other prayers, it is likely that he would consider a fairly simple prayer to be appropriate, in which the god is called upon, the offering is verbally dedicated to the god, and the worshipper makes a humble request for the health of his cattle.

The ceremony can of course be adapted to a number of modern uses, such as a prayer for the health of employees, for the smooth running of machinery or for domestic pets. As for Cato's statement that a woman may not see or take part in the ceremony, it is of course a matter for individual worshippers as to whether they interpret this as a religious rule, or simply a recommendation which reflects the beliefs of Cato's time, and can therefore be altered without causing offence to the gods (I personally fall into the latter camp).

Latin text:
'Votum pro bubus, uti valeant, sic facito. Marti Silvani in silva interdius in capita singula boum votum facito. Farris L. III et lardi P. IIII S et pulpae P. IIII S, vini S. III, id in unum vas liceto coicere, et vinum item in unum vas liceto coicere. Eam rem divinam vel servus vel liber licebit faciat. Ubi res divina facta erit, statim ibidem consumito. Mulier ad eam rem divinam ne adsit neve videat quo modo fiat. Hoc votum in annos singulos, is voles, licebit vovere.'

English translation:
'Make the vow for the cattle, that they may be well, in this way. Make the vow to Mars Silvanus by day in the woods for each head of cattle. Three pounds of spelt and four and a half pounds of bacon fat and four and a half pounds of meat, three sextarii [each about one pint, or 0.568 litres] of wine; it must be placed together in one vessel, and in the same way the wine must be placed together in one vessel. It will be allowed that either a slave or a freedman may perform this offering to the gods. When the offering to the gods will have been made, consume it straight away in that very place. A woman may not be present at this offering to the gods, and nor may she see in what way it is done. It will be allowed to vow this vow each year, if you wish.'

The De Agricultura of M. Porcius Cato the Elder is a farming manual, written in around 160 BC. The work gives advice on a whole range of topics connected with the business of farm management, such as where to buy the best farming equipment, how to plant various types of crop, how to make garum (fish-sauce), and what the terms of a contract should be.

(Det er dog ikke pga min holistiske tankegang at mit eget navn er Silvana.

Det er mine forældre som har givet mig det i dåbsgave, men lidt til eftertanke giver det da for mig selv. Selvom der kan være andre grunde for at et navn på et givet tidspunkt er populært.

Men det er jo en del af magien J

TROLDE

En trold er en ånd og et menneskelignende væsen. De kan være venlige og knap så venlige.
Efter sagnene har der været eller er der mange trolde i Danmark.
På Møn findes også en af de mægtigste trolde, bl.a. Troldkvinden Gunnild som ville begrave Magleby kirke med sand, men tabte det. Derfor blev der en høj.
Ligesom alle andre Troldkvinder var hun en plantesamler med kendskab til drømmebær brygning. Et sagn siger at ”Den første der opdagede troldene var Bjørnekloen, som afslørede eksistensen af troldene overfor menneskene”
Ved Magleby kirke ligger stenen i brolægningen med aftryk af en troldefod
Troldene siges altid at køre i karet, som bliver trukket af 4 sorte heste, som har ild ud af munden. Dette fordi de ikke er så hurtige til bens.
Tidligere prøvede de at give menneskene drømmebærsaft, som de tilberedte i deres store gryder og derefter gærede, så man enten fik drømmebær-snak eller drømmebær-syn. Den bevirkede også at når elverfolket drak det blev de fulde, men når mennesker drak det fik de hallucinationer, så det drømmebærsaft var farligt for menneskene. Traditionen er gået videre til de Gamle Eddertudser i moserne, som er den eneste som nu må fremstille det. En gammel Eddertudse er betegnelsen for ”Grimmerpus Bedstemor” eller ”Troldkvinden fra skoven”.

Der er mange planter, urter og træer som er opkaldte efter trolde. F.eks. eng-troldurt, mose-troldurt, lodden troldurt, troldhassel, troldel, troldnød osv. Nogle mente at træerne egentlig var skjulte trolde. Urterne skulle være medicin med magiske egenskaber, hvilket de i de fleste tilfælde også har. Andre mente at udseende, farve og duft mindede om troldenes værk.

Tutelary

Tutelary er i de fleste religioner beskrevet som en ånd og en åndelig vejleder og beskytter og fremvises på forskellig vis alt efter religion, kultur og geografisk og historisk område.

For alles vedkommende er det en Psykopomp som kan være en ånd, en dæmon, en gud eller en engel med det ene formål at vejlede os dødelige på jorden.

I Japan er det en vejleder og kontakt mellem det bevidste og ubevidste.

I Grækenland var det f.eks. Pallas Athene – i Irland var det en dobbeltgænger af en levende person – Skytsengle i kristendommen har de samme kvaliteter – Islam kalder dem Djinns – Indianerne kalder dem bl.a Zoomorphic eller Nagual (Der viser sig gennem dyr) – Zoomorphic viser sig også I Ægyptisk mytologi og som Fenrisulven I Norse mytologi osv.

I Romersk mytologi kunne det også være en beskytter af bestemte geografiske steder, en Genius Loci, som ofte symboliseres som en slange.

Man kan sige at den åndelige vejleder eksisterer i alle kulturer og at forskellen kun ligger i hvordan vor tros ritualer udformer sig og hvad vi ønsker at se.

Her et eksempel fra AKAN kulturen i Vestafrica:

Tutelary er guderne for skabelse og personliggørelse af naturens elementer, floder, grotter og bjerge. De eksisterede i AKAN landet sammen med den patriakale Guan som gik forud for den matriakale linie og efterkommere af AKAN og GUAN som sammen havde fordelt rollerne som høvding og præster.

AKAN beholdt Tutelary guderne men bestemte hvem der skulle være præster og høvdinge.

Nansing er en magtfuld lokal gud som beskrives at være en flod som løber ind i en grotte.

Ohantrase: Når chefen kalder en fest, det er afholdt under det hellige Ohantra træ uden for høvdingens palads. When Gods possess their priests and priestesses, they walk counter clockwise around the circle of attendees, greeting and dancing, while their various drum ensembles play for all to hear. Når Guderne væler deres præster og præstinder, de går rundt om kredsen af deltagere (mod uret) mens der danses, lykønskes og spilles på forskellige trommer.

Se mere om AKAN symbolik under Symboler for livet.