Global House Holistic              

 

I pagt med naturen

 

 

 

                            

Tro, Overtro og Mythologi

 

 

I 1917 producerede to teenagepiger i Yorkshire fotografier, som viste billeder af feer som var taget i deres have. Elsie Wright (alder16) og hendes kusine Frances Griffiths (alder10) brugte et simpelt kamera og det siges at de manglede ethvert kendskab til fotografering eller fotografisk svindel.
"Frances og feerne" fotograferet i juli 1917 blev taget af Elsie med et Midg Quarter kamera på 4 meter, 1/50 sek. på en solrig dag.
Fotoet ovenfor, viser Frances i haven med et vandfald i baggrunden og en busk i forgrunden. Fire feer danser på busken. Tre har vinger og en spiller på et langt fløjtelignende instrument. Frances ser ikke på feerne lige foran hende, men synes bare at posere foran kameraet. Selvom vandfaldet er sløret, hvilket indikerer en langsom lukketid, er feerne ikke sløret, selvom de bevæger sig i luften.

 


 

 

 

 

Myter er et reservoir af menneskelige visdom - historien og meningen med livet.

 

Hvert liv har skabt sin egen historie, sin egen tro og sin egen mytologi og det er derfor os alle der er med til at skabe vores historie.

Traditionelt defineres en myte som en historie eller en idé, der forklarer folks kultur eller skikke.

Ofte beskriver myter helte eller forklaringer, såsom hvorfor et folk tilbeder solen, eller hvorfor ældre bør respekteres. Myter er motiverende historier eller ideer med fælles kulturel praksis.

 

Denne forståelse af myten giver meget lidt plads til den almindelige misforståelse om at myter simpelthen skulle være falske eller overtroiske ideer, da myter er de ideer og historier, der motiverer vores daglige adfærd.

Ethvert menneske har stillet sig de spørgsmål:

hvem er jeg, hvad er mit formål, hvorfor er jeg her?

Det er ikke så unormalt, men ikke så mange tænker på at svarene er så enkle.

Svarene skal findes i de myter, der er blevet givet videre fra generation til generation.

 

Så snart mennesket var i stand til at tale, ville fortællingen af det enkelte menneskes oplevelser helt sikkert blive viderebragt. Historier, som sandsynligvis vandrede og blev udviklet til berømte myter i f.eks. den græske, jødiske, egyptiske og andre kulturers og kontinenters verden. Mens nogle siger, at myter er forkert oversatte eller forkert fortolkede udfra de oprindelige sande betragtninger eller omformet via historiske fortolkninger, er det mere sandsynligt, at myter er vigtige redskaber for et samfund til at bevare dets historie, værdier og kultur.

 

Længe før det skriftlige sprog, fotokopimaskinen, den bærbare computer, Internettet og andre former for moderne kommunikation, dokumenterede folkeslag deres verden gennem historiefortællinger og den mundtlige videregivelse af traditioner.

En vigtig del af denne proces var viderebringelse af mytologien, samlinger af historier, der blev skabt for at forklare en kulturs oprindelse, historie, guder og helte. Disse myter var givet videre gennem generationer og blev en integreret del af den enkelte kultur.

 

Myter er unikke for de kulturer som skaber dem, men de har ofte mange lighedstemaer. Mens nogle myter synes at forarge eller endda synes usandsynlige, har de næsten altid rod i de virkelige værdier, forventninger og holdninger i det samfund og de mennesker der skabte dem.

Myter er derfor vigtigere end historien - for myter er dem der skaber historien.

 

Universelle Myter.

Myter hjælper mennesket til at holde orden i kaos eller forklare det som ikke forståes. Ofte er myter baseret på ideer, der påvirker alle mennesker, uanset geografi eller race. Temaer som liv og død, frygt og angst, godt og ondt, og det tilbagevendende spørgsmål om "Hvorfor er jeg her?" der repræsenter hjertet i mytologiske fortællinger.

Som sådan, synes mange myter at være forskellige versioner af den samme historie, med forskellige variationer i overensstemmelse med de oprindelige kulturer. Disse former for myter kaldes "universelle myter," og omfatter temaer såsom verdens skabelse, afstraffelse af menneskeheden og heroiske bedrifter.

 

Skabelsesmyter

Skabelsesmyter er myter, der forsøger at forklare hvordan mennesket blev til. I nogle kulturer, indebærer det en myte om en enkelt og usynlig skaber eller partikler i universet, mens andre beskriver at flere guder arbejder sammen om at skabe verden og menneskelivet.

Andre skabelsesmyter fokuserer på en cyklus af liv og død som hele naturen gennemgår. Stadier af frugtbarhed, fødsel, død og opstandelse er afbildet som gudernes handlinger eller symboliseres via naturen med ting som har med landbrug, skovbrug eller sæsoner.

Uanset hvilke skabelsesmyter man ser på er de blot en af mange myter forbundet med livets begyndelse.

 

Afstraffelsesmyter

I mytologien når guderne skaber jorden kan de hen ad vejen blive utilfredse med den måde, hvorpå dens indbyggere lever livet. Historier, der starter på denne måde er ofte afstraffelsesmyter. Det er her den fælles retning af myter kommer ind - oversvømmelsesmyterne - vi skal viske tavlen ren - vi skal starte forfra. På trods af de ekstreme forhold der ville føre til en verdensomspændende oversvømmelse, er denne myte udbredt på tværs af kulturer. Et forvarsel til mennesket om ikke at blive for grundfæstet og urokkelig i sin umoralske adfærd.

Disse myter har ofte også en tendens til at fremstille afstraffelsen som baseret på de samfund der gradvis nedbryder de høje idealer til mangel på etik og værdier. Afstraffelsesmyter viser konsekvensen af et umoralsk liv der sandsynligvis ender med en lektion om, hvad mennesket skal gøre for at kunne frigøre sig selv fra sin forsyndelse.

 

Helte- og Heltindemyter

I et forsøg på at forløse menneskeheden, fortæller helte- eller heltindemyter om almindelige mennesker med ekstraordinære heltegerninger. I disse myter kan mennesket ikke blot drømme om at udrette store ting, men også være med til at videregive vigtige erfaringer af kulturelle værdier og moral til de kommende generationer.

Mange historikere og eksperter mener også, at disse myter har hjulpet mennesket til at komme tættere på guderne. Som sådan, kan de have været integreret i opbygningen af visse moderne religiøse idealer, såsom ære og forløsning.

 

Dagligdags Mytologi

Mens de færreste i dag udelukkende kommunikere deres budskaber gennem talte ord, folklore eller myte, trækker mange digtere og skønlitterære forfattere på mytologien, hvilket bringer dybde og historie til deres egne værker. Mytologi er også et fælles felt for akademiske studier, og er ofte betragtet som et referencepunkt for historikere og teologer.

Selv det almene menneske kan finde værdi i mytologiens unikke historier og forskellige karakterer. Hvorvidt den er nedfældet i poesi eller malet på en gammel væg eller maleri. Myter vil fortsat være en lysende og inspirerende måde at få en lille fornemmelse af en verden som vi lever i, der ofte alligevel kan være uforståelig.

 

Nutidige myter

Mytologi er et værktøj, der kan bygge bro mellem kulturer, samfund og generationer, hvilket vi også i nutiden er klar over.

Nøglen til at anerkende myter er baseret på det og de billeder der går gennem tankerne i den enkelte kultur. Tanker, der dukker op som fra en langsom eksponering af billeder, men ikke som myter, der tydeligt ses i et eller flere billeder. I virkeligheden er disse myter ikke specielt overbevisende, medmindre man tænker på dem som væltende ud af en kæmpemæssig overflod af billeder, der kommer fra mange kilder, herunder reklame, underholdning og nyheder.

Man kan sige at nutidens billeder skal læses på to niveauer. Først er der det umiddelbare, følelsesmæssige plan, hvor vi reagere på en måde der prikker til vores indre historier eller følelser, og så er der evnen til at kunne udskille et enkelt billede udfra de tusindvis af billeder man bliver bombarderet med på en gang, for at fange billedet af en kommende myte.

F.eks. kan en myte om at verden er et farligt sted skabe en anden myte om at vi har brug for at beskytte os.

 

"Myth is much more important and true than history. History is just journalism and you know how reliable that is." (Joseph Campbell)

 

 

 

Alt liv er struktur.

Jo højere livsform jo mere indviklet struktur.

Homo Sapiens har via den universelle tankegang og viden om at jorden er taget i besiddelse præget kunst og kultur med mytologiske og religiøse elementer.

Verdens legender og mytologi er formegentlig lige så gammel som menneskeheden. Det samme gælder for ritualerne som vi udlever gennem temaer og principper alt efter hvilket samfundssystem vi tilhører.

Ritualerne går ud på at forme menneskelivet via at gå i dybden og vise det på overfladen. Derved bliver de en form for offentlige ordensregler. Hver rite har sin tid, sted og plads.

Ritualer er opstået fordi menneskeheden erkendte dødeligheden og fandt et behov i transcendens som er en vigtig del af mytologien. Der udover blev vor iagttagelsesevne overfor universet og naturens gåder skærpet.

Alt dette har gennem årtusinder omdannet verdensbilledet, hvilket derfor også påpeger det vigtige i at kende og leve med historien. Så jeg mener godt at kendskabet til mytologien tjener os som en åndelig støtte til ritualerne – eller sagt på en anden måde: Ritualerne er en fysisk udførelse af myterne.

Mytologien vil altid bestå. Enten som noget poetisk, fjern og utilnærmeligt og alligevel noget som vi møder i vores dagligdag som er med til at skabe fremtiden.

Den henvender sig til alle og er ét med alt og uden grænser og hvis man som menneske vil bruge denne viden kan den åbne øjnene for en egen selverkendelse og vor smukke klode hvor vi foretager den nødvendige rejse gennem en stadig bevægelse.

 

(se også under"symboler for livet")

 

 

Khaos (CaoV CaeoV) kommer fra græsk og betegnes ofte som universets oprindelige tilstand – det tomme gabende rum, hvor Gaia (jorden), Tartaros (afgrunden) og Eros (den forplantende tiltrækningskraft eller kærligheden) opstod og derfor også en form for struktur.

Ur-gudinden Khaos beskrives som værende den lavere atmosfære som omgiver jorden – den usynlige luft i den mørke dis – mellemrummet mellem himmel og jord.

Khaos var mor (eller bedstemor) til atmosfærens substanser, Nyx (natten), Erebos (mørket), Aither (lyset) og Hemera (dagen) samt det guddomslignende væsen Daimones som drev igennem og påvirkede luften.

Khaos blev også omtalt som Skæbnens gudinde, ligesom datteren Nyx og barnebarnet Moirai.

 

Andre myter fortæller om en al-gudinde eller en al-gud, der udspringer fra Khaos og indleder skabelsen. Nogle myter beskriver også at Khaos selv udspringer af mørket, som er ”tomheden”.

 

I ca. 1600 tallet blev det teologisk brugt som ”tomrummet i forbindelse med skabelsen ”, som er nævnt i Vulgates oversættelse af Genesis. Senere kom beskrivelser fra andre tænkere om Kaos, at det skulle være en ”ur tomhed”, ”en tomhed i universet” og i Ovids fortællinger opponeres der mod at gøre Khaos til Kosmos og siden 1977 er Kaos blev brugt i matematiske beregninger som en speciel matematisk sans der er uden for lov og orden og derfor uforudsigeligt.

 

(se også under "Store Tanker og Tænkere", Edward Norton Lorentz, Chaos effekten)

 

 

 

Hindufilosofi og -mytologi

er som grene der er vokset sammen til en religion og teoretisk er Hinduismen en meget enkel religion, men i praksis er den sammensat af talløse guruer (religiøse lærere) der vandrer rundt i Indiens eller Calcuttas gader og langs Ganges og nu i mange andre dele af verden -  eller de sidder i små grupper og svarer på subtile og filosofiske spørgsmål fra tilhørerne. Filosofien i at have en central gud og samtidig millionvis af andre guder er karakteristisk for hinduismen.

Hinduismen strækker sig helt tilbage fra før mange andre religioners opståen, helt tilbage til hymnerne der blev messet af mennesker langs Indiens floder – hymner der siges at være inspireret af ”Guds ånd”.
Det var udfra hymnerne, menneskenes beretninger, åbenbarelserne at Hinduismen opstod.
Hvis man samlede alle de hinduistiske guder kunne man oprette et verdensmuseum for de hinduistiske guder, hvor hver eneste menneskelige tanke om Gud er repræsenteret af en gudeskikkelse.


Derfor er dette indlæg om Hinduisme en meget, meget lille del af den mytologiske og filosofiske forklaring, da det tager år at sætte sig ind i Hinduismens mysterier.
Som i alle primitive religioner fandtes der først og fremmest guder, der personificerede naturkræfterne - der fandtes en solgud, en vindgud, en ildgud osv.
Da den etiske bevidsthed vågnede hos menneskene, fik den gud, der forestod verdensordenen nogle etiske attributter. Han våger med sit øje, som er solen - over menneskenes handlinger, belønner de gode og  straffer de onde. Senere endnu, da moralen blev metafysisk grundfæstet, tilfredsstillede den gamle polyteisme ikke vismændene, og de lod naturens mangfoldighed udspringe fra en fælles kilde, at ”Der gives kun een virkelighed, selv om vismændene kalder den ved forskellige navne” fortælles der i vedaerne.

Indtil denne mægtige forestilling var opstået, tilbad hinduerne et utal af naturguder, stammeguder og familieguder. Den tolerante hindureligion tillader også endnu en sådan tilbedelse. I dag er hinduernes overnaturlige verden et stort vidunderland fyldt af guder, der ligner mennesker og dyr og er ledsaget af dæmoner, helte, ånder og himmelske danserinder. Denne mangfoldighed i forskellige former vidner om indernes fantastiske indbildningskraft som strækker sig endog ikke kun til guderne selv, men også deres afkoms skikkelser: lndra har tusinde øjne, Brahma fremstilles i reglen med fire hoveder. Nogle statuer af Ganesha har seksten arme.


Krishnaism (også kaldt Bhagavatism) er en gruppe inden for Vaishnavism, centreret omkring den hinduistiske Gud Radha Krishna.
Ud af mange guder, er Krishna særlig vigtig, og Vaishnava traditionerne er generelt koncentreret enten om Vishnu eller på Krishna som Svayam Bhagavan (”Herren selv”). Udtrykket ”Krishnaism” er blevet brugt til at beskrive sekter der fokuserede på Krishna, mens ”Vaishnavism” for sekter med fokus på Vishnu, at Krishna er en avatār , en der er nedstegen fra himlen til jorden, snarere end en transcenderet af Højeste Væsen.

Krishnaisms oprindelse var en følge af en sammenlægning af den heroiske Krishna Vasudeva, det guddommelige barn Bala Krishna og Gopala traditionerne, og et sammentræf af de ikke-vediske traditioner med Mahabharatas kanoniske lovskrifter, således tilknyttede Vedismen sig for at blive acceptabelt af de mere ortodokse etablerede religiøsiteter.


Den centrale tekst i Krishnaism er ”Bhagavad Gita” (Gītopaniṣad), som beskriver de 5 sandheder: Ishavara – Jiva – Prakrti – Dharma – Kalla eller på dansk den øverste leder – levende væsner og den individuelles sjæl – naturen/materie – pligt i henhold til den guddommelige Lov – tid.
I Gita bliver Yoga omtalt, som en fritliggende sindsro. Krishna sammendrager Yoga gennem atten kapitler – specielt Bhakti Yoga, Karma Yoga og Jnana Yoga. (fromhed, uselviske handlinger, selv-transcendente kundskaber.
Selv om hver enkelte sti er forskellig er deres grundlæggende mål det samme - at realisere Brahman (den guddommelige Essens) som værende den ultimative sandhed og som vores materielle univers ligger til grund for, at kroppen er verdslig, og at Højeste Sjæl (Paramatman) er uendelig. Yogas mål (moksha) er at undvige fra den cyklus af reinkarnation gennem en  realisering af den ultimative virkelighed.


Der er tre faser selvrealisering formuleret fra Bhagavad Gita:
Brahman (den upersonlige universelle energi) – Paratmatma (den højeste sjæl siddende i hjertet på hvert levende eksistens) og Bhagavan (Gud som en personlighed i en transcendental krop).     


Krishnaism  begyndte I 1960 at komme ud over Indiens grænser, specielt pga. den nye ungdomskultur, men også fordi kendte mennesker begyndte at interessere sig for indisk kultur og krishnaism, F.eks. George Harrison,  pga. omvendelse gennem mødet med International Society for Krishna Consciousness (ISKCON) og Abhay Charan (Swami  Prabhupapa)

 

Til Hinduistisk forståelse af kosmologien kan skeptikeren spørge:

Men når den centrale Gud er i verden, er verden så ikke Gud?
Hinduisten svarer, at Gud ikke blot er i verden, men også uden for den, at han står over den og rækker langt uden for den.
Er en del af Gud  i verden og en anden udenfor? Men så kan Gud jo deles ? Hvordan stemmer det overens med enheden? 
Den hinduiske kosmologi forøger at svare på følgende måde:  Brahman er det absolutte, udelelige, uforanderlige, hinsides virksomhed og uvirksomhed, hinsides godt og ondt; men livskraften er skjult i Brahman som et sædekorn. Når denne kraft ytrer sig i skabelsen af et universet, bliver det til Maya, den materielle verden, som vi opfatter med vore utilstrækkelige sanser.

 

Som før nævnt er hinduismen så enkel i teorien, men så kompliceret i praksis, og derfor giver det utallige filosofiske spørgsmål til vismændene.
Nedennævnte bog kan anbefales til at få en en lille indsigt i hvor mange overvejelser man gør sig gennem livet omkring hinduistisk filosofi:

 

A Poor Man Reads the Bhagavatam. vols. 1995-2008.
af Satsvarupa das Goswami –
en seniordiscipel af Abhay Charanaravinda Bhaktivedanta Swami Prabhupada  (Shrila Prabhupad)

 

Hans seneste litterære værk er centreret omkring hans kommentarer til Bhagavata Purana og er kendt som en” fattig mand Læser Bhagavatam”.
Flerbinds bøgerne ”en fattig mand læser Bhagavatam” – er en uddybning af Bhaktivedanta med hoved indhold af Bhagavata Purana. Fra 1966 til bogens udgivelse har Satsvarupa Maharaja bidraget til ”Back to the Godhead” tidsskriftet. Hans artikler i tidsskriftet viser ofte forskellige varieteter set i lovgyldige muligheder som svar på forskellige spørgsmål og perspektiver i åndelig forståelse af Gaudiya Vaishnavism

 

 

 

 

 

 

Fabelagtige skabninger som magt, kraft og styrkesymboler.

 

Fabelvæsner kan også fungere som psykologiske magt ikoner. For eksempel er fuglen Phoenix fælles for flere kulturer, og det fortælles at den brænder sig selv på et bål af duftende røgelse hver 500 eller 1.000 år, hvorefter en ny fugl opstiger fra asken som et symbol på fornyelse og forandring.

Middelalderlig heraldik legitimerede en række mytiske væsener såsom Enhjørningen og Griffen til brug i familiers våbenskjolde, indgraveret på rustninger og som våbenmærker, der kendetegnede en familie eller klan. Indfødte Nordamerikanske klaner indgraverede dyr som symbol på deres egen familieklan, uanset om de idealiserede bæveren eller den mytiske Tordenfugl på deres totempæle.

 

Til gengæld har mange katte måttet lade livet under pave Gregor IX efter at han i 1233 erklærede, at de var Satans yngel. Som en følge heraf blev mange katte dræbt og ofte maltrakteret på gruelig vis.

Mus, flagermus, tudser, og frøer var man også bange for, ikke kun som heksebryg, men fordi at man mente at hekse kunne forandre sig til gnavere eller små krybdyr for at gøre skade på naboerne. Dyrene blev regelmæssigt brændt eller hængt sammen med deres ejeren under hekseforfølgelserne, og det blev ofte hævdet at hæslige sorte dæmoner blev set forlade disse stakkels dyr, som i virkeligheden var meget elskede kæledyr for folk der anklagedes for hekseri.

 

Metamorfosen, hamskiftet, forvandlingen og ændringen til et dyr eller en fugls form var udbredt blandt myter omkring de før-kristne guder i en række kulturer. I henhold til de historier der er fortalt, og en måde der blev brugt når de gamle ønskede at rejse sig hurtigt og forsvinde uopdaget fra mennesker.

I henhold til Nordisk mytologi og frugtbarheds- og kærlighedsgudinden Freja, tog hun ofte form af en falk ved at påføre sig falkens fjerpragt, der gav hende mulighed for at flyve. Bronze halskæder med Freja-Falken sælges stadig i bl.a. de nordiske lande, hvor der er en fornyet interesse i de før-kristne religioner, især blandt yngre mennesker. Nogle kvinder som bær halskæden med symbolet har udtalt at det minder og symboliserer det mod som Freja havde i hendes hårde kampe.

 

Formskiftende var også forbundet med en usædvanlig kraft til menneskene, for eksempel til en Vikings bersærkergang. Udtrykket stammer fra det oldnordiske ord "barsærk" (uden brynje) en vild kriger eller sejrherre. Sådanne krigere bar bjørneskind, og oprindelsen af ordet var sandsynligvis Bera (bjørn) og serkr (skjorte eller frakke), eller det kan have betydet "bare af skjorte", der kæmper uden rustning. Ifølge øjenvidneberetning berettes (om end registreret senere) om en Bersærker kriger, som tilbad faderguden Odin. Han gik ind i kampene i en ekstatisk trance og hylede som et dyr, med fråde om munden, og syntes helt frygtløs og uvidende om sine sår og egen smerte. Fjenden så sådanne krigere som vilde dyr - de blev undertiden beskrevet som iført ulveskind eller bjørneskin. Krigerne tænkte på sig selv som bjørne, og på grund af kraften fra sindet (i psykologiske forstand) , syntes de i kampens hede at virke som vilde dyr overfor fjenden, som uden tvivl havde hørt historier om dem, at de kunne blive til bjørne. På grund af alt dette skabte de frygt og rædsel omkring sig.

 

Mange af de keltiske guder og gudinder relaterede til specifikke dyr og man mente at "dyrenes herskerinde" kunne tage form af et dyr eller en fugl.

Indtil påvirkningen fra Romerne, der integrerede den lokale tros guder og egne romerske guder efterhånden at de erobrede andre lande, var keltiske gudinder ikke afbilledet som statue eller på familiers segl. Ifølge myten var de Keltiske gudinder i stand til at skifte form eller skifte til dyr, for at lade andre forstå deres særlige kvaliteter.

For eksempel den Gallisk-romanske Hestegudinde Epona som var elsket af kelterne og senere også af romerne. Hesten betød magt, fordi den var meget vigtig i kamp. Gudinden Epona, der i hendes menneskelignende form gav handlefrihed til høvdingen, var enten afbilledet ridende på en hvid hest eller som en hest med føl. Hun var et ikon for jordens frugtbarhed, mennesker og dyr. Hun er gengivet i store kridtfigurer med et antal af heste som er indgraveret på bjergskråninger i hele England, som bla. "White Horse of Uffingham" i Berkshire. Man mener at kunne sige at figurerne kan dateres tilbage til et sted mellem 1400 og 600 f.v.t., hvilket tyder på, at de var pre-keltiske , og kan have medvirket til at skabe Epona.

Epona var også kendt som Macha i Irland og Rhiannon i Wales.

 

En anden Keltisk gudinde var Flidais, en jæger gudinde, der kunne skifte form til alle de væsner hun ønskede at skifte til. Hun er beskrevet som kørende i en stridsvogn trukket af hjorte, og at have taget en ko i besiddelse, der kunne give mælk til tredive personer ad gangen.

Cerridwen blev kaldt Forvandlingens Herskerinde og "The keeper of the Cauldron". Den ultimative "formskifter". Der fortælles en saga om en ung dreng med navnet Gwion, der blev overladt til at bevogte Cerridwen's Cauldron (Heksekedel) for Inspiration og Visdom. Cerridwen havde skabt en bryg til formål og erstatning for sin egen søns hæslighed. Men Gwion fik ved et uheld tre dråber bryg på sine fingre, og da han slikkede dem optog han energien fra bryggen, som skulle have været overført til den anden dreng. Cerridwen var rasende og Gwion prøvede at flygte fra hende, Gwion forvandlede sig selv til en hare. Cerridwen forvandlede sig til en mynde for at jage haren. Da han forvandlede sig til en fisk, forvandlede hun sig til en odder. Så blev han til en fugl, og hun en falk. Til sidst forvandlede han sig til et korn, men hun forvandlede sig til en høne og slugte Gwion. Ni måneder senere blev han født som skjalden Taliesin med tilnavnet "The Shining Brow"

(Der var faktisk en walisisk barde af samme navn i det sjette århundrede som hævdede at have haft en række spektakulære tidligere liv, og at han havde opnået udødelighed.)

 

Den hamskiftende helgen

I de keltiske myter findes blandt historierne om deres guder, herunder spændende oplysninger hvad angår keltiske kristne f.eks. Saint Patrick. Der er ikke meget håndfaste beviser om de præcise datoer for Saint Patricks omvendelse af Irland, men det synes at have været i anden halvdel af det femte århundrede. Keltisk kristendoms krønike synes temmelig ubestemt om vigtige begivenheder og datoer. Det fortælles, at Saint Patrick og hans mænd var på vej til kongens hof, da han opdagede at druiderne (de keltiske præster), havde forberedt et angreb på ham. Mens de vandrede, Saint Patrick og hans tilhængere, råbte da "ære være Lorica", eller "Hjorteskriget", som senere blev kendt som St. Patricks brynje-bøn. (Lorica er Latin og betyder et gammelromersk læderpanser.)

Ifølge myten ser Druiderne ikke Saint Patrick og hans tilhængere passere, men kun et lille dådyr efterfulgt af tyve dådyrkalve. En af forklaringerne er, at der var hjorte til stede, og at Patrick, der angiveligt var ret kompetent til at udøve illusioner, ligesom nogle moderne magikere, eller af anden årsag virkede han og hans tilhængere som silhuetter af dyr eller de blandede sig med nogle dyr for at distrahere fjenden. Det kan også have været, at han og hans tilhængere gik usete forbi, måske bag nogle buske, mens Druiderne kiggede på denne forunderlige procession af dådyr, som var hellige dyr for dem.

Mange historier er der i hvert fald om de fantastiske gerninger Kristne helgener udførte og de var sandsynligvis skabt for at overbevise de hedenske tilbedere om

at den nye guddom var mere magtfuld end den gamle.

 

Hvis det er korrekt, at der kan være mennesker der kan gennemgå en metamorfose, kan vi nok alligevel ikke rigtig forstå, hvordan folk kan sende energier ud for at forhindre angreb, eller om det er en slags illusion eller overlevering som fra teksten af den irske "Deer-Cry" også kaldet "Fáed Fíada". Der findes en række forskellige versioner, skrevet på både irsk og latin. De fleste af disse versioner har et åbent stærkt kristent og anti-hedensk tema og søger Guds beskyttelse mod sådanne farer som "sorte og hedenske love, mod bedrag og afgudsdyrkelse, mod besværgelser af kvinder, smede og druider."

I hvert fald blev Saint Patrick et korstog for kristendommen i et ellers hedensk land, specielt på grund af hans "magiske kræfter".

Beretningen om Saint Patrick er også ganske usædvanlig, fordi formskiftende hjorte almindeligvis var forbundet med myter om keltiske gudinder. Psykologien omkring formskifte fra menneske til dyr tyder altså på at mytologien accepterer, at selv en helgen kan skifte til et dyr, ligesom troen på at det stadig eksisterer blandt nogle indfødte folk, må det have en psykologisk betydning.

Mange af os har brugt udtrykket - også i trængte situationer - ønsket at have "modet som en løve" - men at føle det er noget andet, som om man var en løve, mens på samme tid at fastholde de nødvendige begrænsninger mennesket nu har.

Effekten af en sådan visualisering, kan enten afvises som ren fantasi fremkaldt af den enkelte person, fremmaning af løvens energier, eller at antyde at formskifte kan være en værdifuld psykologisk teknik i forbindelse med assertionstræning og tillidsøvelser.

 

I stammeområder som geografisk ligger langt fra hinanden har formskiftende Shamaner(præster, healere, magikere) af begge køn troet på forvandlingen og formskiftet. Områder i Indien, Australien, Japan og Kina, Sibirien og Mongoliet, og i Afrika og blandt beduinerne i Mellemøsten, og i Nord-, Central- og Sydamerika har man ofte brugt påsatte fugle eller dyr som masker eller hovedbeklædning samt dyreskind, eller kapper af fjer som en del af ritualerne.

Ifølge adskillige øjenvidneberetninger, bevæger de sig ind i en trance som vil bringe dem til en rejse ind i sindet – og i sindet optræde enten i skikkelse af fugle eller dyr. De besøger åndeverdener for at søge efter helbredelse for enkeltpersoner og velsignelser eller hjælper folk fra "Flokkens Herskerinde" eller "Søuhyret". Dette synes at være en meget gammel tradition.

 

La grotte des Trois-Frères og «Troldmanden»

Malet i sort på væggene af "La grotte des Trois-Frères" i de franske Pyrenæer er efter Henri Breuils udtalelser og opdagelse en shamanistisk tegning, som skildrer en bestemt mand klædt i dyreskind og maske. Dette hulemaleri skulle stamme fra omkring 14.000 f.v.t.. Han står højt over de dyr, der ellers også vises på væggene. Kun hans fødder er menneskelignende, han har store runde øjne som en ugle eller løve, gevir og ører som en hjort. Hænderne er afbilledet som poterne fra en løve eller bjørn, kønsdelene af en kats, og halen som fra en hest eller ulv.

 

Tilsvarende iklædning kan ses i de afrikanske årstidsritualer og ceremonier festligheder den dag i dag.

Aztekerne optrådte også i forklædninger med elementer fra dyr. Forskellige masker, hovedbeklædninger og skind- eller fjerkapper for at tilkendegive en guddommelig magt og mange af dem skulle repræsentere dyrs eller fugles egenskaber. På en aztekisk udstilling på "Royal Academy of Arts i London" i 2005 var der en hovedbeklædning fra en præst af gudenEhçcatl(Ehcatl) med sit fuglelignende næb, der fremstillede vinden som bebuderen af regn.

Når præsten påtog sig rollen og fuglen som maske, blev han rituelt Ehçcatl, og man mente, at fuglens ånd fløj gennem skyerne og forarbejdede ritualet, hvad folk troede var den absolutte nødvendige energi for at bebude regntiden og som var nødvendig for afgrødern. Som med andre shamanistiske teknikker, ville det inaktivere kroppen som skulle være passiv, som når man døde - eller man dansede så hurtigt at tilskuerne i spændingen over ritualet også begyndte at bevæger sig hurtigere til takt af trommens slag, så man forestillede sig at præsten fløj.

 

 

Inuitisk religion

er en  fællesbetegnelse for de arktiske folks religiøse forestillinger. Inuit kommer af det grønlandske "Inuk" som betyder "et menneske". Så Inuitisk religion kan oversættes til "menneskets religion"
Af central betydning er det rituelle forhold mellem fangstdyr og mennesker. Hvert dyr og hver ting er udstyret med en særlig sjæl, inua.

Årsagerne til sygdom, ulykke og mangel på føde tolkes som tabubrud på de religiøse regler, der medfører urenhed hos de mytiske grundfigurer, Havkvinden og Månemanden. Det er inuit-shamanens, angakokkens, opgave under riter at foretage "rejser" til disse guder for at rense dem, så fangstdyrenes vej igen kan være til lykke for menneskene, og kosmos kan genoprettes. Disse riter udfoldes i en hytte i totalt mørke, med trommedans som vigtig ingrediens for fremkaldelsen af angakokkens hjælpeånder og for kontakten med åndeverdenen. Inuit har haft en rig mundtlig tradition af myter og sagn, indsamlet af Knud Rasmussen mfl. I dag er Inuit stort set kristne.

 

 

De første mennesker

Der var engang for længe, længe siden en tid, hvor alle menneskene levede oppe i himlen og var udødelige. Men så styrtede en mand ned og avlede en datter med jorden. Deres afkom var meget frugtbart og overfyldte snart jorden. Da kom der et mægtigt jordskælv, som spaltede landene, hvori mange mennesker styrtede ned i de store revner mellem jordskorperne, fra dem stammer de underjordiske, som man kalder Ingnerssuit: De store ildboer.

Deres land er gådefuldt og vidunderligt, og kun mennesker, der forstår sig på skjulte ting, kan komme derind. Når man går ind i jorden, lige på det sted i havstokken, hvor hav og land mødes, vil der åbne sig store udsyn til helt nye egne af jorden. Her bor de store ildboere. De ligner ganske beboerne på jordens overflade, men mangler næser; de bor i huse, der er bygget ligesom menneskenes, og lever deres liv og driver jagt på havet ganske som disse. Den, som ikke forstår sig på trolddom, må helst undgå dem; for han glemmer let sin hjemrejse og kommer da aldrig tilbage til overfladen mere.

Kun de store åndemanere møder ofte Ingnerssuit og anvender dem gerne som hjælpeånder. De er dygtige kajakroere, beskytter åndemanerne, når disse overmandes af storme på havet, og giver dem også god fangst.

Alle østgrønlænderne stammer helt tilbage fra nogle ganske få og oprindelige familier, for da menneskene var blevet mange og overfyldte bopladserne, steg havet pludselig og skyllede hen over alle lande; kun de allerhøjeste tinder ragede op over bølgerne, og de var så stejle, at ingen mennesker kunne bestige dem.
Inde i den store Angmarssalikfjord var der et stort massivt fjeld, Qerrorssuit, der var så højt at det endte uden nogen tinde; herop flygtede menneskene og opslog deres telte, og de var de eneste, der reddede sig fra at drukne. Fra dem stammer alle østgrønlændere.

Der er dem, der tror, at havet endnu en gang under en mægtig flod vil oversvømme alle lande; men ingen, selv ikke de største åndemanere, ved noget om, når det bliver.
De gamle har også fortalt, at engang vil alle ferskvandssøer udtørre, og da vil menneskene dø af tørst.

Dette er alt, hvad der vides om jorden og de første mennesker, der kom fra himlen.

Det siges, at efter døden vender mange mennesker tilbage til himlen. Og når nordlysene bølger frem og tilbage, da er det de afdødes ånder, som spiller bold med dødningehovederne.

 

 

 

Afsløring af skulpturen "Havets moder" i Nuuk 2007Havets moder, som er lavet af kunstneren Christian Rosing er smuk, frodig og ser ud som, om at den vil kunne give slip på alle dyrene, som er filtret ind i hendes hår,og som åndemaneren er ved at slippe løs. Vises i skulpturen som følge af det gamle sagn. Havets moder vil kunne ses af tilskuere, når der er ebbe.

 

 


 

Imap Ukûa, Arnaqquassaaq, Havkvinden er Havets moder

Havkvinden, Havets moder, (på grønlandsk bl.a. Arnaqquassaaq, 'den gamle kvinde'), mytologisk skikkelse der ifølge grønlænderne og de canadiske inuiter havde kontrol over havets fangstdyr.

En myte fortæller, at Havkvinden var en pige, som ikke ville giftes; hun blev kastet over bord, og da hun klamrede sig til rælingen, skar hendes far hendes fingerled af. De blev til sødyr, mens hun selv sank ned på havets bund.

Hvis fangstdyrene ikke blev behandlet med respekt, dannedes der skidt i Havkvindens hår, og dyrene kunne ikke komme ud af hendes hus. Under sådanne omstændigheder måtte den lokale åndemaner, Angakokken, foretage en ånderejse, hvor han skulle kæmpe med Havkvinden og rense hendes hår, så dyrene igen kunne komme ud i havet.

 

 

Åndemaneren på besøg hos Havets Moder. Han reder hendes hår og gør rent i hendes hus. Affaldet bliver til nye fangstdyr, hvis hun igen bliver menneskene venligt stemt. Tegning af Kaarale Andreassen (1890-1934)

 

Det fortælles, at Uitsatagángitsoq, "den blinde", bestemte sig til at fare ned til havets moder, der hersker over alle sødyr og søfugle. Han var en stor åndemaner, og hans landsmænd havde bedt ham om at foretage denne åndeflugt, fordi bopladsen i lang tid havde lidt under misfangst.

Så rejste »den blinde« til havets moder, idet han nøje fulgte de dødes vej; det varede ikke længe, før han nåede frem til en sidevej, som gik til venstre, og den slog han ind på. Den var lang, og det varede længe, og alle hans hjælpeånder fulgte med ham. Han fór stadig fremover, da en stærk brusen nåede hans ører-, det var bruset fra den elv, der løber gennem gangen i huset, som havets moder bebor. »Den blinde« fortsatte sin vej og nærmede sig mere og mere sit mål, indtil han endelig nåede frem til den store elv. Her var der lavet en overgang af tre store sten, som man kunne springe hen over, men de var så bedækkede med glatte alger, at den, som sprang, risikerede at glide ud i fossen. »Den blinde« stod længe rådvild, uden at turde springe, indtil alle hans hjælpeånder var ovre på den anden side; da først gjorde han selv et forsøg, sprang uden at falde og kom vel over.

Atter fór han videre og fik endelig langt om længe det hus i sigte, hvor havets moder bor. Han kom derhen, men så nu, at indgangen var spærret af en skummende elv, der syntes ganske ufarbar. Langt om længe fandt han en overgang og til sidst stod »den blinde« foran huset.

Her standsede hans hjælpeånder ham og talte således til ham:

»Så snart du kommer ind til havets moder, må du øjeblikkelig springe ind på livet af hende og straks gribe fat i hendes hår og vikle din højre arm ind i det; for hun vil gøre et forsøg på at kaste dig ind i bagmuren af sin briks. Lykkes det hende, vil du blive kvalt derinde i mørket.«

Efter at have talt således, gik de alle ind i huset. Inde i husgangen opdagede de, at elven skiftede retning, den løb den modsatte vej og fossede ind i selve huset. Dette var grunden til at der ingen sæler kom ud fra havets moder, og derfor var der misfangst blandt menneskene.

Så snart »den blinde« kom gennem husgangen, gik han straks ind på livet af den store kvinde og greb hende i håret, således som det var blevet ham sagt. I en fart fik han sin højre hånd snoet ind i håret, og hendes forsøg på at kaste ham ind bagerst i sin briks mislykkedes. Men han blev løftet så højt at et stort, sort svælg åbnede sig for ham. Så sloges de to af alle kræfter, og under hele slagsmålet klappede hans hjælpeånder kvinden på ørerne, idet de råbte:

»Vær dog rolig, vær dog stille, han komrner jo kun for at rense dig, for at rede dit hår og rense dig for utøj.«

Men havets moder hørte intet i sin vrede og anstrengte sig blot for at få ham kastet ind i afgrunden bag briksen; efterhånden begyndte hun dog at blive træt og da var det, som om hun pludselig hørte, hvad hjælpeånderne råbte ind i ørerne på hende. Straks blev hun stille og rolig og sagde blot:

»Megen glæde volder det mig at høre disse ord. Her ligger jeg og er ved at bukke under for menneskenes smuds. Jeres forbrydelsers urenhed besmitter mig. Skynd dig, skynd dig, rens mit hoved og red mit hår!.«

Derpå lagde hun sig på sin vældige briks, og "den blinde" gav sig til at rede hendes hår. Det var et besværligt arbejde fordi det var så langt, så stridt og så indfiltret. Så langt var det, at han måtte måle det to gange med sin favn for at få længden.

Da han var færdig med rensningen, samlede han alt smudset og kastede det bort. I samme øjeblik blev det levende alt sammen, og der var bjørne, ræve, klapmydser, remmesæle, fjordsæler, sortsider, spraglet sæl, hvalroser, narhvale, og alle slags fugle. Alt det smuds, som han redte ud af håret på hende, blev til sådanne levende dyr, og alle fór de ud af hendes husgang, gennem elven og op mod havet. »Den blinde« stod og så på alle fangstdyrene, der myldrede ud, og bed særlig mærke i en lille ung sortside, hvis hoved var hvidt på den ene side og sort på den anden side. Den kunne han siden slet ikke glemme; for idet den fór mod husgangen, vendte den sig om og smilede til ham. Det var den første sæl, han skulle fange, når han efter sin hjemkomst atter roede ud i kajak.

Efter at alle fangstdyrene således havde forladt deres herskerinde, gav »den blinde« sig til at ordne hendes hår og sætte det op i en top, og da han var færdig med det, bød han hende rejse sig. Nu var der ingen ende på hendes taknemmelighed, og hun talte til ham i følgende ord:

»Stor glæde har du voldt mig ved at komme. Du, som besøgte mig uden at have tanker for mad alene. Glad har du gjort mig, fordi du fra barnsben kun tænkte tunge tanker og uddannede dig til åndemaner. Mange lange tider er svundne, siden nogen kom og rensede mig.«

Således talte hun til ham, og derpå føjede hun til:

»Når du vender tilbage til jorden, må du sige til dine bopladsfæller, at de må passe nøje på at overholde troens forskrifter og gøre den bod som menneskene må gøre, både ved fødsler og dødsfald. Menneskene gør sig ikke umage for at leve livet, og deres store ligegyldighed er skyld i, at jeg overdænges med smuds. Menneskenes trods kommer til mig som smuds og gør mig styg og grim. Gerne ville jeg have sluppet mine fangstdyr ud til menneskene, men jeg måtte holde dem tilbage for at bringe dem til eftertanke.
Så længe du lever dit liv på jorden, må du ofte komme til mig og rense mig, og det samme må du bede dine efterkommere om at gøre. For det er ikke passende for menneskene udelukkende at have tanker, der kredser om mad og spise.«

Da den store kvinde således havde talt sagde »den blinde«:

»Vil du give mig lov til at tage et af dine hår med mig?«

Havets moder svarede:

»Du må tage et af mine hår med dig, men det hår, du medtager, skal du binde fast på din arm.«

Så rev »den blinde« et hår ud og snoede det om sin arm og begav sig på tilbagerejsen. Ude i husgangen traf han alt forandret; en lille elv strømmede muntert ud af huset i retning mod jorden, bunden var ikke længere opfyldt af sten, men strålede af hvidt sand.

Så begav »den blinde« sig på sin hjemrejse, og han rejste og rejste og så intet som helst til den store elv, der havde voldt ham så stort besvær, og han rejste med fart og mødte undervejs mange sødyr og fugle, der alle smilede til ham. Snart nåede han tilbage til sit hus og afsluttede sin åndemaning og sagde til sine bopladsfæller:

»Såfremt jeg nu har handlet på rette måde og øvet min kunst til jeres bedste, vil det falde ind med regn, og en sydvest vind vil bryde løs, som vil knuse isen og åbne for fangstdyrene.«

Han tav lidt og fortsatte i følgende ord:

»Havets moder bad mig sige til jer, at det ikke var ret, udelukkende at beskæftige sine tanker med mad og lade alle sine bestræbelser gå ud på at skaffe sig føde. Ligeså var det nødvendigt, at I nøje overholder alle skikke og åndemanernes forskrifter og ikke undlader at gøre dette både ved fødsler og ved dødsfald og at I skal gøre bod for jeres urenheder, for menneskenes overtrædelser kommer til hende som smuds og gør hende uren og styg.«

Atter tav han, og der var stilhed blandt de lyttende, da han sagde sine sidste ord:

»Isen vil nu bryde op, og vi vil få åbent vand; mange fangstdyr vil komme hertil, men ingen må i de første tre dage fange mere end én sæl om dagen.«

Alt gik nu, som han havde sagt og spået. Det faldt ind med mild og regn, en sydvest vind brød ud og flåede isen op og alle fangstdyrene kom til med det åbne vand. Så snart vinden stilnede af, gik alle i deres kajakker og rettede sig nøje efter "den blindes" forskrifter. Kun én mand fangede i sin grådighed mere end én sæl, og han fik aldrig siden mere end én sæl selvom alle andre fik lige så mange som de kunne bugsere hjem.

Men den første sæl, som "den blinde" fangede, var netop den lille sortside, der havde vendt sig smilende om imod ham, da han forlod Imap Ukûa, havets moder.

 

 

Månemanden, (grønl. aningaaq)

er også en betydelig skikkelse i grønlandsk mytologi.

(aningaaq betyder også "en piges store storebror")

Historien fortæller at en pige, ifølge myten engang opdagede, at det var hendes bror, der havde ligget med hende, løb hun med en fakkel op på himmelbuen, hvor hun som Solen stadig forfølges af sin bror Månen med hans kolde lys.

Månemanden kan gøre kvinder gravide og få sæler til at formere sig. Han straffer tabubrud og er selv en stor fanger, der besøger Jorden med sin hundeslæde.

Den mytologiske fortælling er som følger:

 

Månen og solen
Det fortælles, at månen boede i hus sammen med sin yngre søster, solen. De holdt meget af hinanden, og månen, som til sidst fattede elskov til sin søster, begyndte at ligge hos hende om natten. Men solen vidste ikke, hvem det var, fordi han altid kom om natten, når der var mørkt i huset. Men en nat, da han lå hos hende, smurte hun sod på hans arm for at mærke ham, og således genkendte hun sin elsker.

Solen skammede sig herover og gjorde sig straks klar til at flygte, idet hun tændte ild i noget tørv, der var dyppet i tran, og løb ud af huset. Så snart hun kom udenfor, løftede hun faklen over sit hoved og hævede sig op i luften. Men folk, som så det, råbte:

"Månens søster flyver, månens søster flyver!"

Da månen hørte dette, tændte han også ild i en optændingstørv, løb ud, hævede sig i luften og satte efter sin søster. Men søsteren fløj hurtigere, og månens tørv gik ud. Solen kom helt op til himlen, men månen standsede midt ude i rummet, fordi hans tørv slukkedes.

Således blev månen og solen til. Solen varmer, fordi hendes fakkel brænder endnu, og månen er kold, fordi hans gik ud.

Men endnu den dag i dag forfølger månen solen oppe på himlen.

 

(se også "Tales from Greenland" under Fortælleren.)

 

 

 

 

 

Baba Yaga Kostianaya Noga

 

I slavisk mytologi og især russisk folklore er der mange historier om Baba-Yjgà (Baba Yaga), den frygtindgydende heks med jerntænder.
Hun er også kendt som Baba Yaga Knokle-Ben, fordi hun på trods af sin voldsomme appetit er tynd som et skelet.  På Russisk  : "Baba Yaga Kostianaya Noga”
I nogle historier har hun to ældre søstre, som også kaldes Baba Yaga, bare for at forvirre os lidt.


Hendes næse er så lang, at den rasler og larmer fordi den rammer loftet i hendes hytte når hun snorker. Den strækker sig ud i alle retninger, og får varme fra hendes gamle stenovn.

Hun rejser rundt i en stor morter hvor hun sidder så  hendes knæ næsten rører hendes hage, og så skubber hun sig hen over skovbunden med en pistil.
Hver gang hun kommer  begynder det at blæse kraftigt og en vild vind opstår, træerne knirker og stønner og blade hvirvler gennem luften. Unaturlige skrig og jamren høres fra de mange ånder som ofte ledsager hende på vej.
På trods af al den larmer hun laver beskrives hun også som en noget hemmelighedsfuld kvinde. Hun fejer alle spor væk efter sig ved brug af en kost som hun har lavet af sølv-birk.

 

Baba Yaga bor i en hytte dybt inde i skoven.  Hendes hytte synes at have sin egen personlighed og kan bevæge sig rundt på et par ekstra store kyllingeben. Normalt vil hytten enten spinde rundt når den bevæger sig gennem skoven eller den står stille med ryggen til en eventuelt besøgende. Vinduerne i hytten ser ud til at fungere som øjne.
Alt imens den drejer rundt, udsender den frygtelige skrig som får blodet til at isne for almindelige mennsker og stopper først knirkende og stønnende, når en hemmelig besværgelse siges.  Når den stopper viser den sig for at møde den besøgende og sænker sig ned på sine kyllingeben og åbner døren med et brag.
Hytten er omgivet af et hegn fremstillet af knogler, som hjælper til at holde alle forsøg på indtrængen på afstand.  Hegnet omkring huset er dekoreret med dødningehoveder hvis flammende øjenhuler lyser i mørket.
Hvis en besøgende vover sig ind i hendes hytte spørger Baba Yaga dem, om de kom af egen fri vilje, eller om de blev sendt.  Kun et svar er rigtigt – og ingen andre end hende kender det.

 

Heldigvis synes hun ikke at have nogen magt over ”de rene af hjerter”, som f.eks. Vasilisa den smukke, som efter at været fanget af Baba Yaga blev befriet af nogle tjenere i form af en kat, en hund, en port, og et træ samt dem af os, der er velsignet ( besidder kærlighedens magt,  dyd, eller en mors velsignelse.)

Baba Yaga regerer over elementerne. Hendes trofaste tjenere er den Hvide rytter, den Røde rytter og Den Sorte Rytter.
Når Vasilisa under sin tilfangetagen spurgte Baba Yaga om hvem disse mystiske ryttere var, svarede hun: "Mit Lyse Daggry, min Røde Sol og mit Midnats Mørke.”
Blandt hendes øvrige ansatte, er tre kropsløse skabninger med et par uhyggelige hænder, som ud af den blå luft kommer frem for at udføre hendes ordre.  Hun kalder dem "min sjæls venner" eller "venner af mit bryst" og hun er mere end lidt tilbageholdende med at diskutere dem med Vasilisa.
En anden mærkelig karakter som fungerede som en form for fodermester til Baba Yaga er troldmanden Koshchey den Udødelige.
En episode som fortælles og man kan undres over er følgende. Mens hun er ved at give instrukser til Vasilisa, nævner Baba Yaga at ”noget ondskabsfuldt” 'havde blandet hendes birkesfrø med jord.
Kunne Baba Yaga eventuelt have en fjende med risiko for at pådrage sig hendes vrede?

 

 (Vasilisa af Ivan Bilibin, 1899)

 

Selvom hun for det meste er portrætteret som en skræmmende gammel kælling, kan Baba Yaga også spille rollen som en hjælper og klog kone.
Som symbol for Moder Jords vilde og utæmmede kræfter i naturen er hun også en god repræsentant.
I sin forklædning som klog kælling (nu til dags kaldet klog kone), giver hun sommetider råd og magiske gaver til heltene og dem som er rene i hjertet.  Helten eller heltinden i historien træder ofte ind i hendes hjem for at søge efter visdom, viden og sandhed.  Hun er alvidende, ser alt og alle og er i stand til at afsløre alt for dem, der vover at stille hende et spørgsmål.
Hun siges også at være springvandets skytsånd for livets og dødens vande.

 

Samlet kan siges at  Baba Yaga er Ærkekællingen, Gudinde over visdom og død, Knoglemoderen der er vild og utæmmelig og  Naturånden som bringer visdom og død til Egoet og gennem døden genfødsel.
Som den vise kone med svar på alle spørgsmål siges det også at hun kan ældes med et år ad gangen når hun besvarer et spørgsmål.

 

Måske er Baba Yaga symbolet for naturens luner, visdom som til tider er utæmmelig men også kontrolleret, hvilket også symboliserer mennesket. Udødeligheden som alligevel ikke er udødelig fordi det koster noget for Baba Yaga for hver gang hun besvarer et spørgsmål. Hun er hverken fuldt ud god eller ond, og derfor synes jeg at hun er en af de mere interessante historier om hekse.

 

Karakteren Baba Yaga er også brugt i en del af værket "Udstillingsbilleder" af Modest Mussorgsky for klaver men kan også høres i en orkester version, komponeret af Maurice Ravel.

En anden interessant version kan findes på albummet "Pictures at an exhibition"  udgivet i 70'erne af den britiske progressive rockgruppe Emerson, Lake & Palmer. Karakteren er også nævnt i "Il cavaliere senza morte" af Davide Bernasconi  alias David Van de Sfroos.
Se også filmen: Vasilisa prekrasnaya (1939) på russisk med selvvalgte undertekster på min vodpod.

 

 

 

Den grønne Mand

 

Den centrale myte i keltisk historie er om den største natur-mediciner nogensinde. Historien om Diancecht og hans søn Miach.
Diancecht, Gud over medicinen, blev jaloux over at hans søn overgik hans egne evner som helbreder.
Diancecht bad en dag sin søn om at komme og besøge ham. Da Miach kom slog Diancecht ham i hoved med et sværd.
Miach helbredte hurtigt sig selv. Så stak Diancecht ham igen alle mulige steder på kroppen. For anden gang helbredte Miach sig selv.
Så tog faren sværdet igen og slog Miach så hårdt i hovedet at han ramte hjernen deltes i to dele, men endnu engang var Miach i stand til at helbrede sig selv.
Til sidst kløvede Diancecht sin søns hjerne i to dele, og denne gang døde sønnen.

Diancecht begravede sin søn og kort efter voksede tre hundrede og femogtres urter op fra Miachs krop. Hver af dem var den medicinske urt som kunne helbrede trehundrede og femogtres nervetråde i den menneskelige krop.

Airmid, Miachs søster, samlede omhyggeligt alle urter og arrangerede dem på jorden i hendes forklæde, så det lignede et omrids af et menneske for at hun ville huske, hvor på brorens krop e var vokset op. På den måde at huske hvad den medicinske plante skulle bruges til.
Diancecht, som stadig var jaloux, sparkede til forklædet som stadig lå på jorden, og alle urterne spredtes rundt omkring og væk fra deres oprindelige position.
Hvis det ikke var for hans skyld, ville vi nu til dags kende opskriften på al plantemedicinsk helbredelse og vi ville kende brugen af hver plante til hver eneste organ og nerve i menneskets krop. Derved ville vi blive udødelige i flg. gammel tro.
Skjult i dette mysterium ligger hemmeligheden i plante medicinerens kundskab. Markens grønne urt repræsenterer Gudens krop (Den grønne mand), som er hellig og udødelig.
Når en herbalist genskaber denne Gud, og bruger urten korrekt på en syg krop, genskaber han eller hun de sidste brikker til Guden og bringer verden tilbage til en helhed.
Så er verden Healed.

(de 365 urter: man regner med at det referer til et nu tabt planteklassifikations-system)

 

 

Drager, slanger og vandspyende væsner

 "Among all the kinds of serpents there is none comparable to the Dragon,"

Edward Topsell (History of Serpents)

 

Edward Topsell (c. 1572 -1625) var en engelsk adelsmand og forfatter. Topsell’s The History of Fire-footed dyr (1607) og The History of Serpents (1608), begge udgivet af William Jaggard, blev genoptrykt sammen som historien om  Firbenede dyr og Slanger i 1658. (En ellevehundred-siders afhandling om zoologi,  Topsell studerede gamle legender og historier om beskrivelser og oplevelser om eksisterende fantastiske dyr samt rapportering af mytiske væsner.)

Han skriver bl.a. at et Væsel føder gennem sine ører, Elefanter tilbeder månen og spiser Alrune for at blive gravide og at Aber er bange for snegle. Vedr. mus skriver han Of procreation of mice” - “is not only by copulation, but also nature worketh wonderfully in ingenduring them by earth.”.

Topsell rapporterede også om Drager. The History of four-footed beasts and serpents  (London : Printed by E. Cotes for G. Sawbridge ...., 1658) . Han skriver at de foretrækker  Lactuca sativa (wild icebergsalat) til forebyggelse af deres helbred fordi salaten får dem til at kaste op, hvis de har spist noget forkert, men de undgår at spise æbler fordi det giver problemer med oppustet/luft i maven. Hvis de spiser æbler har de altid sørget for at spise salat inden. Han skriver også:  ” Der er mange slags drager som udmærker sig ved at bosætter sig i forskellige lande, alt eller efter antal og alt efter deres størrelse i forhold til plads.”  -

I Edward Topsell´s tid var der bla. flg. rapporter om drager:

"...The naturalist Edward Topsell wrote in 1608 that Sanctogoarin, Germany was plagued by a dragon whose flights caused fires..."

"...The Italian naturalist Ulisse Aldrovandi had in his collection a lindworm killed near Bonn in 1572..."

"...In Rome, Italy the Historia naturalis of Pliny the Elder reported that a dragon killed on Vatican Hill during the reign of Emperor Claudius (died 54 A.D.) contained the body of a child; centuries later, in 1660, the German Athanatius Kircher examined a dragon killed near the city. He commented on its unuasual webbed feet..."

"...As recorded in 1572, a dragon inhabited the area north of Lapland; so desolate was the region that the creature was reduced to a diet of mice..."

"….Thirty miles from London, this present month of August, 1614" - and the news is attested by two men and by a Widow Woman dwelling near Faygate - there lives a serpent "or dragon as some call it," "reputed to be nine feet, or rather more, in length. It is likewise discovered to have large feet, but the eye may be there deceived" and "two great bunches" "as some think will in time grow to wings; but God, I hope, will defend the poor people in the neighborhood, that he shall be destroyed before he grow so fledged. Farewell. By A. R. He that would send better news, if he had it……."

 

Drager har altid eksisteret som mytiske og trosmæssig overbevisning for de fleste, men dog har vore østlige del af kloden haft en mere naturlig tilgang til drage-begrebet end vor vestlige del af verden. I Kina er det stadig en forbrydelse at fremstille dragen på en nedværdigende måde, hvor vi i vesten ikke skyr til at mene at dragen både kan fremstilles som god eller ond,  fortærende dyr eller mennesker. Derfor var europæiske naturalisters beretninger ydermere af stor interesse.

 

Den kendte og nulevende naturalist John Toppsel , efterkommer af Edward Toppsell har som andre efterkommere gennem århundrede, bibeholdt interessen for drager. Han udgav I år 2008 How to Raise and Keep a Drago. Omtale af bogen: ” Have you ever dreamed of raising your very own dragon? Now you can. Within the past few decades, dragon-breeders have sprung up worldwide. And here is the very first guidebook devoted to raising and keeping the unique creatures they supply”. Dog vil jeg mere betragte denne bog som ren humoristisk underholdning end en kuriositet.

 

Hvad kan man så sige om dragen?  Mange forestillinger, myter og  metamorphoser i vores dagligsprog får aldrig dragen til at forsvinde fra vores ordforråd.

Anatomisk skulle den kunne forandre form, størrelse , visibilitet – altså undergå en masse metamorfariske forandringer. Dragen kan lyse i mørket, blive usynlig, skrumpe ind til en miniaturedrage, forstørre sig sig så den dækker himmelen og/eller muterer med skyerne Det siges at den bor på slotte som af bygget af perler eller de bor ved havet i huler. Den stemme er melodisk som en krystalklokke.

Dragen kan have forskellig udseende, hestehoved med snoede horn, slanges hale, store vinger, fire klør med fire negle, snoede horn, eller en kamels hoved, en dæmons øjne, fødder som en tiger, en perlekæde om halsen som giver dem deres kraft., ørnevinger og ildsprudlende mund eller ingen ører og ingen vinger osv. osv.

 

Om dragen er et levn fra dinosaurernes tid, mytisk legende eller virkelighed, vil jeg lade læserne bedømme. For mig selv er Dragen et symbol for noget godt , men som alt ukendt bliver den også ofte fremstillet som noget faretruende og ondt.

For nogle er den fremstillet med en guddommelig og helende kraft.

Kineserne bruger stadig ”dragetænder og benstykker” til fremstilling af Traditionel Medicin, men i virkeligheden er det rester af andre dyr og forskellige græsarter der blandes sammen.

I Australien betragtes historien om ”the rainbow serpent” over 10.000 år gammel.

 

Lampton Worm er en legende fra det nordøstlige England. Det er en af regionens mest kendte mytiske fortællinger, som er gået videre i egnens tradition gennem skuespil og sange.

The Lambton Worm
Lambton Castle is on the banks of the River Wear near Durham. Long, long ago, John, Lord Lambton's spoilt young heir, was fishing for trout in the river. It was Sunday.
"This is the Lord's day," said a passer-by. "You should be praying, not fishing!"
The lad took no notice. He put a grub on the hook and cast his fishing line again. It hit the water with a plop.

For a while he had no luck and he lost his temper. He cursed the river. Then, suddenly, the rod jerked madly. Young Lambton thought he had hooked a huge fish and struggled with the catch.


"You'll not beat me," he said, nearly falling over in the river. At last, he pulled his prize onto the sandy bank, and looked at it.

It was ugliest thing you ever did see: a worm-like creature, black as pitch and oozing slime. Its head, like a salamander's, had needle sharp teeth and nine holes along each side. It was thin like an eel, but had two legs at the front and two at the back, like a lizard. Despite being small, it twisted and coiled with amazing power.
"Whatever kind of fish is this?" he said aloud. Just then an old man appeared from behind and looked at the creature.

His face went ashen and he quickly made the sign of the cross.
"You must not put it back in the river," he said. "It bodes ill but you must choose what to do with it."
Then the old man disappeared.


With some hesitation, John Lambton put the creature into his basket. As he walked towards home, he glanced again at the hideous creature and shuddered.

On the way, he passed a field with an ancient, very deep well. "There is no way the creature can escape from here," thought John. So he tipped the basket up over the well and the worm dropped into the darkness below. After a while, Lambton heard a distant plop.


Satisfied, he went back to the castle and forgot all about the worm. But, in the black waters of the well, at the bottom of that deep, dark hole something stirred, for the ugly creature grew and each year got stronger and stronger.

As John grew up, he became sorry for his poor behaviour and decided to join the crusades. His loving father gave him his blessing and all the villagers turned out to wish him well. Then, just over a year later, strange things began to happen.
 
Shepherds found half eaten sheep. Just a few to begin with, but soon it became one every night. The cows started giving less and less milk. The smell near the well became terrible and strange vapours arose from its depths. People who drank its water complained of burning mouths and throats. The villagers thought the well had been cursed.

Then, one morning, they awoke to find a glistening trail of foul slime leading from the well to the Wear. There, in the middle of the river, wrapped around a rock, was a fully grown dragon. It was enormous and fearful, with huge coils that gleamed in the morning sun. It had no wings, but a thick muscled body. Its head was large and its mouth full of razor sharp teeth; poisonous vapours trailed from its nostrils and its mouth as it breathed.

The news spread around the countryside. Some people, brave enough, went as close as they dared to get a glimpse of the creature. Others locked themselves in their homes, or collected their belongings and fled. By day, the dragon rested on its rock, but by night it swam to the bank and coiled itself three times around a hill. Nobody felt safe.

And soon, the beast became hungry. It started to rampage around the countryside. Its appetite was enormous. It took lambs and sheep and ate them whole. It had a taste for milk and would tear a cow open with its sharp teeth. Soon, there were few sheep or cattle left.

Some brave villagers tried to kill the beast but were crushed or torn to pieces by its sharp fangs. If a piece was hacked from the dragon, it slithered over until the piece reattached. After each attack, the dragon would roam the countryside, uprooting trees, smashing fences and stealing children. Soon people gave up trying to kill it.

Eventually the dragon came to Lambton Hall. The local residents were ready. They filled a large stone trough with warm milk and tied two sheep nearby. As the dragon approached the gates, it was distracted by the smell of the milk. It plunged into the trough and drained it dry. It ate the sheep with relish and, well fed, it returned to the hill.

From that day on, the dragon stopped roaming the village. Every day, it slithered to the hall to find the offering of milk and sheep. The trail became marked by its path of dark slime.


Nearly seven years passed; the worm grew ever bigger and the people ever poorer. The land around the castle became quite barren.

Then one day, a handsome young knight, in shining armour and riding a charger entered the castle grounds. It was the young Sir John, back from his adventures. That night the great hall was filled with people.

"What has happened to all the trees on the south side of the castle?" asked the young knight, "Has there been war here?" A hush came over the gathering.

Sadly, his father told how the dragon had brought them to ruin. Horrified, John realized that the dragon was the same hideous worm he had thrown into the well all those years ago.
"It was my fault the dragon destroys our land," he declared. "So it is I who must rid Lambton of this evil menace."
The crowd cheered. He began making a plan to defeat dragon. He listened closely to stories of the dragon's remarkable healing powers, and he learned its habits and its needs.

Then, he went to visit a local witch. She said that he alone could kill the worm. He must go to the blacksmith and have a suit of armour made, with razor sharp blades sticking out from its surface. Then he must go to the rock, and summon the dragon with his horn.

"But mark my words well," said the wise woman. "If you slay the beast, you must then put to death the first thing that crosses your path as you pass the threshold of Lambton Hall. Otherwise, for the next nine generations, no Lambton will die peacefully in his bed."


John swore on oath to follow the advice. The blacksmith forged him a suit of armour embedded with spikes. Then he went to the church to pray.

The next day, he waded into the river near the rock, blew his horn and awaited the dragon. It seemed to recognize him instantly. In its fury it lashed its tail, sending waves of water over him. Lambton swung his sword, slashing and cutting the dragon. But this time, when a piece was hacked off, it was swept away by the river before it could re-attach. And when the dragon coiled itself around Lambton, to crush him to death, the razor edged spikes cut it to pieces.

The more it tried to crush him, the worse it was sliced. Desperately, it tried to get back to the riverbank, but Lambton kept hacking away until it closed its fiery eyes. It was dispatched with one heavy sword blow to its head and was swept down the river, turned crimson with blood.


Exhausted, Lambton crawled from the water and blew three blasts on his horn. This was the signal for his father to release his favourite hound, to complete his vow.

Unfortunately, his joyful father forgot and rushed out to greet John as he passed over the threshold. Dismayed John blew another blast on his horn and the hound was released, which John killed with one sweeping blow from his sword.


But it was too late, for the vow was broken. What the witch foretold, came to pass. For nine generations following the death of the dragon, no Lord of Lambton died peacefully in his bed
.

 

Slangelignende vandbæster og vandspyende monstre 

I den græske mytologi, var Lernaean Hydra (oldgræsk Λερναία Ὕδρα) et slange-lignende vandbæst ”chthonic” (i eller under jorden) med reptile træk som havde mange hoveder - digtere nævner at bæstet havde flere hoveder end vase-malerne kunne male, og for hvert hoved der blev hugget over udvoksede to mere. Dens giftige ånde og sporene efter dens bitre blod var dødbringende.

Den gamle græske legende fortæller om det mangehovedet uhyre, som var barn af Tyfon og Ekhidna der hærgede Lerna og  blev dræbt af Herakles (rom. Herkules).

 

Delte meninger om den græske myte:

 

Ved kilden til Amymone vokser et platantræ, hvorunder det siges at Hydra voksede.Jeg er parat til at tro, at dette dyr var overlegen i størrelse i forhold til andre vand-slanger, og at dens gift var så dødbringende, at Herakles behandlede sine skader med egen galde.Det havde dog efter min mening kun ét hoved, ogi kke flere.Det varPeisander af Camirus der blev skyld i at dyret kom til at virke mere forfærdeligt. Hans poesi kan være bemærkelsesværdig, og der i blandt fremstillingen af Hydra med sine mange hoveder.”
Pausanias, Beskrivelse af Grækenland,2.37.4 –

(Pausanias var rejsende geograf og levede i det 2. århundrede)

 

 

San Isidoro de Sevilla (Ærkebiskop af  Seville , død ca. 636 e.v.t.) miskrediterer eksistensen af ​​Lernian hydra, og udledte af navnet på bæstet  ”hydra” kun betød ”en rivende strøm” eller en sø,  og dermed en ”snæver bred” og afviste derved al anden påstand.  I stedet henviste han til Herkules og uhyret som for ham kun blev betragtet som en legende.

”Lernaean” betyder ”vedrører Lerna” , en sø eller sump i nærheden Argos, en tidligere bystatPeloponnes i Grækenland.

  

Det traditionelle monster, som kaldtes en Gargouille, siges at have levet nær Rouen, og det fortaltes at dette uhyre havde slugt et forbløffende stort antal ofre men tolkes nu som blot at have været en strømhvirvel i Seinen og forsvundet efter en ændring af flodens bred som udførtes af St. Romain , da han indtrådte i Bispesædet.

”Gargouille” eller ”strømhvirvel” af Rouen,  kan derved betragtes som en anderledes udgave af Hydra.

 

Gargouille og Gargoil.

 

Gargouille, også kendt som Garguiem, må ikke forveksles med Gargoil.  Gargouille var angiveligt en slange-lignende vandspyende dragen, der dukkede op fra Seinens bund.  Det blev sagt at dragen terroriserede bådene på vandet og oversvømmede landet.

I en version af  legenden lokker ærkebiskoppen af Rouen væsenet  hen til flodens bred ved hjælp af en straffefange, og gør derefter korsets tegn ved at krydse pegefingrene for at tæmme det. Han førte den derefter ind til byen hvor den blev myrdet. Nogle fortællinger beskriver en afbrænding af væsenet og at hverken uhyrets hoved eller hals ville brænde, så derfor blev begge kropsdele monteret på byens katedral for at vise Guds magt.

 

Gargoil, Notre Dame

 

Væsenet blev efter sigende afbilledet og skåret ind i bygningerne og anvendt som en form for vandafledning og på denne måde blev den groteske Gargoil til. Det eneste de to har tilfælles er deres vandspyende evner og navne der minder om hinanden.

Dog er det i nutidens folklore blevet en og samme ting og jeg tænker at det er afledt af historien om at Gargoilles to kropsdele blev monteret på en katedral.

Nogle fortæller om stenfiguren (Gagoil), at de små vinger forhindre den i at være en dygtig flyver men at den har store kræfter til at springe. Det siges at når den kaster sig over sit offer og sætter sine kløer i kan den gøre det ved hjælp af et enkelt spring. Den skulle være en mester i camoflauge, men dens farve er ikke det eneste der hjælper den når den bevæger sig ubemærket rundt inde i murværket på bygningerne. Den kan være ubevægelig i lange perioder og efterligne de stenrelieffer som er omkring den.

Inden for arkitektur, er Gargoil udskårne og menneskeskabte figurer af dyr og andre væsener og ofte groteske gotiske romanske stenfigurer. (Etymologisk betyder det halsen eller spiserøret på latin, gurgulio, gulia og mange andre lignende ord er afledt af roden gar-onomatopoeic, som hentyder til klukkende og/eller rindende vand)

 

Der eksisterer en del legender om Gargouille, men her til sidst en af de mere kendte - ”Legenden om Saint Ouen”

En gang var der en drage og hans navn var Gargouille, og han levede i skoven i Rouvray. Hver dag og så snart solen stod op tog han af sted fra sin hule, og strejfede omkring søgende efter noget han kunne fortære.

Landmanden på marken, præsten ved alteret, jomfruen ved sin rok – han slugte hvad han mødte på sin vej – alle var ens for ham. I en landsby indtog han sin morgenmad, middagsmaden i en anden og aftensmaden i en tredje. Ung eller gammel, fed eller mager, hård eller blød - det betød ingenting.

Et par unge mennesker var nok til morgenmad, en soldat eller en pløjemand eller et par små drenge og piger var også tilstrækkeligt til middag og dessert, og en ung Caletian tøs kunne altid gemmes til aften. Med den appetit han havde blev landets befolkning færre og færre og derfor måtte han hver dag gå længere  for at finde sig en mundfuld mad og til sidst sprang Gargouille længselsfuldt vejrende med sin lange snude, men ikke uforskammet (siges det) over  Rouens mure.
Borgerne blev bestyrtede. Intet menneske turde bevæge sig ud af byen. Hvis en ung kvinde stjal sig til at have et rendezvous med sin kæreste ved vandbredden (for unge kvinder i kærlighed - og når de er forelskede - har ingen frygt), så var Gargouille der. Hvis lille Tomas eller Jack spillede med kugler på vejen eller samlede hasselnødder fra træet (for små drenge har ingen sund fornuft), så var Gargouille der. Hver dag forsvandt der nogen. Til sidst, vågnede Saint Romain en morgen fast besluttet på at tage sagen i egen hånd.
Som præst kunne han ikke bekæmpe dragen selv, for "kirken", ved vi alle, "afskyr blod", og at sende enhver uskyldig lægmand på et ærinde med et sådan tvivlsomt resultat var imod hans samvittighed. Han forlangte altså at få udleveret en tyv og en morder fra myndighederne. To personer der allerede var blevet dømt til døden. Med disse helte drog han afsted ( det var på Kristi Himmelfarts dag), for at kæmpe mod Gargouille. Tyven, som det kunne forventes, stak af, men morderen som var vant til at dræbe var standhaftig. Saint Romain begyndte at bede tappert og pludselig dukkede dragen op.
Det var en frygtelig kamp! Morderens landse havde ringe effekt på modstanderens panser, men på den anden side så var hans egne forsvarsredskaber tilstrækkelige til beskyttelse. Kainsmærket stod printet på hans pande og Gargouille havde ikke lige lyst til at spise ham. Derimod  blev dragen foruroliget over støjen fra Saint Romain, som forstærkede sine anråb og uhyret drejede hovedet for at se hvad der var galt. Denne bevægelse var fatal. Lansen fra ​​modstanderen gik ind i mellem dragens nakkefolder og skråt nedad så den øvre del af højre lunge gennemboredes og endte i hjertet. Gargouille gav et brøl fra sig som fik hele skoven til at skælve og straks efter udåndede han.
Til minde om denne gerning fik de gejstlige i Rouen af kong Dagobert I et privilegium som omfattede at de og deres efterfølgere for evigt skulle frigive en fange hvert år på Kristi Himmelfarts dag. I starten tog man det ikke så tungt om hvilken forbrydelse den valgte person var blevet dømt for, men Henri Quatre, som var mere protestantisk anlagt og derfor ikke havde indsigt i de katolske legender indførte et tillæg til loven hvor det stod at man ikke måtte frigive mordere, forrædere, kættere og falskmøntnere. Loven af kong Dagobert varede kun indtil den første franske revolution.

 

 

 

 

Dværgtrolden (The Leprechorn – betyder på irsk ”blandt venner”) er en slags nisse.


Hans gemmesteder er træernes rødder.
Når du finder en firkløver kan du være sikker på at en dværgtrold har været der.

Det siges at dværgtrolden oprindelig kommer fra enden af regnbuen. Det var der menneskene først så dem.
Et gammelt skomagerpar som var mennesker, var meget fattige og fik hjælp fra de små folk, så de kunne arbejde og få mad på bordet igen. Alt hvad de tjente, foruden det de selv kunne bruge, gav de til dværgtroldene.
Siden da er der ingen som har set dem – eller måske?

Dværgtrolden er fe-folkets skomagere og kan være meget hidsige og lever ofte tilbagetrukket.
Fang ham og du får en krukke af guld! En givende profession.
Men hvis du tager øjnene fra ham bare et kort sekund, forsvinder hen i løbet af ingenting.
Han har en grøn jakke med syv knapper i to rader og nogle gange kan du se ham rotere på spidsen af sin trekantede hat.
Han spøger ofte i gamle slotte.

En lille kammerat, som altid er koncentreret om  i sit arbejde – at være skomager.

Hvis du er heldig nok at komme tæt på ham, så list meget langsomt uden at lave en eneste lyd. Hold vejret mens du tager ham i et snuptag og spørg ham hvor krukken af guld er gemt. Insister på at han fortæller det. Lad vær med at lade ham få indflydelse på dine tanker og forjage dem ved hans søde tale. Under alle omstændigheder vil han snyde dig; han vil sige eller gøre noget som vil distrahere dig og forsvinde.


Her er en historie, som jeg frit har oversat fra engelsk:

Dværgtrolden søgte arbejde og stod og kiggede på fe-børnene.
“Gud velsigne arbejdet” sagde en lille artig fe.
En af dværgtroldene som hade et gråt forslået hoved og en filtret gråt skæg bukkede sig ned til fe-barnet og hviskede:  
“Kom her, Seumus Beg” – “og jeg vil måle dine fødder så jeg kan lave et par sko til dig. Vis mig dine fødder”  
Fe-barnet viste sine fødder og lod dværgtrolden tage mål med en snor.
”Nu, dig Brigid Beg, vis mig også dine fødder” – og hun blev også målt ”De vil være færdige til jer i morgen tidlig”
”Laver du aldrig andet end at lave sko, hr.?”, spurgte Seumus.
“nej det gør jeg ikke”, svarede dværgtrolden “altså undtagen når jeg skal have nyt tøj, så må jeg jo lave det, men ellers burger vi alle sammen tiden til at lave ingenting, undtagen at lave sko. For det er et ret job for en dværgtrold.”
”I nattetide går vi rundt i landet og ind i folks huse. Der klipper vi små stykker at folks penge, og lidt efter lidt har vi en krukke af guld, så derfor har vi altid løsepenge til at betale menneskene, hvis vi skulle blive fanget. Men det sker sjældent, for det er en meget stor skam at blive fanget af et menneske, og vi har trænet så længe i at gemme os under træernes rødder så vi kan komme væk fra dem.
Selvfølgelig sker det engang imellem at vi bliver fanget, men mennesker er fjolser, og vi slipper ofte væk uden at skulle betale os fra det. Vi har nemlig grønt tøj på fordi det er græsset og bladenes farve, og når vi sidder neden under f.eks. en busk eller ligger i græsset går de bare forbi uden at lægge mærke til os”.

Det var den historie!

 

 

 

Faunus

 

Faunus, den romerske hyrde- og skovgud.

Hans far var Latinus og hans bedstefar var Saturn.

 

Han var en ånd for steder/pladser med utæmmet skov og vegetation samt for fertilitet.

Han var også køernes beskytter, bl.a. blev der bedt til ham når køerne ikke fik kalve, så blev han kaldt Inuus. Hvis han skulle beskytte køerne mod angreb fra ulve blev han kaldt Lupercus, for så forvandlede han sig til en ulv.

Faunus må ikke altid sammenlignes med alle andre Faun, som er romernes svar på grækernes satyrer, men kan sammenlignes med grækernes

Pan.

 

 

Faunus var en ånd som kunne spå. Han var altid god mod mennesker og var en af de allerførste romerske guder sammen med sin far og bedstefar.

Hans far var en stor profet, og selv var han en vigtig ånd, som blev betragtet af menneskene som det gode, der giver liv gennem naturen.

 

Det siges at Faunus virkelig skulle have levet i Tibur (Tivoli) i Italien, og efter hans død opstod der en kult, som mødtes i de hellige skove i Tibur, hvor der blev bygget et tempel. Den 15. februar hvert år, som skulle være datoen hvor templet blev indviet afholdtes Lupercalia. Ypperstepræsterne gik rundt i Roms gade iklædt kapper af gedeskind og alle tilskuerne havde bælter eller andre klædningsstykker af gedeskind. Der er lidt tvivl om hvorfor man også holder en fest d. 5. December, men det er jo mange år siden.

Visse steder bliver der stadig den dag i dag afholdt Lupercalia fester.

 

 

 

Gilgamesh

 

"En gudinde dannede ham, stærk som den vilde tyr, ingen kan stå sig mod hans våben. Ingen fader får lov at beholde sin søn, for han tager dem alle. Og ingen jomfru er der tilbage til elskeren på grund af hans lyst, og heller ikke krigerens datter eller adelsmandens hustru"

 

Gilgamesh var den tyranniske hersker over byen Uruk, og hans ego kan kun give sig udtryk i magtudfoldelse. Han møder dog sin jævnbyrdige, naturmennesket Enkido og må indse at han kun igennem forholdet til andre, får en meningsfuld eksistens.

Da Enkido dør, forstår Gilgamesh først at han heller ikke er udødelig, og han indser langsomt, at han deler vilkår med alle andre mennesker. Først da kan han forvandles, og han genfødes som en retfærdig hersker, der kan indgå i et menneskeligt fællesskab.

Han finder til sidst ud af, efter sin lange rejse efter udødelighed og Gudestatus, at man må opsøge sit menneskelige ophav, da det kun er der at al menneskelighed udspringer fra.

 

 

Jeg vil ikke fortælle så meget mere her om Gilgamesh, men vil henvise til Gilgamesh-eposet, som findes som multimedia på internettet:

 

http://gilgamesh.psnc.pl/ 

Her kan man vælge at læse en meget enkelt udformning og teksten eller "se" historien" (på engelsk)

 

Hvis du har mod på at læse de 11 tavler ud af de 12 (oversat til engelsk), som eposet blev skrevet på findes den på:

http://www.ancienttexts.org/library/mesopotamian/gilgamesh/

 

I de fleste tekster er Gilgamesh betegnet med det, assyriologer kalder et gudedeterminativ (DINGIR). Det viser, at han var en gud, men der er ikke noget bevis for en samtidig kult. Få hundrede år efter hans formodede levetid kan vi imidlertid se, at han var blevet gud som dommer i Underverden. På det tidspunkt ofrede man til ham ved at hælde koldt vand ned i særlige huller ved det man kaldte Gilgamesh' flodbred, så han kunne nyde godt af det nede i den golde Underverden, hvor der hverken var mad eller drikke - de dødes skygger i underverdenen var afhængige af de levendes ofre. (ref. Wikipedia)

 

Personligt tager jeg legenden om Gilgamesh med her fordi han stræbte så hårdt for at opnå udødelighed, men endte op med at  affinde sig med sin skæbne. Legenden handler jo også om meget andet. Den handler om magiske planter, syndflod, guder og dæmoner og ikke mindst magtbegær. En af verdens ældste historier - ældre end 1. mosesbog, ældre end Eliaden - en fortælling om vor sjæls søgen.

Den har mange paraleller med bibelske fortællinger og koranen, bla. hvad syndfloden og arken angår. Men dan selv jeres mening.

Gilgamesh er ikke her på denne side pga religionsfilosofiske tanker, men som legende og sagn der fører os 3.000-5.000 år tilbage og et Epos som stadig er aktuelt i nutidige myter.

 

 

 

 

Heket (Heqat/Heqet) - kvinde for Guden Herwer

 

 

"Gudinden for det sidste øjeblik inden fødsel"

 

 

Gudinden Heket , der var repræsenteret i form af en egyptisk frø eller med et frøhoved, blev tilbedt især i byen Hew-Wer som det kvindelige supplement til Guden Khnum. Sammen med andre Guder har hun bistået med at udforme barnet i livmoderen og overvågede fødslen i sin egenskab af jordemoder.

Amuletter og skarabæer blev båret af de gravide kvinder for at beskytte dem under fødslen og ofte bar de billeder af frøgundinden. De livgivende kræfter fra Heket gjorde det muligt for hende at blive godtaget af folket som en mild og venlig guddom og egnet til at ledsage Osiris, i hvis tempel i Abydos hun afbilledes i en scene, hvor kong Seti I offer vin til hende. Hun gjorde sit indtog i Ægypten, da man begyndte at tro på at hendes kræfter var så stærke at hun kunne hjælpe afdøde Pharaoer til at få en god rejse på vej mod himlen og livet efter døden. Hendes tlbedelsessted ligger i Qus i Ægypten (på Nilens vestbred), som også er hjemsted for Guden Horus den ældre, da det siges at the var Heket som pustede liv i Horus´s nye krop i flg. legenden om Osiris og Isis.Herwer siges at relatere til Horus den ældre.

 

Se mere om frøsymbolet under Husdyrene og andre animalia

 

 

Minotaur

 

 

På det tidspunkt hvor Minos, kongen af Kreta, kontrollerede mange af øerne i havene omkring Grækenland, sendte Athenerne ham en hyldest via ofringer hvert år.
Både Minos og Athenerne ofrede store gaver til guderne. Guderne hjalp til at vælge gaverne og Minos selv havde lovet havets gud Poseidon, at han ville ofre hvad der var krævet uanset hvad Poseidon sendte til ham fra havet som skulle ofres.
Poseidon sendte ham en tyr, men Minos mente at den var alt for smuk til at dræbe, og han ofrede istedet en anden tyr. Poseidon blev rasende på Minos for at bryde sit løfte. I al sin vrede, lod han tyren terrorisere og vandalisere hele Kreta og fik Minos' hustru Pasiphae til at blive forelsket i dyret. Dette resulterede i at Pasiphae nedkom med en  Minotaur, et monster med hovedet af en tyr og med en mands krop. Minos låste dyret ind i Labyrinten, som var en kæmpe labyrint der lå under slottet, og hvert år fordrede han det med fanger fra Athen.
 
Da Hercules ankom til Kreta nedlagde han tyren og drev den tilbage til  kong Eurystheus. Eurystheus lod tyren gå frit rundt og den vandrede rundt i hele Grækenland og  terroriserer befolkningen. Tilsidst endte den i Marathon, en by nær Athen.
 
Den athenske helt Theseus dræbte Tyren ved Marathon. Senere sejlede han til Kreta og fandt vej igennem og til centrum af labyrinten, og dræbt Minotaur.

 
 
 
 

Nereus

 
Nereus mentes at holde til i det Ægoiske Hav mellem Samothrake og Imbros i flg. den græske digter Hesiod som beskev Theogonia (gudernes fødsel) i de episke værk "Theogonien".
Det græske ord for vand: νηρὸς (neros) - Nereus blev et symbol for det rolige hav hvor solen kaster sine stråler, og blev et symbol for hans høje alder, venlighed og hans visdom som man kunne stole på. I det episke værk Iliaden af Homer  kaldes han "Havets gamle mand" .
Nogle mener også at han er den græske "Noah".
Nereus the Old Man of the Sea, Athenian red figure
amphora C5th B.C., Harvard University Art Museums
 

 

 

 

Nereus (gr. Νηρεύς) er en af de vigtigste havguder efter Poseidon. Han var søn af Pontos og Gaia og gift med Doris og ved hende fader af Nereiderne. Hans datter Amphitrite giftede sig med Poseidon.
I flg. mytologien havde Nereus 50 døtre som alle blev kaldt "Havets døtre". De beskrives ikke som hav-væsner i traditionel forstand, fordi de også kunne leve på land, flyve i luften ligeså vel at de kunne leve under vandet i evige tider. Kun Thetis (Θετις ) er beskrevet i fysiske detaljer og man må formode at søstrene til dels lignede hende, og hun er beskrevet uden finner og gæller og beskrevet med en form som en ung kvinde.
Hesiod beskriver hende som "almindelig, lyserøde arme, smuk, guddommelig" men ligeså mange gange beskriver han søstrenes kræfter i form af "bølge-modtagere", sandfærdige, ufejlbare og usvigelige.
Han kunne som mange andre havguder spå om fremtiden og forvandle sig, hvilket han benyttede sig af, da Herakles spurgte om vej til Hesperidernes have. Da Paris bortførte Helena, standsede Nereus hans skib med vindstille og forudsagde hans fremtid.

Herakles wrestles Nereus, the old man of the sea. The god is depicted with a serpentine fish-tail.

Herakles stands astride his fish tail with his arms locked around the god's chest. The wrestled god may also be Akheloios,

who is often shown with a similar form. Museum Collection: The J Paul Getty Museum, Malibu, California, USA

 

 

 

Nixe 

“Know you the Nixes, gay and fair?
Their eyes are black, and green their hair--
They lurk in sedgy shores.”

 



Når jeg sidder ved en sø kan jeg godt fornemme dybet, mysteriet som jeg ikke kender til, alt det som er nedenunder, og får stor respekt for det uvisse. Vand, en stor del af naturens kraft, som både kan være roligt og farligt, og alligevel bliver der talt så lidt om det.
Jeg har ikke såkaldt vandskræk, men jeg har overordentlig stor respekt for vand. Specielt for søer, som kan være så lumske fordi de ofte har så forskelligt bund-niveau og har hvirvler, som kan trække en ned.

Ligesom mennesket ikke er beregnet til at flyve som fuglen er det heller ikke beregnet til at svømme som fisken, så derfor skal man respektere samhørigheden med denne tillærte færdighed fra resten af naturen fra urtid til nutid.
Derfor ,da jeg sidst sad ved en sø tænkte jeg på Nixes, og vil  fortælle lidt om dem.


Nixes er en vandånd der lever i søer og floder.
De er smukke menneskelignende skabninger der ofte er afbilledet med grønne tænder og fiskehale, men de kan antage mange former, også for mennesker.
De mandlige Nixes kan skifte form til fisk eller slanger, og de kvindelige har altid en fiskehale
I den menneskelige form, kan de altid kendes ved at deres tøj virker lidt fugtigt eller ”damper af fugt”.
Manden kan også kendes på de grønlige tænder og at han bærer en grøn hat, ellers ligner han enhver anden mand.
Den kvindelige Nixes fremstår som en smuk pige og på smukke solrige dage kan hun ses siddende på bredden af en å sammen med veninder, eller rundt om i grupper ved træernes skyggefulde grene.
De er kendt for at lokke mennesker i vandet og at de ofte stjæler mennesker for at tage dem til ægtefælle.
Nixes er også kendt for at danse på vandet lige inden et menneske drukner.
De bebor en stor del af land under vand, hvor de undertiden bringer de døde.

En pige fra en landsby i nærheden af Leipzig i Tyskland, var en gang i tjeneste i huset af en Nixe.
Hun sagde, at alt var godt og det eneste kun kunne klage over var, at hun var tvunget til at spise sin mad uden salt. Den kvindelige Nixes ses ofte gå til markedet for at købe kød, og hun er altid klædt elegant og kun et hjørne af deres forklæde eller en anden del af deres tøj er vådt.
Manden går også nogen gange til markedet. De er glade for at følges med jordiske  kvinder og lokke dem med sig for at gøre dem til deres hustruer. Det er også tit at de henter en jordisk jordemoder til at bistå dem ved fødsler.
Derfor kalder man også vandånderne for forældre- eller forfædreånderne i nogle steder af verden.
F.eks. hos Mae Enga folket på New Guinea, hvor der stadig holdes ritualer ved søerne. Det samme gjaldt i Norden i Vikingetiden.
Blandt de mange historier om Nixes er der f.eks. følgende tyske fortælling fra Rhinen:

The Nix Labour
   A midwife related that her mother was one night called up, and desired to make haste and come to the aid of a woman in labour. It was dark, but notwithstanding she got up and dressed herself, and went down, where she found a man waiting. She begged of him to stay till she should get a lantern, and she would go with him; but he was urgent, said he would show her the way without a lantern, and that there was no fear of her going astray.
   He then bandaged her eyes, at which she was terrified, and was going to cry out; but he told her she was in no danger, and might go with him without any apprehension. They accordingly went away together, and the woman remarked that he struck the water with a rod, and that they went down deeper and deeper till they came to a room, in which there was no one but the lying-in woman.
   Her guide now took the bandage off her eyes, led her up to the bed, and recommending her to his wife, went away. She then helped to bring the babe into the world, put the woman to bed, washed the babe, and did everything that was requisite.
   The woman, grateful to the midwife, then secretly said to her: "I am a Christian woman as well as you; and I was carried off by a Water-man, who changed me. Whenever I bring a child into the world he always eats it on the third. day. Come on the third day to your pond, and you will see the water turned to blood. When my husband comes in now and offers you money, take no more from him than you usually get, or else he will twist your neck. Take good care!"
   Just then the husband came in. He was in a great passion, and he looked all about; and when he saw that all had gone on properly he bestowed great praise on the midwife. He then threw a great heap of money on the table, and said, "Take as much as you will!" She, however, prudently answered, "I desire no more from you than from others, and that is a small sum. If you give me that I am content; if you think it too much, I ask nothing from you but to take me home again. " "It is God," says he, "has directed you to say that." He paid her then the sum she mentioned, and conducted her home honestly. She was, however, afraid to go to the pond at the appointed day.

I mytologien fremstilles de enten som onde eller som venlige og harmløse.
Nix holder gerne til ved elvene, søerne og åerne. Den kvindelige Nix kan man sige har sin ”søster i havet”: Havfruen.

 


I England har man en mandlig vandånd som kaldes Knucker også kaldet vanddragen.
I Lyminster,Sussex lever legenden stadig.
Mange af adventure-filmene som man ser om drager er baseret på denne legende.
Man mener stadig at finde knuckers-hole (dragehuller) i Sussex, herunder Lyminster, Lancing, Shoreham og Worthing.

Nixes elementer er Vand og is. Symbolismen er forførelsens kunst i halv-menneskelig skikkelse. De er undervands-, hav- og søvæsener.
De specielle Knuckers har elementerne jord, metal og sten. De er reptiler og drager, men tilhører stadig Nixes.

 

 

Mange nymfer for skov, vand og bjerge.

Dryaderne tilhører træerne, Najaderne tilhører vandet og Oreaderne tilhører bjergene.


”Ovids Forvandlinger” (metamorphoses) som beskriver råd , forestillinger og drømme om elskov, hor og vold er latinske digte om græsk og romersk mytologi. Her nævnes bla. Dryaden.
Bogen består af flere dele.
I ”Ovids Forvandlinger Fasti”(en festkalender), som berører den romerske mytologi dukker den græske mytologis Dryade op.
Ovid var en romersk poet som skulle have levet ca. 50 år før vor tidsregning. Han skrev store episke digte om kærlighed, mytologi og ikke mindst hor og voldtægt. På et tidspunkt var der en datidig kultagtig status over at lade sig forføre af hans digte og omsætte dem til handlinger.

Her en engelsk bemærkning til værket hvor Dryaden er nævnt, dog uden forklaring, men det beviser at den hørte til mytologien
”….
Ovid, in the Two Journeys, which he makes Medea take in her flying Chariot, touches upon several Fables in the Way, the most part of which are entirely unknown to Us. It would be altogether needless to enlarge upon Subjects which carry so little Instruction in them, and upon which History is so entirely silent. Let it therefore be sufficient to establish some general Principles, which may serve as a Key to these ancient Fictions. When a Person had escaped from any eminent danger it was published that he had been changed into a Bird. If, to avoid a Pursuit, a Man hid himself in a Cave, he was immediately transformed into a Serpent. If excess of Grief forced any one to burst into Tears, they became a Fountain. If a young Creature lost herself in a Wood she was made a Nymph or a Dryade. The likeness of Names also gave rise to several Fictions; thus Alopis was metamorphosed into a Fox, Cygnus into a Swan, Coronis into a Crow, Cerambis into that sort of Beetle, which has Horns on its Head. By this Rule the Reader may be able to understand the greatest part of the Fables, which Ovid relates here; but as some of them point at Historical Events I shall endeavour to explain them in a few Words. That of the Women of the Isle of Cos being changed into Cows, is founded upon a piece of Cruelty in the Companions of Hercules, who sacrificed some of them to the Gods of the Country. The Inhabitants of the Island of Rhodes were said to have been changed into Rocks, because they perished in an Inundation, which laid a part of that Island under Water, and particularly the Town of Ialysus. The Daughter of Alcidamas was extremely fruitful, which gave Occasion to the Fable of her Metamorphosis into a Dove. The Rage and Despair of Maera is set forth in her Transformation into a Bitch: and in Metamorphosing Menephron into a brute Beast we see the Horror which People had conceived of his Incest. Arne was changed into a Daw, because, having sold her Country, her Avarice and Covetousness might be exposed under the Symbol of that Bird which, according to the popular Opinion, loves Money. Phillyre, the Mother of the Centaur Chiron, was turned into a Linden-Tree because she had the Name of that Tree called by the Greeks."

Det store værk er skrevet på klassisk latin, og på latin kaldes væsenet Dryade som på græsk Drys (træ) og beskrives som en metamorphose for et menneske som farer vild i en skov. Altså kan man tolke det som et genfærd. Dog er en Dryade altid afbilledet som en tillokkende sensuel kvinde, som altid er at finde ved sit helt eget træ, hvor hun lever og dør.
En Dryade var et luftelement eller en naturånd og de kunne ophøjes til Gudinder. F.eks.

Eurydike var en trænymfe .

”… Orfeus giftede sig med en ung, smuk pige, nymfen Eurydike. Hun blev desværre umiddelbart efter brylluppet bidt af en slange og døde. Orfeus var knust af sorg. Derfor besluttede han at drage ned i underverdenen og betvinge med sine toner, at han kunne få sin elskede Eurydike op igen. Så han drog af sted og nåede ned i underverdenen til den fler-hovede hund, Charon og charmerede sig ind med musikken fra hans lyre. Det samme lykkedes med Charon, færgemanden over floden Styx, hvor alle døde sejler over. Også den hårede slange Furies og endelig underverdenens ledere Hades og Persephone, blev betvunget og accepterede at Orfeus kunne tage Eurydike med op igen - på én betingelse: Han måtte ikke kigge tilbage !
På vej op fra underverdenen blev Orfeus imidlertid grebet af en grusom, uforklarelig tvivl. Og om det gode og onde omkring underverdenen skal man aldrig tvivle ! Orfeus kiggede sig i sin dybe tvivl et kort sekund tilbage over skulderen. Eurydike bogstavelig talt smeltede foran øjnene på Orfeus og i samme øjeblik lukkedes dørene til underverdenen. Således var Eurydike for bestandigt draget bort fra vor verden”

Den græske gudinden Artemis beskrives i Illiaden, som den som har et stærkt bånd til nymferne og danser mange danser med dem i skovene.
Det er ikke rigtig beskrevet nogen steder hvad nymfernes opgave har været, andet end de skulle via deres forførende dans bringe mænd i fordærv og kidnappe dem til deres egen fornøjelse.

 

 

 

Pandora – den første kvinde.     

 

 

Pandora set som ”den guderne har givet alt” men var også en titel for Zeus moder Rheia, som da betød ”den der giver alt”.

 

Hefaistos skulle efter Zeus befaling skabe den smukkeste kvinde til ham for at straffe Prometheus og menneskeheden.

Prometheus, som var menneskenes velgører, havde stjålet gudernes ild og bragt den til menneskene og Zeus ønskede at hævne sig ved at lade Hermes præsentere den skønneste af alle kvinder for Epimetheus, som var Prometheus bror.

Hefaistos skabte den smukkeste kvinde som han formede fra jordens ler og Zeus fik alle guderne til hver især at udstyre hende med de skønneste attributter.

Bl.a. gav Afrodite  hende skønheden og forførelsens evne, og Athene underviste hende i kunsthåndværk og bad horaerne om at udsmykke Pandora med de smukkeste gyldne smykker og blomster fra de smukkeste haver.

Zeus egen gave til Pandora var en lille æske, som han befalede hende at hun altid måtte holde lukket.

Navnet Pandora gav han hende fordi myten fortæller at det betyder ”den guderne har givet alt”.

 

Pandora besad dog en nysgerrighed og kunne ikke lade være med at åbne æsken, og ud kom ulykker og plager, som lige siden har hjemsøgt os mennesker.

Myten fortæller også at det måske var Prometheus, der havde sørget for at alle onderne var lukket inde i æsken, og at han egentlig havde betroet Epimetheus at have ansvaret for at den aldrig blev åbnet og at den altid skulle være ved ham.

Han havde også advaret Epimetheus om aldrig at modtage en gave fra Zeus, og når han var sammen med Pandora skulle han sørge for at hun aldrig åbnede æsken.

Dog var Pandora uimodståelig for Epimetheus og hun besnærede ham så hun fik fat i æsken som han egentlig havde gemt for hende. Da hun var lige så skøn som hun også var tåbelig kunne advarslerne ikke stå imod hendes nysgerrighed. Hun kunne ikke lade være med at åbne æsken, og ud kom ulykker og plager, som lige siden har hjemsøgt os mennesker.

Der var en strøm af ulykker som fløj ud af æsken, og det eneste som ikke kom ud af æsken var ”håbet” – ”det bedrageriske håb”, som får os mennesker til at leve med al elendighed.

 

Pandora myten er en græsk myte.

Myten dukker først op i Hesiod´s episke digt Theogony (Gudernes tilblivelse) skrevet i perioden 700-800 før vor tidsregning.

Det skulle også være myten om den første kvinde for den dødelige race (mennesket). I litteraturen er Pandora og hendes æske ofte brugt i f.m. af beskrivelse af kvinder, som forfatteren mener at kunne sammenlignes med hendes karakteregenskaber.

Begrebet ”Pandoras æske” bliver også brugt i folkemunde når nogen giver slip på alverdens ulykker.

 

        Creation of Pandora, interior of Cylix, 470-460 B.C., British Museum, London, England

 

Her et udsnit fra Theogony:

 

Hesiod, Theogony – vers  570-610

 

[570] Forthwith he made an evil thing for men as the price of fire; for the very famous Limping God formed of earth the likeness of a shy maiden as the son of Cronos willed. And the goddess bright-eyed Athena girded and clothed her with silvery raiment, and down from her head [575] she spread with her hands an embroidered veil, a wonder to see; and she, Pallas Athena, put about her head lovely garlands, flowers of new-grown herbs. Also she put upon her head a crown of gold which the very famous Limping God made himself [580] and worked with his own hands as a favor to Zeus his father. On it was much curious work, wonderful to see; for of the many creatures which the land and sea rear up, he put most upon it, wonderful things, like living beings with voices: and great beauty shone out from it. [585] But when he had made the beautiful evil to be the price for the blessing, he brought her out, delighting in the finery which the bright-eyed daughter of a mighty father had given her, to the place where the other gods and men were. And wonder took hold of the deathless gods and mortal men when they saw that which was sheer guile, not to be withstood by men. [590] For from her is the race of women and female kind: of her is the deadly race and tribe of women who live amongst mortal men to their great trouble, no helpmeets in hateful poverty, but only in wealth. And as in thatched hives bees [595] feed the drones whose nature is to do mischief—by day and throughout the day until the sun goes down the bees are busy and lay the white combs, while the drones stay at home in the covered hives and reap the toil of others into their own bellies— [600] even so Zeus who thunders on high made women to be an evil to mortal men, with a nature to do evil. And he gave them a second evil to be the price for the good they had: whoever avoids marriage and the sorrows that women cause, and will not wed, reaches deadly old age [605] without anyone to tend his years, and though he at least has no lack of livelihood while he lives, yet, when he is dead, his kinsfolk divide his possessions amongst them. And as for the man who chooses the lot of marriage and takes a good wife suited to his mind, evil continually contends with good; [610] for whoever happens to have mischievous children, lives always with unceasing grief in his spirit and heart within him; and this evil cannot be healed.

 

 

 

 

 

 

Romulus og Remus

 


Romulus var den legendariske grundlægger og første konge af Rom. Romulus legenden er en historie der balancerer mellem historiske fakta og gamle legender.
Ifølge den romerske historie var Romulus grundlægger af byen Alba Longa som lå på skråningerne af bjerget Albano , hvor man mener at finde Æneas slægt efter Trojas fald. Dette link til det gamle Troja er meget vigtigt, da det giver de romerske historikere en legitim forklaring for den romerske erobring af den græske verden.

400 år efter grundlæggelsen af Alba Longa, døde kongen af Alba Longa hvilket fremprovokerede et voldeligt skænderi mellem hans to sønner, Numitor og Amulius på grund af arveretten til tronen. Den andenfødte Amulius formår at overvinde Numitor og derfor at overtage magten. For at undgå yderligere krav på tronen fra dynastiet  presser han Numitors datter Rhea Silva til at ægte sig. Rhea Silvia var Vestalinde og hun  besluttede sig til at bibeholde kyskhedsløftet som Vestalinde for at forhindre efterkommere og senere kandidater til tronen. På trods af den regel der binder sig til kyskhed, fødte Rhea Silvia alligevel tvillingerne Romulus og Remus, hvis faderskab tilskrives guden Mars.
I flg. legenden skete det at den hedenske gud Mars var betaget af Vestalindens skønhed og sneg sig ind i hendes tempel i byen Alba Longa for at sove med hende. Da den vanærede Vestalinde fødte tvillingerne, som udmærkede sig ved deres størrelse og skønhed men aldrig kunne arve tronen, blev Amulius så vred af skam over hende at han lagde tvillingerne i en kurv og efterlod dem i Tiberens strøm  og dræbte Vestalinden.
Ifølge hisorien betød det også at da de var sønner af Vestalinden Rhea Silvia var de derfor også efterkommere af Æneas og Mars.


                               

 

De blev skyllet i land ved foden af Palatinerhøjen som var opkaldt efter Pale, hyrdernes gudinde. Ifølge legenden fandt en hunulv dem og gav dem lov til at die hos sig.

I en fattig hytte nær Tiberens bred boede en gammel hyrde Faustulus og Laurentia.  En aften var Faustulus træt og sad på dørtærsklen til hytten mens Laurentia tilberedte aftensmaden.
Pludselig hørte han en raslen og bevægelse i skoven, og der gled en mørk skygge ned mod floden.
Faustulus tænkte på at gå derned for at se hvad det kunne være og sagde til sin kone at hun skulle vente på ham. Han gik forsigtigt ned til Tiberens bred. De seneste regnskyl havde oversvømmet marker og jord og der var opstået små søer af vand hvor han skulle gå.
Ved siden af en af disse små søer og ved foden af et træ så han en ulv som Faustulus syntes var enorm. Den  lå på siden og ved siden af ulven lå to børn som diede hos ulven.
Han troede at han drømte og begyndte at bevæge sig langsomt tilbage til hytten for at fortælle sin meget troende hustru at han havde set en ulv som diede et par tvillinger. Det ville hun ikke tro på. Så tog han hende i armen og trak hende hen mod floden.  Da de kom derned, kunne hun se at han havde ret, og de tog tvillingerne med tilbage. Kort efter var de to små hjemløse hentet ind i den varme  hytte, hvor de kom til at vokse op i Faustulus og Laurentias kærlige pleje. De voksede hurtigt og blev i løbet af få år to stærke fyre, lidt vilde men gode.

Faustulus havde kaldt dem Romulus og Remus, og de respekterede ham som en far. Hver eneste dag tog de længere væk fra hytten i jagten på nye eventyr.


"In Bocca Al Lupo" - det italienske udtryk for "Held og lykke!" stammer sikkert fra tvillingernes legende :  ”hvilket held at de fandt hende” (ulven) da de var skyllet op og efterladt ved Tiberens bred. Udtrykket betyder direkte oversat ”I ulvens mund”. 

                          

Et andet sted fortæller legenden også at Romulus og Remus kendte deres historie, og vendte derefter tilbage til Alba Longa, hvor de straffede den grusomme Amulius og befriede bedstefaren Numitor.
Efter opnået tilladelse fra Numitor forlod de Alba Longa og slog sig ned på Tiberens bred, hvor de voksede op og grundlage en by.

 

Men hvem af dem har så givet byen navn? 
Var det observationerne af fugleflugt som kan have givet byen sit navn eller var det den af de to som havde tydet nogle magiske tal og/eller kom navnet fra en drøm? 


De forskellige fortællinger fortæller blot at heldet fulgte Romulus, der tog en plov med op på Palatino højen og gravede en fure for at markere bygrænsen, hvoraf bynavnet Roma kan spores. Det siges at det skulle være sket den 21. april, 753 år før Jesus Kristus blev født.
Grundlægningen af den nye by betød desværre også slutningen på livet for Remus. Det var blevet besluttet, at ingen ( af en eller anden grund), havde tilladelse til at passere bygrænsen uden tilladelse fra byens regent. Men Remus, på grund af misundelse eller i spøg,  passerede grænsen med et spring og grinede mens han sagde: - Se hvor nemt det er!  -
Romulus var fuld af vrede og skældte Remus ud samtidig med at han tog sit sværd og dræbte ham og råbte at enhver der fornærmede Roma skulle dø.  Nu var Romulus regent, men var uden familie. Han regerede byen på klog vis, men en dag og under en storm forsvandt han. Det siges at han var blevet kidnappet af guden Mars.

 

 


 

 

Sleipner

 

Guden Odins hest hed som bekendt Slejpner. Selvom den var udstyret med otte ben løb hesten ikke på jorden, og den kunne flyve gennem luften og bringe sin herre hvorhen han ville og overalt i hele verden.

Her kommer myten om Slejpner.

 

 

 

Nordisk Mytologi efter Kilderne
af Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson, 1891


Slejpner.


Tidlig i den förste Tid, da Guderne havde fæstet Bo og bygget Midgaard og Valhal, kom en Bygmester og tilbød i tre Halvaar at bygge dem en Borg, der skulde være saa god, at den kunde yde Sikkerhed for Bjærgriser og Rimthurser, selv om de kom ind i Midgaard; han betingede sig som Lön at faa Freja til Ægte og vilde desuden have Sol og Maane. Aserne raadsloge derom og sluttede den Aftale med ham, at han skulde faa, hvad han forlangte, dersom han kunde bygge Borgen paa en Vinter; var der derimod den förste Sommerdag endnu noget ugjort paa den, skulde han gaa glip af Lönnen. Da de sagde ham disse Betingelser, bad han om at maatte tage sin Hest Svadilføre til Hjælp. Paa Lokes Raad tilstodes dette ham. Deres Aftale sluttedes med stærke Vidner og mange Eder, thi det syntes ikke Jætten sikkert at være blandt Aserne uden det, hvis Thor, som da var i Østen at slaa Trolde ihjel, skulde komme hjem. Han begyndte at bygge Borgen den förste Vinterdag. Om Natten førte han Sten til Bygningen med Hesten; det tyktes Aserne et Under, saa storeKlippestykker den Hest kunde drage, den gjorde dobbelt saa meget Arbejde som dens Herre. Da det led ud paa Vinteren, gik det rask fremad med Bygningen; og var den saa höj og stærk, at den var uangribelig. Tre Dage for Sommer var Jætten næsten kommen til Borgleddet. Guderne satte sig da paa deres Höjsæder, søgte efter Raad, og den ene spurgte den anden, hvem der havde raadet til at gifte Freja bort til Jøtunhejm og ødelægge Luften og Himlen ved at tage Sol og Maane af den og give dem til Jætterne. Alle kom overens om, at Loke, som raader til det meste ondt, havde givet dette Raad; de sagde, han fortjente en ond Død, hvis han ikke hittede paa en Udvej, saa Bygmesteren gik glip af Lönnen, og gave sig til at angribe ham. Loke blev ræd og svor, at han skulde mage det saaledes, at Bygmesteren gik glip af Lönnen, hvad det end skulde koste. Den samme Aften, da Bygmesteren kørte ud efter Sten med Hesten, løb en Hoppe ud af Skoven til Hesten og vrinskede. Da Hesten fik Öje paa Hoppen, blev den rasende, sled Rebene itu og ilede efter Hoppen, som løb ind i Skoven. Bygmesteren satte efter Hesten for at fange den. Hestene løb hele Natten, som derved gik til Spilde. Dagen efter blev der heller ikke arbejdet saa meget som tidligere. Da Bygmesteren ser, at Bygningen ikke vil kunne fuldendestil den bestemte Tid, griber Jættesindet ham. Da Aserne nu fik Syn for Sagn, at han var en Bjærgrise, ænsede de ikke Aftalen og Ederne, men kaldte paa Thor. Han kom öjeblikkeligt - han sidder sjælden stille, naar han hører sligt - og Hammeren Mjølner for fluks gennem Luften. Den forbitrede Gud betalte Byggelönnen, men ikke med Sol ogMaane; Jætten kom aldrig mere tilbage til Jøtunhejm, ved det förste Hug knuste Thor hans Hoved i Stumper og Stykker. - Noget, efter fødte Loke et Føl, der var graat og havde otte Fødder. Det er Slejpner, den bedste Hest hos Guder og Mennesker.

 

 

 

 

Sylvanus og Sylvan

 

      

  Sylvanus/Silvanus                                                                               Sylvan

 

 

Silvanus af latin: "i skoven" var en romersk skovånd, en Genius loci -  ”stedbestemt ånd”, der refererer til etruskernes guddom Selvans, som var skovlandets gud.

Det var ikke en personlig skytsånd men en ånd som levede og ”passede på” bestemte steder.

Det er ofte at der er i sten er indgraveret ”Genius loci” på kirkemurer for beskyttelse. Også på normanniske kirke, hvis de har været bygget af romerske stenmaterialer.

 

Den keltiske gud Sucellos blev sammenlignet Silvanus egenskaber og den slaviske gud Borevit har ligheder med Silvanus. Nogle traditioner betragte ham identisk med Aegipan.

 

Selve betegnelsen Sylvan henviser til skoven. Noget der lever i skoven, er lavet af træ eller består af skoven selv. Det kan også referere til en person eller en ånd so lever i skoven. Men igen – i mytologien refererer det til en guddommelig skovens ånd.

 

Gruppen af forskellige skov-ånder hørende til forskellige steder hedder Sylvans og kan siges at være øverste led af skovens dryader, som har mange navne i forhold til det enkelte træ som de tilhører.

F.eks. er Meliai asketræets dryade, og Daphne lauerbærtræets osv.

 

I etruskisk tid kunne en Silvanus både være afbilledet som kvinde eller mand, alt efter det stedsbestemte, men den romerske gud for skove, lunde og vilde områder var en mandlig frugtbarhedsgud, som var beskytter af kvæg og er tæt forbundet med Faunus.

Han viser mange ligheder med den græske Pan og som Pan kunne Silvanus også lide at skræmme ensomme rejsende.

Man skulle altid tilbyde ham den første frugt avlet på de områder som han beskyttede sammen med vin og brød.  Der måtte ikke være kvinder tilstede under ofringen..

Hans attributter er en kniv til beskæring (blomme-kniv) og en fyrregren,

 

Herunder er en beskrivelse på en ofring fra

 

Cato, De Agricultura 83 –

An offering to Mars Silvanus for the health of cattle

(oversat til engelsk af Quinta Claudia Lucentia Aprica

 

 

 

This description of a ritual to be performed for the health of cattle does not include an suggestions for appropriate words to be spoken, but simply describes the offering itself. However, since Cato states in his last sentence that his reader may vow or pray (vovere) the vow or prayer every year, some kind of spoken dedication does seem to be assumed.

Following the format of Cato's other prayers, it is likely that he would consider a fairly simple prayer to be appropriate, in which the god is called upon, the offering is verbally dedicated to the god, and the worshipper makes a humble request for the health of his cattle.

The ceremony can of course be adapted to a number of modern uses, such as a prayer for the health of employees, for the smooth running of machinery or for domestic pets. As for Cato's statement that a woman may not see or take part in the ceremony, it is of course a matter for individual worshippers as to whether they interpret this as a religious rule, or simply a recommendation which reflects the beliefs of Cato's time, and can therefore be altered without causing offence to the gods (I personally fall into the latter camp).

Latin text:
'Votum pro bubus, uti valeant, sic facito. Marti Silvani in silva interdius in capita singula boum votum facito. Farris L. III et lardi P. IIII S et pulpae P. IIII S, vini S. III, id in unum vas liceto coicere, et vinum item in unum vas liceto coicere. Eam rem divinam vel servus vel liber licebit faciat. Ubi res divina facta erit, statim ibidem consumito. Mulier ad eam rem divinam ne adsit neve videat quo modo fiat. Hoc votum in annos singulos, is voles, licebit vovere.'

English translation:
'Make the vow for the cattle, that they may be well, in this way. Make the vow to Mars Silvanus by day in the woods for each head of cattle. Three pounds of spelt and four and a half pounds of bacon fat and four and a half pounds of meat, three sextarii [each about one pint, or 0.568 litres] of wine; it must be placed together in one vessel, and in the same way the wine must be placed together in one vessel. It will be allowed that either a slave or a freedman may perform this offering to the gods. When the offering to the gods will have been made, consume it straight away in that very place. A woman may not be present at this offering to the gods, and nor may she see in what way it is done. It will be allowed to vow this vow each year, if you wish.'

The De Agricultura of M. Porcius Cato the Elder is a farming manual, written in around 160 BC. The work gives advice on a whole range of topics connected with the business of farm management, such as where to buy the best farming equipment, how to plant various types of crop, how to make garum (fish-sauce), and what the terms of a contract should be.

 

 

(Det er dog ikke pga min holistiske tankegang at mit eget navn er Silvana.

Det er mine forældre som har givet mig det i dåbsgave, men lidt til eftertanke giver det da for mig selv. Selvom der kan være andre grunde for at et navn på et givet tidspunkt er populært.

Men det er jo en del af magien J

 

 

 

TROLDE


En trold er en ånd og et menneskelignende væsen. De kan være venlige og knap så venlige.
Efter sagnene har der været eller er der mange trolde i Danmark.
På Møn findes også en af de mægtigste trolde, bl.a. Troldkvinden Gunnild som ville begrave Magleby kirke med sand, men tabte det. Derfor blev der en høj.
Ligesom alle andre Troldkvinder var hun en plantesamler med kendskab til drømmebær brygning. Et sagn siger at ”Den første der opdagede troldene var Bjørnekloen, som  afslørede eksistensen af troldene overfor menneskene”
Ved Magleby kirke ligger stenen i brolægningen med aftryk af en troldefod
Troldene siges altid at køre i karet, som bliver trukket af 4 sorte heste, som har ild ud af munden. Dette fordi de ikke er så hurtige til bens.
Tidligere prøvede de at give menneskene drømmebærsaft, som de tilberedte i deres store gryder og derefter gærede, så man enten fik drømmebær-snak eller drømmebær-syn. Den bevirkede også at når elverfolket drak det blev de fulde, men når mennesker drak det fik de hallucinationer, så det drømmebærsaft var farligt for menneskene. Traditionen er gået videre til de Gamle Eddertudser i moserne, som er den eneste som nu må fremstille det. En gammel Eddertudse er betegnelsen for ”Grimmerpus Bedstemor” eller ”Troldkvinden fra skoven”.

Der er mange planter, urter og træer som er opkaldte efter trolde. F.eks. eng-troldurt, mose-troldurt, lodden troldurt, troldhassel, troldel, troldnød osv. Nogle mente at træerne egentlig var skjulte trolde. Urterne skulle være medicin med magiske egenskaber, hvilket de i de fleste tilfælde også har. Andre mente at udseende, farve og duft mindede om troldenes værk.

 

 

Tutelary

 

Tutelary er i de fleste religioner beskrevet som en ånd og en åndelig vejleder og beskytter og fremvises på forskellig vis alt efter religion, kultur og geografisk og historisk område.

For alles vedkommende er det en Psykopomp som kan være en ånd, en dæmon, en gud eller en engel med det ene formål at vejlede os dødelige på jorden.

I Japan er det en vejleder og kontakt mellem det bevidste og ubevidste.

I Grækenland var det f.eks. Pallas Athene – i Irland var det en dobbeltgænger af en levende person –  Skytsengle i kristendommen har de samme kvaliteter – Islam kalder dem Djinns – Indianerne kalder dem bl.a Zoomorphic eller Nagual (Der viser sig gennem dyr) – Zoomorphic viser sig også I Ægyptisk mytologi  og som Fenrisulven I Norse mytologi  osv.

I Romersk mytologi kunne det også være en beskytter af bestemte geografiske steder, en Genius Loci, som ofte symboliseres som en slange.

Man kan sige at den åndelige vejleder eksisterer i alle kulturer og at forskellen kun ligger i hvordan vor tros ritualer udformer sig og hvad vi ønsker at se.

 

 

Her et eksempel fra AKAN kulturen i Vestafrica:

 

Tutelary er guderne for skabelse og personliggørelse  af naturens elementer, floder, grotter og bjerge. De eksisterede i AKAN landet sammen med den patriakale Guan som gik forud for den matriakale linie og  efterkommere  af AKAN og GUAN som sammen havde fordelt rollerne som høvding og præster.

AKAN beholdt Tutelary guderne men bestemte hvem der skulle være præster og høvdinge.

 

Nansing er en magtfuld lokal gud som beskrives at være en flod som løber ind i en grotte.

 

Ohantrase:

Når Høvdingen sammenkalder til en fest bliver det afholdt under det hellige Ohantra træ uden for høvdingens palads.

Når Guderne vælger deres præster og præstinder, går de rundt om kredsen af deltagere (mod uret) mens der danses, lykønskes og spilles på forskellige trommer.

 

Se mere om AKAN symbolik under Symboler for livet.

 

 

 

 

 

 

Legenden om St. Valentine og kærlighed

 

 

 

Historien om Valentinsdag - og historien om en skytshelgen - er indhyllet i mystik. Vi ved, at februar længe har været fejret som en måned fyldt med romantik, og at St. Valentinsdag, som vi kender den i dag, indeholder rester af både kristne og gamle romerske tradition. Men der var en Saint Valentine, og hvordan er han  blevet forbundet med denne gamle ritus?

 

Den katolske kirke anerkender mindst tre forskellige helgener som er navngivne Valentine eller Valentinus, som alle led martyrdøden. En legende er dog stadig gældende, at Valentine var en præst, der tjente i det tredje århundrede i Rom. Da kejser Claudius II besluttede, at enlige mænd var bedre soldater end dem med koner og familier forbød han ægteskabet for unge mænd. Præsten Valentinus protesterede og tilkendegav uretfærdigheden af dekretet og trodsede Claudius. Valentinus fortsatte med at vie unge elskende i al hemmelighed. Hans handlinger blev opdaget og Claudius besluttede, at han skulle tortureres og lide indtil døden.

 

Andre historier tyder på, at Valentine kan have være blevet dræbt for at forsøge at hjælpe kristne til at flygte fra de barske romerske fængsler, hvor de ofte blev slået og tortureret. Ifølge en legende, blev der nævnt at en fængslet Valentinus sendte den første "Valentine" hilsen efter at han forelskede sig i en ung pige - måske datter af en arrestforvarer - der besøgte ham under fangenskabet. Før sin død, skulle han have skrevet et brev til hende underskrevet "Fra din Valentine". Et udtryk der stadig bruges i breve den dag i dag. Selv om sandheden bag Valentine-legenderne er udokumenterede understreger historierne hans appel som værende en sympatisk, heroisk og - vigtigst af alt - romantisk figur. I middelalderen ( takket være dette ry) blev Valentine måske en af de mest populære helgener i England og Frankrig.

 

Oprindelsen til Valentinsdag: En Hedensk Festival i februar

 

Mens nogle mener, at Valentinsdag fejres i midten af februar for at mindes årsdagen for Valentines død eller begravelse - omkring år 270 - hævder andre, at den kristne kirke måtte have besluttet at placere St. Valentins festdag i midten af februar i et forsøg på at "kristne" kunne fejre den hedenske dag af Lupercalia. Fejringen skete på IDUS som var medio februar -  d. 15. februar - hvor Lupercalia var en fertilitetsfestival dedikeret til Faunus, - den romerske gud for landbruget, samt til de romerske grundlæggere Romulus og Remus.

(se afsnittet om "Faunus" og "Romulus og Remus" længere oppe på denne side)

 

Lupercus (latin Lupercus), dvs beskytter af får og geder fra angrebet af ulve. Ifølge Plutarch ser det ud som det var et renselsesritual.

 

 

Valentinsdag: En dag med Romance

 

Lupercalia overlevede den første tid efter indvandring af kristendommen men var forbudt at fejre, da det blev anset for "ukristent" – specielt i slutningen af det 5. århundrede, da pave Gelasius erklærede 14. februar for St. Valentinsdag. Det var først langt senere, at dagen definitivt blev  forbundet med kærlighed. I middelalderens Frankrig og England var det almindeligt at 14 feb. var starten på fuglenes parringssæson, som derfor knyttedes til den ide at centrum for Valentinsdagen bør være en dag for romantik.

 

Valentin hilsener var populære så langt tilbage som tilbage i middelalderen, men at skrive om  Valentin begyndte først at dukke efter 1400 tallet. Det ældste digt som siges at være knyttet til Valentine og som stadig eksisterer i dag, var et digt skrevet i 1415 af Charles ler d'Orléans, til sin kone, mens han endnu var fængslet i Tower of London efter hans tilfangetagelse i slaget ved Azincourt. Hilsenen er nu en del af en manuskriptsamling foretaget af British Library i London, England. Adskillige år senere menes det, at kong Henry V hyrede en forfatter ved navn John Lydgate til at komponere en Valentine note til.Catherine de Valois.

 

 

Je suis desja d'amour tanné

Ma tres doulce Valentinée...

—Charles d'Orléans, Rondeau VI, lines 1–2

 

 

 

 

 

 

 

 

Åbenbaringen - Epiphainomai - Troens mysterium

 

Åbenbaring kommer fra det græske begreb "Epiphainomai" - på latin "Epifania", der betyder "noget som synes at være eller noget der fremstår som ", og er en del af et religiøst sprog, der bruges til at beskrive manifestationer eller åbenbaringer fra guderne og det hellige.
Den guddom der normalt fremstilles kan være at hjælpe i kamp, som et skræmme-element eller til helbredelse eller redning. 

 

 

En åbenbaring og et barn blev født

I flg. Bibelen bruges et ord, som Mathæus brugte til at beskrive de besøgende fra øst: "magoi" (magiker). Det er interessant, at de latinske, græske og engelske former formentlig alle er omskrivninger af et gammelt persisk ord, "maguš", magu : præst, vismand. Matthew fortæller os meget lidt om disse mystiske besøgende. I hans tid, fortælles at de kom fra øst, hvilket kunne være fra Arabien, Mesopotamien eller regioner tæt på. Historien viser os, at de har rejst en lang vej. Da Mathæus ikke valgte at identificere dem nøjere, har mange forskere og lærde brugt meget tid på at identificere dem gennem skrifterne. De kan have været medlemmer af en bestemt kaste tilhørerne den gamle iranske gruppe af Medes præster og stjernetydere fra Babylon, Egypten eller Lydia og Zoroastrian præster fra Iran, Irak, Tyrkiet eller Kaukasus - eller måske var de en del af andre datidige grupper, der var dygtige fortolkere af drømme og stjernetydning.

 

Kalenderen og ledestjernen

Efter et neolitisk (stenalderen) ritual kan man også finde tidligere spor for denne tid på året: i særdeleshed fejringen af solen (vintersolhverv) og dens genfødsel (længere dage).

Da Månens kalender er sæsonbestemt/cyklisk har fortidens mennesker sikkert ikke haft brug for hverken at skulle tage hensyn til et bestemt år og det er da også sandsynligt at den lineære/årlige kalender senere er blevet udarbejdet af religiøse årsager fra et år "0", hvorfra man kan begynde at tælle. Hvis de havde en sådan lineær kalender, havde de sandsynligvis taget enten forårsjævndøgn (marts 21 e.v.t.) og vintersolhverv (december 21. e.v.t.) som vigtige datoer. Men, vi har ikke været der, så derfor er det uden betydning om de datoer vi fejre virkelige er de datoer som vores kalender viser.

Den persiske kalender, som er en af de ældste kalendere, er en solkalender og starter derfor hvert år ved forårspunktet af astronomiske observationer fra Teheran. Den bruges stadig.

De tre vise mænd fra østen, kom måske fra Babylon, Persien og/eller Yemen og ville derfor nok på den tid have brugt en solkalender, så derfor ved vi heller ikke om vor tidskalender holder i datoer.

Den julianske kalender blev indført f.v.t. "Et Juliansk år" var 11 minutter og 14 sekunder længere end et "solår", hvor den blev brugt helt til slutningen af 1500-tallet, hvorefter den blev erstattet af den gregorianske kalender som vi kender nu.

7. januar var derfor Juledag i det østlige ortodokse kirker og orientalske ortodokse kirker som brugte den julianske kalender og d. 6. januar blev i det 3. århundrede den vestlige romerskkatolske kirkes Helligtrekonger - også kendt som "Tolvte juledag".

 

 

 

Epifania

I mange områder af den klassiske tidsalder op til Helligtrekongers aften d. 5. januar e.v.t.., som også symboliserede solen og de befrugtende magter, var det typisk at ofre til en hellig Gud i slutningen af regeringstiden, for at erstatte den der skulle herske i det følgende år. (en form for genfødsel/livets cyklus)
Menneskeofringer er ikke længere praktiseret og har ikke været det i årtusinder, men har været skik og brug ligesom afbrænding af afbildninger eller dukker.

Blandt den mere folkelige og almene befolkning blev begrebet Epifania i Italien visse steder erstattet med Befana som blev synonymt med den samme aften (d. 5. januar e.v.t.), hvor karnevalet begyndte. De første maskerede parader, der stammede direkte fra middelalderens mysteriespil, var mysterier opført og dedikeret til de tre magiske kongers rejse til Betlehem.
I denne gamle form for repræsentation af Hellig Tre Konger var grupper af unge klædt ud til at opføre og iscenesætte kongernes rejse som stadig trak på den religiøse betydning af festivalerne. Over tid er de " hellige mysterier" om nøjsomhed og hellighed blevet mere og mere fortrængt af sekulære maskerede parader.

"La Befana" opstod som en romersk myte og myter der bliver mundtligt genfortalt har det jo med at ændre sig.

I en af dem skulle hun havde været en gammel kone som de tre vise mænd spurgte om vej, og som hun også gav husly. Efter de var rejst videre for at finde ledestjernen prøvede hun at følge efter dem. Hvis hun mødte børn de steder, hvor hun bankede på for at finde vej frem til jesusbarnet, gav hun dem gaver som tak.

En anden historie er at hun var en kvinde som selv havde et barn som døde, og hun drog ud i verden for at finde jesusbarnet i håb om at dette barn kunne være hendes eget genopståede barn. Hun fandt dog ud af at Jesus ikke var hendes døde barn, men at hun var sat her på jorden til at være moder over alverdens børn og at tage vare på dem.

I det attende århundrede nåede disse fester deres højdepunkt med processioner af rigt dekorerede vogne medbringende forskellige hekse - specielt en der udmærkede sig i rigdom og pragt af tøj.

Rejsen gennemførtes af de vise mænd og gaver til den fattige hytte symboliseredes via syngende optog og tiggeri gennem de maskerede processioner, som blev udført af grupper af unge mennesker på juleaften.

Egentlig kan man ligestille det lidt med den danske folklore der hos nogen har erstattet eller tilført julens religiøse betydning med Sankt Nikolaus og i øvrigt er blevet et generelt symbol for julemanden og julefesterne i det offentlige rum.

 La Befana          Sankt Nikolaus

 

 

Mysteriet

Mysterier er alle knyttet til noget vi umiddelbart ikke kan forklare. Hellige og guddommelige mysterier er dem vi anerkender, tror på og ikke har brug for at forklare. De findes ikke i bøgerne men kun i vore oplevelser. De opleves i alle kirke- og trossamfund - enten det er Kristendommen, Islam, Budisme, Paganisme eller Wicca hvor vi manifesterer vores tro med ritualer og tilbedelse af det uforklarlige - og mysterierne forbliver enigmatiske. Selv tilhængere af ateisme oplever mysterier som de må erkende at de ikke får svar på. Udenforstående forstår ofte ikke hvorfor nogen oplever eller tror på dem, men tro er en del af mysteriet.

Selvom det er et faktum at hellige skrifter fortolkes som de læses, og at vi læser forskelligt, så er mysteriet i denne sammenhæng mere hvad vi personligt oplever når "historien" opleves af os selv. Selve tolkningen af symbolikken og refleksionen over teksterne i en bog er en evne vi mennesker besidder og kan bruge . Ikke hvorvidt datoer, navne, steder er korrekte. Derfor har mange mennesker også gennem tiden ændret på forståelsen og traditionerne på en mere liberal måde end den fundamentalistiske tilgang til skrifterne, som tager hvert ord bogstaveligt.

 

.....og ledestjernen kan vi selv vælge - måske er det Polarstjernen eller vores egen metafor af myter og drømme - symboler for vores helt egen vej at gå.

 

 

 

"Myter er offentlige drømme - drømme er private myter"

(Joseph Campbell)

Metaforer og Mytologi - naturens metamorfose som indtryk og udtryk for dine tanker og handlinger

Metafor, (af gr. metaphora 'overføring', af metapherein 'bære, føre over'), overføring af ord eller udtryk fra deres normale anvendelse til en sammenhæng, der fremkalder ny, billedlig betydning. Ifølge Aristoteles, den første teoretiker på området, bruges metaforer, dels hvor sproget mangler et ord for et fænomen, dels hvor der er behov for variation — f.eks. "livets solnedgang" i stedet for "alderdom" .Overføringen beror på analogi. Metaforen er en sammenligning uden "som".

De romerske retorikere, især Quintilian, byggede videre på det græske grundlag, men betonede, modsat Aristoteles, metaforens karakter af pynt. Herpå hviler den klassiske stilistiks forestilling om, at metaforen ikke så meget er en overføring som en omskrivning, en erstatnings-forestilling, der kan føres tilbage til en egentlig forestilling.

Gennem naturens naturlige Metamorfose og vor egne metaforer kan vi opleve nye sider af os selv,

Meditation og koncentration omkring naturens forandring, forvandling, omdannelse og omformning vil give energi til forandring og give dine tanker kraft til at du selv kan blive i stand til at tolke dine egne metaforiske og mytologiske symboler.

....og hjælpe dig til at få mere klarhed over hvorfor du tænker som du gør.

 

 

 

 

 

Site Search:

search tipssitemap