Global House Holistic

I pagt med naturen

Samfund

SYNØKOLOGI


Økologisk lægekunst

Ordet økologi består af det græske ord oikos, der betyder hus eller bolig, og ordet logos, der betyder diskussion, drøftelse eller samtale. I moderne forstand er økologi studiet af organismen som helhed i relation til dens omgivelser eller miljø. Der er to generelle underafdelinger af økologi:

1.Autøkologi, der drejer sig om de enkelte miljøfaktorer og deres virkning på enkeltindivider.
2.Synøkologi, som handler om den samlede virkning af disse faktorer på plante- og dyrefællesskaber.

Ordet lægekunst omfatter traditionelt evnen til god kommunikation og til at forstå patienters og deres omgivelsers reaktioner i relation til sundhed og sygdom. Lægen må forholde sig til patienten som et menneske.
Ellers kan der ikke udøves lægekunst.

Systemfejl

Da vi ofte baserer vores tilværelse på ret bevidste kundskaber og nok ikke tager os tid til at være opmærksom på sindet, kan det måske være fordi vi er bange for at give efter for det ubevidste når vi opdager at et sådant findes.

Vi skyder det væk som noget sekundært og lader det primære være det tillærte tekniske med bevidste reaktioner, da vi for det meste kan have en forklaring parat.

Hvis vi når ud ”på dybt vand” og begynder at være opmærksom på vores psyke kræver det også en stræben efter harmoni og balance, og mange mennesker orker ikke (eller føler ikke) at dette er nødvendig pleje, da det ofte er uoverskueligt.

Vi er selv i Vesten blevet en del af teknologien og evner ikke altid at skelne mellem os selv og maskinerne. Maskiner er effektive og hurtige – præcise mekanismer uden psykiske systemfejl.

Da vi ind i mellem føler os ligestillet med det mekaniske mener vi også at det er påkrævet at fungere som sådan og levner meget lidt til vores egen velvære.

I store dele af verden har man dog gjort op med dette livssyn og fundet ud af at mennesket gør stor skade på sig selv ved at ”glemme” den mentale tilstand.

Betragtningen for mennesket bør være ligeværdig med den økologiske balance som vi tilstræber i resten af naturen, og indebære det samme værdigrundlag. En etisk og sundhedsmæssig betragtning af os bør være selvskreven.

Profetier som kun bliver opfyldte, hvis vi ikke tager naturen alvorligt

Mange mennesker har forudset jordens undergang og/eller ragnarok, ved bl.a. hjælp af horoskoper, magi, trylleformularer og hedenske ritualer.
Nogle mennesker har købt overlevelsespakker fordi andre har forudset at en skare af udvalgte skulle overleve på bekostning af resten af menneskeheden.
Endnu andre lavede huler i jorden og havde i sinde at blive der indtil profetien var gået i opfyldelse.
Nogle troede da vi nåede år 2000 at alting ville blive skæbnesvangert for os mennesker, at Jesus ville komme igen i skikkelse af en anden og/eller Antikrists komme. Der har også været profetier om invasion fra det ydre rum når vi nåede et Millenium.
Helt tilbage til verdens oprindelse har der været sådanne profetier. Mayaerne havde en ”undergangs-kalender”, Bibelen beskriver det, Nostradamus var dybt optaget af det, Jehovas mener helt bestemt at det snart er nært osv., og førstedages helliges kirke graver sig ned for at vente.
Dommedag, syndflod eller jordens undergang, men selv forskere nu til dags beskæftiger sig med det, og nu er det ikke mere profetier, men ren og skær logisk videnskabelig tænkning.

Haroun Tazieff, som studerede vulkaner hele sit liv har sagt om disse store uregerlige naturfænomener ”En vulkan er som en syg kæmpe, hvis sygdomssymptomer kun er feber, hoste og opkastninger. Samtidig er vulkanen en vanvittig – men man kan ikke lægge den i spændetrøje. Vi kan kun lytte til dens rasende hjerte og måske forudsige, hvordan den vil opføre sig de næste timer.”

Vores viden om jordens indre er meget beskeden, og dog bruger vi meget tid på at finde ud af hvad der foregår i rummet. Det nære er ikke nær så interessant mere, eller har vi bare opgivet og læner os op til profetierne, som gør os frie til ikke at tage naturen alvorlig – da vi jo alligevel ikke kan stille noget op.

Magmaet fra vulkanerne har temperaturer på over 1000 graders varme. Hvis der opstår en spalte i jordskorpen, så eksploderer det kogende indre og slynges op i luften, og en ny vulkan er født. Det er det vi ved. Så vulkaner angiver sværhedszoner i jordskorpen på strækninger lige fra hundrede til tusindvis af kilometer. Vulkanudbrud er som sagt beskrevet af mange folkeslag, lige siden mennesket via billede- eller skriftsprog kunne fortælle om det.
Alle i år 79 efter vor tidsregning blev Vesuv i Italien beskrevet. Pompei er bevis på det. En vulkan som på dette tidspunkt havde været inaktiv i mange århundrede.

I Bibelen står der om Ægypten ”et tæt mørke kom, den ene kunne ikke se den anden, og ingen flyttede sig af stedet i tre dage” Man har prøvet at gætte sig frem til solformørkelser, sandstorme el.lign., men i en udgravning i 1899 på øen Santorini i det Ægæiske hav fandt man bevis for en af de største vulkankatastrofer i menneskeheden.
Ved hjælp af en kulstof-14 prøve i 1967 kunne man finde frem til at katastrofen var sket helt tilbage til det 15.århundrede før vor tidsregning.

Krakatau-katastrofen i 1883, som nu er en vulkanø mellem Sumatra og Java, hvor der døde ca. 36.000 mennesker opstod via et krater midt ude i havet så koldt vand med glødende lava blev blandet, og gav en eksplosion ud af et 445 m højt bjerg på øen, som udspyede aske og store klippestykker op til 100 km. væk.  

I dag kan man via videnskaben forudsige et nært forestående vulkanudbrud, men kun med meget få dages varsel. Profetier på længere sigt er imidlertid ikke muligt, da vulkaner er som skorstene fra jordens indre. Man kan iagttage dem, men aldrig være sikker på beregningerne. Jordens indre beholder sine hemmeligheder for sig selv, ligesom jordskælv og tsunamier.

Så et godt råd til dem der mener at man skal grave sig ned og vente på dommedag, så er det nok ikke det bedste sted at opholde sig.
Derimod er det ikke helt galt at vi tænker os om vedr. klimaforandringer, drivhusgasser og ikke mindst når vi flytter rundt på vor kære klodes jordoverflade via boringer, mineraludvinding, bomber (krige) m.v.

Samtidig bliver vi også nød til at tro på at ikke alle myter kun er myter.
Det er sandsynligt at byer er blevet opslugt af havet eller jorden, at verdens kontinenter har forskudt sig og sågar Atlantis-myten, som sagtens kunne være Santorini naturkatastrofen, og at byerne Sodoma og Gomorra virkeligt forsvandt i det døde hav.

Så vi skal respektere og passe godt på den jord vi bor på - på den måde passer vi også på os selv.

De syv figurer på den øverste del :1. Merkur med en Heroldstav, ansigt til ansigt med Saturn, som er bevæbnet med en le (ydmygelsen af den dagligdags Merkur af guden Merkur, hvis ben Saturn har skåret af) – 2. Bjerget med de syv huler og de syv slanger, hvor uhyrer fortærer hinanden mens gyldne grene vifter i brisen (Merkurs sublimering efter ydmygelsen) – 3. Hesperidernes have som er prydet med en kilde som forgæves opsøges af blinde mænd ( Merkurs regeneration efter sublimeringen) – 4. En kronet krone der giver ordre til massakren af de uskyldige (uddragningen af guld til kviksølv) – 5. to slanger som fortærer hinanden omkring en gylden stav (opløsningen og forflygtigelsen af de to dele af samme metal) – 6. Korsfæstet slange (koagulation og fiksering) – 7. Ørken med fire kilder, fire floder og fire slanger (mangfoldiggørelse – Nedenunder ses symboler på fuldendelsen af værket og på modsætningernes forsoning og forening.

 

 

 

 

 

 

NUTID

DAMANHUR

I Norditalien (Torino kommune) ligger et samfund som er opbygget af mennesker som ønsker at ændre vores verden og samfundet til det bedre.

http://www.olamidamanhur.it/html/home.asp

Den findes også på engelsk.

Der eksistere også en dansk hjemmeside med informationer www.damanhur.dk, dog er den ikke så fyldestgørende, men mere vejledende.

Frihed – ansvar og samhørighed

Credito, Damanhur, Italien
Af Lepre Viola oversat og forkortet af Dansk Center for Byøkologi

Komplementærvalutaen  ”Credito” er opstået udfra et ønske om at genoprette den oprindelige betydning af penge; et middel til udveksling af varer eller ydelser baseret på en indbyrdes aftale mellem de involverede parter.
Brugen af Credito som møntfod muliggøres af den indbyrdes tillid mellem brugerne. For Damanhurs beboere er Creditoen også et udtryk for et økonomisk-filosofisk standpunkt. Man ønsker ikke, at penge skal bruges til spekulation, men som et middel til udveksling af varer og ydelser. Penge skal altså ikke være et mål i sig selv.
Damanhur er opstået og har udviklet sin egen økonomi ud fra ideen om lokale ressourcer og lokal velstand.
Initiativgruppen til Damanhur besluttede i midten af  70´erne at slå deres personlige formuer sammen for at være i stand til at købe land og ejendomme til at starte lokalsamfundet Damanhur.
Det var en periode med dyre banklån, og da der var behov for at have likvide midler til den fortsatte etablering af Damanhur, besluttede man at erstatte de penge der blev brugt til at betale for varer og ydelser som samfundets beboere udvekslede internt med et andet udvekslingsmiddel, som man kaldte ”Credito”.  Dermed fik indbyggerne ”frigjort” italiensk valuta som så kunne bruges til køb af huse og ejendom. Værdien af en Credito blev sat til 1.000 lire.
De der arbejdede udenfor Damanhur satte ombyttede jævnligt en del af deres indkomst til Creditos. Creditos blev udsendt som rigtige mønter og sedler. Credito er i dag kompatibel med Euro-valutaen.
Fordelene ved et komplementært monetært system er talrige. Den interne økonomi i et givent samfund kan styres lettere og kan dermed sikre lavere priser på såvel serviceydelser og forbrugsgoder. EN sådan intern økonomi giver penge deres oprindelige bestemmelse tilbage: som et byttemiddel – ikke som et middel til økonomisk spekulation. I Damanhur har brugen af Creditoen muliggjort en intern økonomi/udveksling som er forbundet med bæredygtighed på alle planer.
På baggrund af næsten 30 års erfaring indenfor dette, er Damanhur klar til at anbefale sin model til andre samfund/fællesskaber, som en realistisk mulighed.
Økonomi og Credito
En komplementær valuta er nødt til at skulle bygge på en veludviklet lokal og regional økonomi, udover at basere sig selv på gensidig tillid og fælles idealer.
Konsortiet
Overvåger, at de produkter og services som bærer Damanhurs navn lever op til de fælles idealer om bæredygtighed og respekt for mennesker og natur.
Arbejde
Damanhurs økonomiske system er baseret på principperne om at dele, solidaritet og individuel ansvarlighed.
I Damanhurs filosofi, har begrebet arbejde en bred betydning: ud over den selvfølgelige betydning: at  opfylde materille behov bidrager enhver ”Damanhurianer” gennem sit arbejde til det fælles bedste. Arbejde ses tilmed som et middel til åndelig vækst – en måde at udtrykke og bruge talenter for fællesskabets bedste.
Alle i Damanhur arbejder – bidrager med det de kan – men udover dette bruger mange borgere faktisk tid på frivilligt arbejde. Nogle borgere producerer ikke en direkte indkomst, men gør så fyldest på anden måde for fællesskabet - resten af fællesskabet hjælper så disse borgere økonomisk.
At dele
Man er fælles om alle udgifter og restpengene er derefter disponibel for hver enkelt borger.
Solidaritet
Man hjælper de der ikke kan tjene til livets ophold selv i Damanhur (børn, ældre, svagelige).  Eller hvis en borger har en sygdomsperiode eller holder barsel.

Damanhur Federation
10080 Baldissero Canavese
ITALY
email: federation@damanhur.org

det spirituelle og holistiske i Damanhur

Video vil blive vist her

Hvis I vil have en virtuel rundvisning i templet i Damanhur kan den ses på:

Tempel/Damanhur

Arunta

Arunta, de første indfødte australiere, havde en yderst simpel men barsk dagligdag. Dog havde de også sammenkomster som hele stammen deltog i, som var festlige og en hyldest til livet.

Festerne åbenbarede en ret kompleks social åndelig kultur, som krævede kendskab til forfædre, myter og magi. Man skulle lære sange og ritualer af stammens ældste og der var indvielsesceremonier som betød en stor del af Aruntaernes liv.

Da europæerne slog sig ned i Australien i ca. 1788 var der ca. 300.000 indfødte Aboriginals og Torres Strait øboer, og det kom også til at betyde, at naturfolket måtte flytte og rejse væk fra nogle af de områder som ellers var deres hjem og base.

Der opstod nye former for vegetation og dyreliv pga. den europæiske indflydelse og import.

I 1960 regnede man med at der var ca. 50.000 oprindelige indfødte, men i 1990 hvor den Australske regering har gjort et grundigt arbejde for at fremme de kulturelle rødder regner man med at ca. 350.000 mennesker ud af de ca. 20 millioner indbyggere afstammer fra de oprindelige australiere.

Dog er det ikke lykkedes helt for den australske regering, da flere af de indfødte ofte flakker rundt som hjemløse med store sociale problemer, da en stor del af den australske befolkning ikke acceptere dette integrationsarbejde i at fremme de originale kulturelle rødder.

Aboriginal

Australierens indstilling til sine omgivelser var baseret på fortidens mytologiske overbevisning, som havde lært ham at de naturligere omgivelser ikke kunne forandres.

45,000 year old Aboriginal cave drawings in the Laura area of Cape York

Hver plante og hvert levende væsen var et bevis for en fortsat genfødsel af forfædrenes ånder, hvilket så stemte overens med hans tro på meningen med at strejfe rundt i det ørkesløse landskab.

Her var han sat på jorden til at jage og udfærdige de redskaber han skulle bruge i den meget enkle men barske dagligdag.

I flg. Mytologien var deres forfædre kommet op af jorden i en meget fjern tid som kaldtes Alchera, hvor mennesker, planter og dyr kun var ånder.

Det var ånderne som havde formet landskabet og alt levende på jorden. Når ånderne var færdige med deres arbejde forsvandt de igen i en underjordisk hule.

Hulerne indeholdt magiske sten eller træblokke kaldet Churinga, og heri havde ånderne efterladt forfædrenes sjæl.

(se også under afsnittet Symboler for Livet, Churinga)

FORTID

MODER JORD OG
DE ETRUSKISKE KVINDER

….at forsikre sig at ens egen kultur består.
Vi skal forestille os, at vi er ca. 700 år før vor tidsregning i Etruria, hvor indbyggerne er kendt for historie og mytologi. Eksperter i navigation, udvinding af metal, bygningskunst, kanaler, handel, kunst og astrologi samt guddommelig magi. Et folk, ikke kun ført af Guder, men siges at være udsprunget af ”Den store skabelses moder”.
Det overskyggende element er det feminine som karakteriseres via etruskernes mytologi, og deres kunst giver præg af det.
Ikke kun af kvindefigurer, men også af Jorden, Moder Jord, og egentlig som et simpelt symbol for al skabelse.
Gudinden Uni for kunst og videnskab og Turan, som symbol for den modne kvinde, der styrer menneskets kærligheds-hjerte. Urcla, gudinden for vand og Selvans Vultumna for skoven.
Så er der semi-guder ”Lase”, som består af bl.a. Vecu, Muntacha, Losna, Vanth, Mean og Zipna. De er afbilledet som engle og familiebeskyttere – både i livet og i døden.
Men øverst var ”Den store moder jord”, Tin, Uni og Menrva  m.v. som var en samling af flere guder.

De etruskiske kvinder var attraktive, gådefulde, årvågne og frie og uafhængige i deres natur, hvorimod de græske og romerske kvinder var deres mænd underdanige.
For at møde de etruskiske kvinder skal man tage til Tarquinia.
Tarquinia ligger ca. 90 km fra Rom og 45 km fra Viterbo i Italien.

Den mægtigste kvinde hed ”Tanaquilla”.
Hun var ambitiøs, aristokratisk, forudseende i forhold til sin tid og  forvaltede doktriner og love til yderste punkt. Stærkt i  kontakt med guderne og indbyggerne i Tarquinia mente at hun var ”rørt af guderne”.
Hun var gift med Luchmon, der var halv etruskisk og halv græsk og som var flygtet fra Corinth.
Rom var endnu ikke nogen by, men bare en masse høje med landsbyer på, og romerne kom til hende for at få svar på gudernes tegn.
Tanaquilla forvandlede romernes små landsbyer til handelspladser, fik etruskerne til at bygge viadukter så de kunne overrisle de frodige marker, og lærte romerne at aflæse naturen og bruge den til bl.a. medicin. Hun indførte en skole som skulle samle al viden så alle kunne få gavn af den.

Det er nødvendigt at vandre gennem markerne som ligger ud til havet, passere en stor eng med roser og tufsten og en have med liljer og iris for til sidst at nå til en trappe som fører ned til det mægtige Necropolis, som er en kæmpe fællesgrav, der indeholder rum som ligner alm. huse.
De begravede tog også alle deres personlige ejendele med sig, og i stedet for sarkofager, hvor afbillede begravede er liggende, var den/de begravede altid fremstillet som i levende live. Siddende, smilende og festligt klædt på.
Trappen ned til Necropolis er det led som er mellem sjælens to verdener, hvor dødens gudinde Vanth venter med de store atomfavnende vinger og sit sværd, sin fakkel og en nøgle til evigheden. Vanth beskrives nogen gange som en dæmon andre gange som en engel, men egentlig skulle hun være en ånd fra underverdenen, en Chthonic, som sørgede for genopstandelsen.
Det må nok komme an på hvordan man selv ser på døden, men etruskerne var ikke bange for den da de troede på evigt liv. Derfor var der altid fester ved begravelser med jonglører, musikere, dansere og atletiske lege.

Efter man er kommet ned ad trappen og gennem en lang gang ser man overdådige vægmalerier, som skifter i farverne alt efter lysets farvespil.
Man ser billeder af kvinder med deres bløde hår, nogle med glat andre med duvende krøller. Ser dem sminke sig,  hvordan de klæder sig på med deres farvestrålende kjoler, uldne kapper og flotte sko. Billeder af forestillinger som man måske aldrig har tænkt på i forhold til datidens kvinder.

Armbåndene på kvindernes arme, som er malet på freskoerne er malet i sarte farver, så man næsten kan forestille sig at de stadig rasler på de dansende elegante og yndefulde kvinder. Øreringe med vredne guldblade og de næsten gennemsigtige halskæder af rav glimter i lampeskæret.
Kvinderne danser med sig selv. Nogle bevæger sig med små skridt med fuld opmærksomhed i deres blik på sensitiviteten i mysteriets symbolverden. Andre med arkaiske og forventende smil danser de vildt og inderligt med kastanietter og bukker hovedet bagud, folder deres lange og smidige hænder og hengiver sig til naturens orden.
Fuglene flyver bort, næsten skrækslagne og løverne åbner deres gab, panteren sluger sit bytte og delfinerne springer i havet.

De sande kvinder af Tarquinia mener man først og fremmest var kulturelle og raffinerede, og er afbillede i store banketter i deres hjem, hvor de sidder i centrum eller hvor de plukker blomster og urter i deres haver.
De afbilledes også i deres smukt udsmykkede senge med store puder. Nogle mænd kigger nysgerrige eller med respekt på dem, andre danser eller jonglere omkring dem. Andre kommer smilende hen imod dem med æg, et symbol for udødelig frugtbarhed.
På væggen i ”Tyrenes grav”, er afbilledet en kvinde, som næsten virker gennemsigtig i sin hud og et let sind, og visende seksuelle udfoldelser med brune mænd.

En af væggene i  ”Afstraffelsens grav” ser man en kvinde i en erotisk akt blive pisket af en mand samtidig med at hun har sex med en anden. Dog menes det at det er et senere afbillede af en græsk eller romersk scene, og ikke de stærke etruskiske kvinder, som også havde en central rolle i politik og var dem som trak i trådene for deres ambitiøse mænd og deres familier. Ikke pga. scenariet, men pga. påklædningen og farverne.

De etruskiske kvinder var efter alt at dømme efter freskoerne forgudede af mændene i Tarquina. De var intelligente livsnydere.
Senere voksede romerriget, som fik overtaget og fordrevet det etruskiske folk. Folket ”Rasna” eller ”Rassena”, som de blev kaldt og som elskede livet og deres egen kultur.

Den bedst velbevarede bog fra etruskerne hedder” Zagrabiensis” eller  ”Liber Linteus, og det har endnu ikke været muligt at 100 % kunne tolke det etruskiske sprog, selvom det ligger tæt op af latin, så bogen er ikke helt oversat endnu.
Det skulle være en kalender over ritualerne fra ca. år 250 før vor tidsregning.
Men freskoerne, sarkofagerne, inskriptionerne og de arkæologiske udgravninger viser at dette var et intelligent folk,  som havde stor respekt for vor jord men også havde stor viden om agerdyrkning, bygningsarbejde og medicin.

Germanerne og Kelterne

Germanerne og deres beslægtede Kelteres natur- og skæbnetro blev langsomt tilsidesat af de kristnes tro, som udbredte sig som værende et krav for fælles folkelære.

Germanerne har efterladt sig runeskrifter, men derudover er der ikke de store skriftlige værker om deres tros fremstilling.

Meget af den viden vi har i dag bygger derfor på fjendernes oplysning. Cæsar og Tacitus  har i år ca. 98 efter vor tidsregning

bl.a. beskrevet dette folkefærd i ”Germania”.

Nordboernes (nordgermanerne) gudelære kan man derimod læse i Snorri Sturlusons ”Edda”, som er forfattet i år ca. 1220 efter vor tidsregning, og sagaerne giver et godt indblik i nordboernes liv og

tro.

Heldigvis har vi også velbevarede dysser og jættestuer fra den yngre stenalder og gravhøje fra bronzealderen. Vi har også en formodning om at gravskikke havde en tæt forbindelse med Soltilbedelsen (f.eks. Solvognen fra dansk bronzealder).

I bronzealderen kendetegner troen Soldyrkelse, og der findes Helleristninger som viser Solbilledet i mange forskellige forbindelser omgivet af tilbedende menneskeskikkelser. Ofte var det udformet meget enkelt som en skive med solkorset i midten. Ristning fra Flyhof, Kinnekulle.

Gudeverdenen opstod gennem en sammensmeltning mellem aserne og vanerne, og troen på skæbnen var helt bestemt af guderne, som altid var i centrum.

Guderne var Odin, Tor og Tyr, som havde de samme funktioner som romernes Merkur, Herkules og Mars.

Helligdommene var lunde og skove, og germanerne mente at kun de andagtsfulde tilbedende kunne se guderne. Menneskeofringer var ikke ualmindelige, hvis man var kujon, utugtig eller bange for at gå i krig, og i ”Germania” beskrives Germanerne også som en race med høj moral, agtelse for kvinder og med mod, tapperhed og troskab.

En anden beskrivelse var gæstfrihed, men også hang til lediggang, spillesyge, drukkenskab og ladhed, da det siges at når de ikke  krig eller på jagt, brugte de tiden til at spise eller sove.

”Folket er særegent og ligner ikke andre end sig selv. Kropstypen er den samme: Trodsige, stålblå øjne, rødblond hår, store skikkelser, som egentlig kun er egnet til stormangreb og til at arbejde, hvor de har en tilsvarende udholdenhed, og de er ganske uvant med at udholde tørst og hede. Kulde og sult derimod har landets natur og klima vænnet dem til” (kapitel 4 i ”Germania”)

Tacitus skriver også ”En besynderlig modsætning i deres natur, når det samme menneske elsker driveri og hader fred”

Vi kan jo selv skele til om ”Germania” er sandfærdig eller yderst farvet af romernes indtryk, og jordfundenes redskaber taler vel lidt for sig selv.

I litteraturen betegnes dansk jernalder nogle steder som ”førromersk” og andre steder som ”keltisk”

Celtic "warriors" from northwestern and northern Iberia. A: with spears and "Monte Bernorio-type" dagger, gold torque, fibulae, caetra, and bronze belt plate. Details for the boots have been taken from a ceramic votive piece. B: with spear, bi-globular dagger and caetra (small round shield). Adornments are taken from warrior stone sculptures. (After Álvarez Peña 2002).

I flg. Carl Grimberg “Kelterne havde uro og vandrelyst I blodet. De trivedes ikke ved at sidde stille på faste bopladser.

Stridslystne og overdådigt tapre som de var, blev de en stadig skræk for andre folk. De var frygtede for deres heftige angreb og vilde hærskrig. Nogle stammer brugte at vise deres dødsforagt ved at kaste klæderne og storme nøgne frem, kun dækket af et langt smalt skjold.

De var gode krigere, men dårlige borgere. Derfor kunne de også få nabofolkene til at skælve, men selv har de aldrig skabt et ordnet samfund”

Man kan sige at der er skrevet meget om Germanerne og Kelternes barbariske stridsløst på lige fod med omtalen om Romerne og Tyrkerne.

Dog har virkeligheden nok ikke kun indeholdt krigslystne folk, men også mennesker som havde barske vilkår for overlevelse, og her er en vigtig del troen, gudedyrkelsen og brug af naturens ressourcer.

Man kan sige at ethvert daværende samfund var der roller som skulle fylde det hele ud.

Høvdingen (lederen), Krigeren (til kamp og forsvar), Druiden (til visdom og balance), Barden (fortælleren til eftertiden) osv.

Betegnelserne og vilkårene er nok anderledes i dag, men under alle omstændigheder er hierarkiet nok det samme.

besøg også billedarkivet sansebilleder