Global House Holistic
I pagt med naturen
Newgrange
Magiske steder
Naturens fantastiske kraft (se også afsnittet "samfund")
I hele verden kan man opleve når naturen svarer igen. Storme, oversvømmelser, jordskælv, vulkanudbrud m.v.
Jeg tror at det er en måde at naturen svarer igen på, og hvis vi bliver ved med at udtømme jordens ressourcer så skaber vi så mange kunstige lommer i jordens indre, at den slår revner. Det samme tror jeg om de højere luftlag, da klimaet jo forandres med raske skridt.
Derfor tænker jeg tilbage på, da vi ikke lavede den store forurening, og ikke havde mediernes information – altså inden oplysningens tid – hvordan de gamle kulturer reagerede overfor verdens og universets uforklarlige kræfter.
Naturens egen magi
Prehistoriske huler 
Howe grotterne (Hower Cavern) ligger i shoharia amtet, NY. De er opkaldt efter Lester Howe som ved et tilfælde opdagede dem i 1842. Han var landmand og opdagede hulerne ved at hans kvæg ofte på varme sommerdage trak ned i bunden af en dal hvor der var krat og buske.
Når han kom ned til køerne forstod han hvorfor. Der var køligt og rart, så det tiltrak kvæget på de varme dage.
Da Lester Howe kunne mærke at der kom kølig luft inde bag buskene begyndte han at undersøge hvor det kom fra og fandt frem til de skjulte grotter.
Han fandt hurtigt ud af at dette var et naturfænomen som kunne bruges til fremvisning for turister, og at han ville kunne få en økonomisk gevinst ud af det. Derfor startede han allerede året efter at fremvise hulerne.
Lester Howe grundlage også et trend, da hans datter i 1929 blev viet i hulerne under jorden. Mange par er siden blevet gift omgivet at denne jordens urkræfter, som for mange også symbolerer romantik, magi, stabilitet og troskab.
Det menes at hulerne er over 6 millioner år gamle. De er bestemt en oplevelse værd, hvor man får mulighed for at opleve naturens undervandserosion og dens betydning. Drypstenshulen er et farveorgier pga. elementernes tilstedeværelse og jernindholdet har farvet stenene røde, saltene/sort og gråligt, det oxiderede svovl/ gul, kobberet/grønt og selvfølgelig kalkstenenes hvide farve.
Man bevæger sig ca. 160 meter ned under jorden og oplever dette naturens univers og bortset fra gåturene i grottens utallige gange sejler man hele vejen gennem Lake Venus (ca. 200 m. lang) og ud til hvor Lester Howes jord egentlig endte. Grotterne er kun åbne når den underjordiske sø ikke oversvømmer.
Howe Cavern er blandt en af de få velbevarede mineralske huler i verden, hvor vi kan få et indblik i vor klodes naturlige og præhistoriske grotteformationer.
Der findes selvfølgelig andre former for huler i verden, hvis man ikke vil rejse så langt, som er værd at se. Enten formet af vand, lavastrømme eller is. Det gælder bare om at opleve dem.
L´Averno og det hensides.
I Italien ved Lago d´Averno, en sø ved Napoli-bugten finder man tegnene på en af de kendteste myter, Ved søen ligger Cumae (også kaldet Cuma) og i oldtiden var alle overbeviste om at her lå underverdenens indgang. Tidligere var søen omgivet med mørke skove som understregede al oldtidens mystik ved dette sted.
Den oprindelige Sibylle som Apollo havde udstyret med store spådomsgaver siges at have boet i en hule ved søen. Hun var ypperstepræstinde og seerske/profet.
Ud fra legenden udsprang en hemmelig kult som dyrkede de voldsomme naturkræfter fra vulkanerne som symboliserede kampen for tilbageholdelsen af de tilfangetagne Giganter som levede i jordens indre.
De grækere som indvandrede dertil kan genkendes i Homers Odysseen. I den sammenhæng ville lago d´Averno være ”il paese del Cimmeri” – folket som levede i dunkle grotter og som afskyede solens stråler – åbningen til Helvedes porte.
Det siges at det også var der hvor de omflakkende helte kunne fremmane de dødes skygger og rådspørge den hellige Tiresia´s sjæl.
Avernus kan afledes af det græske áornes (uden fugle), som refererer til poeten Lucrezio, som skriver (let oversat) ”at på dette sted holder fugle op med at flyve og falde til jorden eller i vandet, og fyldt med glødende svovl ryger bjergene som også er rige på varme kilder”.
Egnene omkring Averno gæstede også en anden lokal kult ”divus Avernus”, som måske stammer fra Calipse, nymfen som besøgte Odysseus på øen Ogigia, hvor han opholdt sig i 7 år.
For at konkludere det mystiske scenario om Averno er det nødvendigt at bidrage med det historiske at man i året 214 før vor tidsregning hyldede oraklet Persephone (Hades dronning og datter af Zeus og Demeter) udført med ceremonielle handlinger og blodige ofringer.
Det siges også at Hannibal tog på sådanne pilgrimsture til stedet, men andre mente at besøget mere var beregnet for at angribe Putcoli og de forsvarende tropper.
Hvis vi skal tænke logisk og analysere disse myter, så er Lago d`Averno meget svovlholdig, og det kunne måske være at det var derfor at fuglene faldt ned?
Persephone var godt nok underverdenens dronning men også frugtbarhedsgudinde. Hun er også et paradigme på naturens proces via nedstigningen og genopstandelsen som et symbol for de 4 årstider, samt hendes cyklus gennem fødsel-liv-død og guddommelig genfødsel.
Anthesphoria er en gammel siciliansk blomsterfestival som tidligere blev holdt for hende. Man sagde at sangene og musikken og folkets glæde skulle række ud til de fjerneste marker til ære for hende.
Grotta di Nettuno
Neptuns grotte - som den bliver kaldt - ligger på Capo Caccia i Sardenien.
Indgangen til grotten ligger kun omkring en meter over havets overflade ved foden af den 110-meter-høje Capo Caccia klipper og hulen kan derfor kun besøges, når vandet nedenfor er roligt.
En trappe på 654 trin, hugget ind i klippe i 1954, kaldes "escala del cabirol" (gedens trappe), fører fra en parkeringsplads på toppen af klippen og ned til indgangen. Inde i grotten er passager af stalakit og stalagmit formationer, og en 120-meter lang saltvands sø, på højde med havoverfladen. Hulen var engang levested for Middelhavets munkesæl, ( M. monachus)som er blevet udryddet i området.
Jeg besøgte grotten i 2010 og det var et fantastisk syn som man kun kan have erbødighed overfor. At den kaldes Neptuns grotte er intet under. Alle grottens formationer vil ved brug af det seende få ens egen fantasi omdanne stalakitter og stalagmitter til mennesker- og dyre skikkelser.
Se billederne under "sansebilleder" - tema klassiske elementer.
 
Klintekongen på Møn
Et sted i Danmark, som jeg holder meget af er Møn. Gennem mange år har jeg sammen med andre enkelte dage/weekender lejet mig ind i Natur og Fritids hus ”Grønsund”, som ligger så smukt ud til fjorden.
Der er magi over Møn, ligesom jeg også har fundet steder på midtsjælland, som har naturkræfter, der er svære at beskrive.
Når man bevæger sig gennem den lille landsby Borre på Møn kommer man ind i Klintekongens rige, også kaldet Opsalen (klinteskoven). Mange indbyggere troede tidligere at han var Odins efterfølger.
Man mener også at Klintekongen skulle være den samme som ”Elverkongen, som er den ledende figur i ”Elverhøj”, som herskede over Ryen, Møn og Stevns.
Det fortælles at han boede i 2 grotter på Møns klint.
En til ham selv og en til hans hund og hvide hest. Klintekongens dronning havde sin trone på ”Dronningestolen”, som ses på toppen af klinten.
Når Klintekongen bevogtede øen var det umuligt for fremmede at invadere den, og folk har set ham ride på sin hest i skyggen af en fugl gennem landsbyer og skove, for bestandigt at undgå angreb fra fremmede tropper. Han kan forvandle stenene på stranden og træerne i skoven til krigere og han gjorde derfor øen til det sikreste sted i Danmark.
Klintekongen var kendt som en god hjælper for de nødstedte indbyggere, men hvis nogen kom for tæt på hans private opholdssteder snød han dem. F.eks. var der engang at Klintekongen havde en vidunderlig og mystisk have, som ikke lå så langt fra kysten ved klinten. Haven var så smuk med de dejligste frugttræer og specielt et træ havde store røde æbler, og man havde aldrig set nogen så smukke som dem. Indbyggerne forsøgte ofte at plukke dem, men det lykkedes aldrig, for når de gik ned i haven, fandt de kun enebærbuske, krat og tjørn. Så de kunne se de dejlige æbler langt fra, men træerne var væk når de kom frem.
Normalt var Klintekongen dog en venlig mand. Han havde en god ven, som hed Heding (også kaldet Helge), som kom fra Stevns og historien fortæller at det var med Helge at han ofte tog på togter.
En anden hersker kaldet Grønjæger, var ikke ligeså venligsindet og vellidt som Klintekongen og Grønjæger kæmpede ind i mellem om magten på øen.
De to konger udkæmpede mange drabelige slag sammen med deres mænd og hvis folk var ude en sen nattetime stivnede de ofte af skræk når de hørte de vilde ridt og rædselsvækkende skrig.
Grønjægers bolig var Grønsalen og her siges det også at der eksisterer en kæmpekilde og hvis man en gang har set den vil man aldrig komme til at se den igen.
Grønjæger hviler sammen med sin hustru Phane i langdyssen Grønsalen tæt ved fjorden, som bærer hendes navn ”Fanefjord”.
Dronning Phane (Fane) har ligget der i 4-5 tusinde år og ved solopgang og solnedgang kan stenen lyse og gnistre, som var den besat af tusinde ædelstene. I gravens østlige ende ligger hendes mand, storhøvdingen Grønjæger. Det er ham som har givet navn til Grønsund (fjorden).
Der er mange myter om Klintekongen og nogle fortæller at der var indbyggere på Møn som blev velhavende efter at have skænket øl til en tørstig Klintekonge, og at man stadig ser ham ride på sin hest i Kongsbjerg – lige uden for Klinteskoven i Mandemarke bakker.
Overtroen var en naturlig del af hverdagen på den tid og mange øboere turde bestemt ikke nærme sig Klinteskoven af skræk for Klintekongens spøgelse, som gik igen.
Trolde og elver var klintekongens gode venner, som ofte hjalp ham mod unødig indblanding.
Efterfølgeren af Klintekongen hed Huno og han byggede sit slot nær ved Hunosø, hvor det stod indtil år 722 efter vor tidsregning. I området er der mange steder som er opkaldt efter ham. Han skulle have været en dygtig rådgiver for kong Harald, men han var også landskendt som pirat.
Da hungersnøden hærgede Danmark, inkl. Møn tog han de yngre beboere med sig til Italien, som blev berømte Longobarder der tilsluttede sig Hunos hær. Da han forlod Møn udtalte han at hans mål var at hans uniform skulle hænge over Roms porte.
Druidernes magiske steder
 Gog og Magog Oaks, Glastonbury, Somerset – de to træer siges i folkemunde at være over 2000 år gamle. Typisk eksempel for de lunde, som var hellige for druiderne.
Druidernes magiske urter, træer og plantesammensætninger blev ofte brugt ved ceremonier, og her vil jeg nævne de mest hellige af dem.
Tykbladet ærenspris (Veronica Beccabunga) skulle spises ved morgengry for at styrke det ”tredje øje”, visionærens syn.
Kraprød (Rubia Tinctorium) blev brugt ved at væde et stykke stof i farven og give det til en ung kvinde ved en ceremoni som skulle give hende en god alderdom.
Alrune (Mandragora officinalis) skulle beskytte mod dæmoner. Når man graver roden op må det ikke ske ”mod vinden”. Alrunens rodform kan ligne en menneskeskikkelse, og kunne derfor bruges som en dukke, der blev placeret på ens kappe eller frakke og symboliserede lykke og glæde til hjemmet. Alrunen tiltrækker kærlighed og frastøder enhver sygdom ifølge kelterne. En gang brugte man den også mod sterilitet og impotens.
Mjødurt (Spirea Ulmeria) blev brugt ved kærlighedens magi.
Mynte (Mentha Sativa) bringer god rejse og placeret på en væg betyder det penge.
Mistelten (Viscum Album) er atomfavnende, og kan derfor symbolisere tiden mellem skumring og mørke, og har bl.a. den betydning at den der bærer misteltenen beskyttes mod varulven. Mistelten hører til solen og Jupiter, og er hellig for druiderne som mener at det er ”døren” til noget ”andet”.
Eg (Quercus) hører næsten sammen med Mistelten, som skulle skæres månens 6. dag af præsten eller præstinden med et gyldent sejl. To hvide tyre skulle ofres på samme tid.
Ulvefod (Lycopodium clavatum) er meget brandbar. Magikere brugte den til at frembringe ”lyn”, og disse effekter kunne gøre stort indtryk i f. m. ritualerne.
Brunelle (Prunella Vulgaris) skulle samles når hundestjernen om natten var synlig på himlen. Druiderne gravede roden op med deres gyldne segl, og blev rakt mod himlen som healende kraft.
Jernurt (Verbena Officinalis) kunne man bære på sit tøj eller ligge i sit hjem for at få forsvundne ting tilbage. Planten skulle bringe glæde og livlighed blandt spædbørn, hvis man lagde den i bunden af vuggen.
Sværtevæld (Lycopus Europaeus) blev brugt ved ofringer til de hellige.
Vild basilikum (Ocimum canum) er en beskyttende urt domineret af Mars og blev brugt ved rituelle ceremonier som ofringer til guderne.
Vajd (Isatis Tinctoria) blev brugt ved tatoveringer. Man brugte ofte torneroser til at tatovere med.
Se også afsnittet "Planter og urter".
eller "Træerne"
En af Wales ældste og velbevarede kilde ( Ffynnon Rhedyw i Llanllyfni, nær Caernarfon)
 
tegning af druide Newgrange
At kunne se så langt øjet rækker til alle fire verdenshjørner er en mental oplevelse der sætter jord og universets kraft i perspektiv som får en til at føle sig ærbødig og respektfuld overfor naturens kræfter
Der er to steder som i den forbindelse ligger i mit hjerte, og enhver der oplever denne fornemmelse vil altid huske den, og ikke mindst vende tilbage.
Stederne er Orkney og Helgoland. De ligger langt fra hinanden klimamæssigt, men kræfterne er lige store.
Orkney øerne
Det er mange år siden at Kristendommen kom til Orkney øerne, og alligevel har menneskene på øerne kunne forene mange slags tro og overtro på Orkney, som er noget af det nærmeste man kommer den fysiske og mentale kontakt med naturfænomenerne.
Så når man sejler mellem øerne er det ikke noget sjældent syn at se sæler kigge op over vandoverfladen. Så smukke, graciøse og med dybsindige øjne der virker helt menneskelige. Ikke så sært at det fortælles af Orkney øerne er arne for hav-menneskene.
Hav-menneskene, Selkierne bør ikke sammenlignes med Finfolket der siges at være normader, som kunne skifte udseende. De var herrer over stormene, og sømændene gruede dem, da de også var lig med skibskatastrofer og drukneulykker.
De kom fra det aller dybeste i havet og kunne ligeså vel leve der som over havet.
Derfor ville alle sømænd under stormfulde færder spejde efter Finmanden, som altid viste sig i opret stilling i en lille robåd.
Om sommeren kom Finfolket på deres yndlings ø Hildaland, som siges at være en magisk og usynlig ø. Dog siger historien også at det kan være øen Eynhallow, som blev forladt i ca. 1850.
 Stenness
En anden historie om den forladte ø er følgende:
The freeing of Eynhallow
The Goodman of Thorodale hailed from the Mainland parish of Evie.
He married a wife and she bore him three sons. After her death, he married another, the bonniest lass in Evie, and Thorodale loved the girl dearly.
One day, he and his wife were down on the ebb and Thorodale sat on a rock to tie his shoestring. Turning his back to his wife, who was nearer the sea, he was startled to hear her scream.
Thorodale turned and saw a tall dark man dragging his wife roughly towards a boat. Thorodale rushed down to the water's edge and waded into the sea but the dark man already had the young woman in the boat and was rowing out to sea.
Long before Thorodale reached his own little boat, the accursed Finman was out of sight - by their sorcery, the Finfolk can make their vessels invisible and propel them more swiftly than a bird in flight.
Thorodale was not a man to take such a blow quietly.
There in the ebb he knelt down and he swore that, living or dead, he would have his revenge on the Finfolk.
Many a long night and day thereafter Thorodale thought on his vengeance, but no way could he see how this could be done..
Then one day he was fishing in the sound between Rousay and Evie. There, fishing at slack tide, near the middle of the Eynhallow Sound, Thorodale heard a female voice singing.
The voice belonged to his lost wife, though he could not see her.
"Goodman, grieve no more for me," -
"For me again you'll never see;
If you would have of vengeance joy
Go ask the wise Spae-wife of Hoy."
Thorodale returned to shore and staff in his hand, took his silver in a stocking and set off for the island of Hoy.
What passed between him and the wise woman of Hoy, is not written, but it is certain that she told him how to get the power of seeing Hildaland, the home of the Finfolk.
She also told him how he was to act when he saw any of those hidden isles; and she said that nothing could punish the Finfolk more than taking any part of their Hildaland from them.
And so Thorodale went home.
For nine moons, at midnight when the moon was full, he went nine times on his bare knees around the great Odin Stone of Stenness.
For nine moons, at full moon, he looked through the hole in the Odin Stone and wished that he might get the power of seeing Hildaland. And after doing this for nine months on the days when the moon was full he bought a great quantity of salt. He filled a meal chest with salt, and set three large kaesies (straw baskets) beside it.
His three sons were now well-grown young men so Thorodale explained to them what they should do when he gave the word.
Then one beautiful summer morning, just after sunrise, Thorodale looked out on the sea and in the middle of Eynhallow Sound, lay a pretty little island, where never land was seen before.
Without taking his eyes from the island Thorodale roared out to his three sons in the house: "Fill the kaesies and hold for the boat."
Down came the sons carrying the kaesies of salt, which they set in the boat. The four men jumped in and rowed straight for the new island.
The sons were perplexed at their father's instructions for only he could see the magical island. In a moment, the boat was surrounded by whales. The three sons wanted to try to drive the whales, but their father knew better.
"Pull for your lives," he cried, "and Deil [the Devil] catch the delayer!"
Then a great monster of a whale raised its head right in the boat's course, opening a mouth huge enough to swallow men and boat at a single gulp.
But Thorodale bade his sons bend to the oars and he rose to his feet in the bow. Then, right into the terrible jaws, he threw a double handful of salt and instantly the monster vanished. The creature was only an apparition, a trick of the Finmen's sorcery, and the salt, a consecrated substance, destroyed their evil magic.
The boat was now fast nearing Hildaland.
Two most beautiful mermaids stood waist-deep at the shore, their long golden hair fluttering over their white shoulders. So melodious was their song that it went straight to the hearts of the rowers, causing the young men to row slowly.
But Thorodale, without turning his head or taking his eyes off the magical island, kicked the two sons nearest him and the boys mended their stroke.
Then he cried to the mermaids: "Begone, ye unholy limmers! Here's yer warning!"
At that he hurled a cross made of twisted tangles on each of them. The mermaids plunged beneath the waves with pitiful shrieks and bow of the boat touched the enchanted shore.
But on the beach awaiting them was a huge and horrible monster.
Its tusks were as long as a man's two arms, its feet as broad as quernstones, and with blazing eyes it spat fire from its mouth. Seemingly ignoring the threat of this unholy beast, Thorodale leaped boldly on to the land and threw a handful of salt between the creature's eyes.
With a terrible growl, the monster vanished but in its place stood a tall and mighty man. The man was dark and scowling and in his hand he held a drawn sword.
"Go back!" he roared.
"Go back you human thief! You that come to rob the Finfolk's land. Begone! Or by my father's head, I'll defile Hildaland with your nasty blood."
When the three sons heard that, they trembled and begged their father to return to the boat and make their way back home.
Thorodale ignored his sons' pleas and kept his eye on the Finman.
At that the Finman made a sudden thrust at Thorodale's breast with his glistening sword. But Thorodale sprang lightly to the side, and with a flick of his wrist threw a cross into the face of the dark stranger.
The cross was made of a sticky grass called "cloggirs" and when it struck the face of the Finman it clung tightly and would not fall off.
With a howl the dark man turned and fled, roaring as he ran with pain, grief and fury.
You must understand that the Finman was afraid to pull the cross from his face because to touch it with his hand should have caused him more pain - the blessed symbols are agony to those under the Devil's rule!
At that Thorodale knew him for the very Finman that had dragged his young wife away from the beach. Turning to his cowering sons Thorodale cried to to them: "Come oot o' dat ye duffers! Bring da salt ashore!"
The three sons came on shore, each bearing a big kaesie of salt. Their father lined them up and bade them walk abreast around the island, each son scattering salt as he went. And when they began sowing the salt there arose a terrible rumpus among the Finfolk and their beasts.
Out of the houses and byres, down to the sea they all ran, helter-skelter like a flock of sheep with mad dogs at their heels. The Finmen roared, the mermaids screamed and the cattle bellowed so that it was harmful to hear them.
The end of it was that every last mother's son of them and every hair of their beasts took to the sea, never again to set foot on the island. Their homes, steadings and their crops too, all disappeared.
Satisfied, Thorodale cut nine crosses on the turf of the island and his three sons went three times around Hildaland sowing their salt - nine rings of salt in all.
And so the Finfolk's Hildaland was cleared of all enchantment and lay bare.
Empty and clean to the sight of man and heaven. Then it was called Eynhallow - the Holy Isle - and a church was raised there.
And that is how the Goodman of Thorodale took revenge on the Finfolk.
Papey Minni som det hed i de gamle Norsers dage – i dag Papa Stronsay – en anden lille ø ud af de mange Orkney øer.
Historien fortæller, at de indfødte nedstammer fra en kvindelig Selkie (Havmenneske) fordi beboerne siges at have hornede og grove hænder og fødder, og altid lugter af fisk.
Selkies finder man også som mytologiske væsener i færøsk, irsk, islandsk, og Scottisk mytologi.
Selkies kan forvandle sig fra at være sæler til at være mennesker, og den folkloristiske historie opstod på Orkneyøerne, hvor selch eller selk er et skotsk ord for en sæl (fra gammel engelsk seolh).
Helgoland
Helgoland er nok mest kendt for 2. verdenskrig, men har faktisk været beboet siden år ca. 650.
Dog er der ligeså mange myter for denne ø, som på andre øer, som har forbindelse med havet.
Nogle mener at det er den sidste rest af det forsvundne Atlantis. Andre mener at det var Plejadernes bosted.
Plejaderne var de syv søstre i græsk mytologi. Deres forældre var Okeaniden Pleino og Atlas.
Man kan se dem som Syvstjernen på himlen i stjernebilledet Tyren.
Men det er nu ikke kun derfor jeg tager Helgoland med her under et magisk sted. Dog at stå midt på øen og kunne se i alle fire verdenshjørne – man kan sige til verdens ende – og samtidig kigge op i himlen på plejaderne giver en kraft, som er ubeskrivelig. På trods af Folklore eller ej….
 Helgoland 
Hierotopi (græsk) betyder ” helligt sted”.
Dette at lave et helligt sted fandtes og findes i alle kulturer. Det kan være gennem arkitektur og forskellige kunstarter, hvor rum og udførelse bliver omgjorte til hellige steder.
Her er lidt inspiration:
De danske kunstnere Hilden og Diaz opførte i 2008 The Hierotopy of Fire or the Dance of the Salamander i sankt Katharinenkirchen i Frankfurt.
"Ny Jerusalem. Hierotopi og ikonografi af hellige rum"
Alexei Lidov er redaktør og ansvarlig for udførelsen dette værk fra 2009. Bogen er et internationalt projekt, og Alexei Lidov arbejdede med projektet i 8 år. Den var en del af et større program for studiet af det betydningsfulde grundlag for den Østeuropæiske kristne kultur og bogen er helliget temaet ”transferens af hellige rum og tradition for at skabe religiøse billeder af det Hellige land”. I værket udforsker forskellige forfattere gennem deres artikler kultur og kunst fra de første århundreder af kristendommens til vores moderne tid.
Artiklen 'New Jerusalem in spatial concepts and architectural forms in medieval Armenia' af professor for ”Arts Armen Ghazarian Institute "er også inkluderet i samlingen. I hans præsentation om den berømte Armenologist – Byzantologist, oversætter af armenske historiografiske værker fra middelalderen og læge af historisk videnskab Karen Yuzbashyan, fremhæver Alexei Lidov især, at Yuzbashyan symboliserede en sammenføring og sammenhæng af den armenske og russiske kultur.
Alexei Lidov, UNESCO-ekspert, arbejdede for større universiteter og forskningscentre rundt om i verden. Alexei Lidov har stået for udviklingen af det integrerede videnskabelige og kulturelle program "kristne relikvier", der arrangerer udstillinger, internationale konferencer og udgiver bøger.
Skønne Armenien har beliggenhed i kaukasus bjergene mellem Rusland og Tyrkiet og er så betydningsfuld for forståelse hellig geometri og udførelse af hellige rum, pladser og steder.
Armenierne besad en stor viden om astronomi og kunne forudsige astrale begivenheder.
Armenien konverterede til kristendommen ca. 303 e.kr.og den apostolsk-ortodokse tro indeholder stadig visse elementer af gamle hedenske skikke, såsom ritualer, der involverer ofring af dyr. Mange af de ældste og vigtigste af de armenske kirker var bygget direkte over de ødelagte rester af hedenske soltempler.
Kirker og klostre blev bygget af vulkansk tufsten, som der var rig mulighed for at anskaffe og som er ideel til indviklede udskæringer som brugtes til at dekorere kirkerne med.
 
Գառնի(Garni/Garrni/Gyarni) templet og hellig geometri.
Templet er det eneste hedenske monument der er tilbage i Armenien.
Templet er bygget til solguden Mithras og fra den Hellenistiske periode I Armenien.
I 1679 blev templet dog ødelagt af jordskælv, men blev opbygget og rekunstrueret I 1970´erne.
Garni er en lille landsby som ligger ca. 30 km. fra Yerevan i regionen Kotayk.
Garni's udførelse kan ses som en bekræftelse af de universelle love, der er omfattet menneskets skæbne.
Vinklerne, antallet af spalter og dimensioner blev skabt med en nøje udregning af de armenske hedninge som ønskede at formilde guderne og beskytte menneskeheden fra deres vrede. Denne hellige geometri er markant og nøje udført i hele templet. For de mennesker der skabte det, var det den perfekte legemliggørelsen af deres fællesskab med universet.
| 
