Hildegard von Bingen 1098-1179

født i Bermersheim

Hildegard var et logisk og meget troende menneske. Hun blev betegnet som Guds udsending, seerske, Rhinens Sibylle, Profetissa Teutonica og hun var en dygtig forsker og læge.
En multikunstner hvad musik angik og var den første på hendes tid, som fik sangen ind i kirken, selvom den var bandlyst.
Forkæmper for de svage og fattiges rettigheder via sin klippefaste tro på livet, naturen og helheden på jorden og i universet.

Hvad angår hendes lægekundskaber bruges næsten 100 % af hendes viden den dag i dag. Der er få steder hvor vi kan se, med den viden vi har nu, at hun har forfejlet.
F.eks. havde hun problemer med epilepsi-behandling, som dengang blev betragtet som udelukkende psykisk sygdom og djævlens værk.
Men det skal ikke lægge hende til last, for det kan aldrig overskygge det faktum at hun for mig var et fantastisk menneske, som jeg helt bestemt ville have ønsket at møde.

Da dette jo ikke er muligt har jeg suget til mig af viden, som er nedskrevet, besøgt steder hvor hun har været - ergo prøvet at gå i hendes spor og suge til mig.

Broder Volmer som var Hildegards sekretær i næsten 70 år, havde hjulpet med at nedskrive al hendes viden, deres samtaler og filosofiske diskussioner. Han døde før hende, og ved Hildegards sygdom og dødsleje i 1179 gennemgik Broder Wibert alle bøgerne, som blev udgivet mange århundrede senere.

Et udsnit af dagbøgerne og en samtale mellem Volmer og Hildegard,  som jeg holder meget af:

”Dog kan ikke alt helbredes Hildegard” sagde jeg ”uanset hvor mange urter, du dyrker i din urtegård. Vi dør jo alle før eller senere.”
”Døden er ikke en sygdom” svarede hun alvorligt ”Gud tager os hjem til sin himmel, når alderen gør os uskikkede til at leve her på jorden. Alt har sin tid, også menneskets liv. Livet med dets sorger og bekymringer, dets slid og afsavn, nedbryder efterhånden selv det stærkeste legeme, og en dag er det slidt op. Da viser Gud sin barmhjertighed ved at slukke livsgnisten og gøre en ende på de lidelser, der intet middel findes imod.”

”Og hvor har du så din viden om disse ting fra?” spurgte jeg.
”Jeg læser, Volmar. I vort bibliotek er der skrifter af tidligere tiders lærde. Dem studerer jeg, men jeg tror ikke på noget, før jeg har efterprøvet det. Andet tænker jeg mig til. Ved logisk slutning når man til det rigtige resultat. Urtens udseende, dens duft og smag, fortæller meget om den kraft, der bor i den. Og så efterprøver jeg de ideer, jeg får. Men det tager tid. Jeg kan jo ikke undersøge virkningen af jernurt, morbær og kørvel på gulsot, før et menneske med denne sygdom kommer til mig at få hjælp. Der er mange sygdomme, og den enkelte sygdom ytrer sig ikke altid på samme måde. Det kan også være svært at forstå den syges beklagelser, for mennesker oplever ikke tingene på samme måde. Det gør ondt siger den syge – men hvor ondt? Det kan være svært at sige hvor smerten sidder, for smerte er noget flygtigt og ubestemmeligt……….”
(fra oversættelsen af bogen  ” Liber Divinorum Operum” af Mogens Wenzel Andreasen)

Tro og fornuft: Åndens to vinger

"Med legemets øjne ser du overalt de skabte ting, men med troens øjne ser du overalt Gud", siger hun.

Mennesket har ansvaret for skaberværket.

”Et mysterium kan ikke reduceres til noget menneskeligt projekt: en idé, et princip, en myte eller en arketype, som alle er former for menneskelig selvspejling, menneskeværk og derfor historisk foranderlige.
Når virkeligheden bryder ind udefra, så befries mennesket af fangenskabet i sit eget spejlkabinet og sit eget hjernespind og løftes ud i virkelighedens frihed. Så løftes det op i den "Sandhedens stråleglans", som giver mening og perspektiv til alle livets forhold, og hvor tro og fornuft som ligeværdige partnere er vejen til erkendelse af virkeligheden.”

Vilje

I Hildegards bog Scivias,  som jeg desværre ikke har oversat på dansk men på engelsk har Hildegard bekrevet alle sine visioner.
I Scivias del II, 1. vision beskriver hun hvordan hun mediterede over ordet "vilje". Om natten fik hun en vision hvor hun hørte nogen tale til hende:

"You will not be able to see anything more fully concerning this mystery unless it is granted to you on account of the miracle of your believing"

Mennesket har ansvaret

Hildegaards tankegang om livet, verden og naturen er universel (Holistisk).
Hun mente at alt hvad der var skabt af Gud har helligt, og at kosmos holdes i balance af Guds ånd.
I Hildegaards kosmologi er verden centrum.

Nu til dags kan man mene om det hvad man vil, men hvis man ser bort fra religion/tro og udelukkende fokusere på hendes filosofiske tankegang om det universelle, så kan man overføre det til et filosofisk menneskesyn på holistik og helhed.

Hun siger også, at hvad der er os givet har vi ansvaret for. Hver organisme har sin hellige opgave på jorden. Så alt hører sammen.

Da hun producerede værket ”Ordo Virtutum” – et liturgisk og musisk drama – (teksten findes i Scivias) – blev den pga. af teksten opfattet som en kamp mellem guderne eller himmel og helvede, men jeg har læst teksten nogle gange i Scivias, og hvis man skal tolke den anderledes, ville jeg tolke den som de kosmiske kræfter.
….og ikke mindst menneskets mange ansigter og indre følelsers kamp med forførelsen.

Filmen Himmelstorm

kan lånes på bibliotekerne eller som en del af undervisningsmateriale til skoler.

Den er en 20 minutters film om Hildegards visioner og instrueret af Kassandra Wellendorf.

Filmen er blevet til efter en idé af Klavs Holm, som har skrevet historiespeciale om Hildegard af Bingen. Filminstruktør Kassandra Wellendorf har skrevet manuskript og instrueret. Idéen er at give et indblik i middelalderens verdensbillede gennem en fortælling om Hildegard af Bingens visioner. Ambitionen har været at skabe en undervisningsfilm, som går nye veje i den visuelle formidling.

Hildegards visioner er udformet i en tæt billedmættet stil, som på en måde understreges af filmens billedsprog. Vi hører Hildegard berette; mens billederne i drømmeagtige sekvenser åbner op for Hildegards syner. Filmen udvikler sig i et fabulerende, malende billedsprog. De originale illustrationer fra Hildegards værker indgår som et centralt element. Disse illustrationer sættes i bevægelse og veksler med billeder af Hildegards person. Som baggrund ser vi billedflader af vand, ild og dramatiske skyformationer.

Filmen kredser om selve visionsfænomenet, men inddrager også centrale temaer til en forståelse af den middelalderlige verden. En speakerstemme kommenterer nålestiksagtigt disse temaer. Vi hører kort om Hildegards baggrund, om kroppens centrale plads i den middelalderlige tankegang, om det talte ord og om skriften som medie i middelalderen, om middelalderens forhold til naturen og naturens kredsløb, om musikopfattelsen og om den religiøse dimension i Hildegards verdensbillede, hvor mennesket er tildelt en helt afgørende rolle til opretholdelse af verdens guddommelige orden.

Paracelsus var dog primært en pioner indenfor medicin ved brug af sin forskning og brug kemikalier og mineraler. He used the name "zink" for the element zinc in about 1526, based on the sharp pointed appearance of its crystals after smelting and the old German word "zinke" for pointed. Han brugte navnet "zink" for elementet zinkallerede i ca 1526, baseret på dens markante krystaller som viste sig efter smeltning. Det gamle tyske ord "Zinke" kan oversættes som skarpt eller tydeligt. He used experimentation in learning about the human body. I hans eksperimenter var der altid et yderlige forsøg på at lære menneskekroppen at kende. De Hermestiske synspunkter kom her frem i hans beskrivelse af at sygdom og sundhed i kroppen kom an på harmoni og balance i mennesket - mikrokosmos og makrokosmos – og et forsøg i at lære alt om den menneskelige krop. His hermetical views were that sickness and health in the body relied on the harmony of man, the microcosm, and Nature of the macrocosm.

Hans tilgang til emnerne adskilte sig markant fra medicinerne før ham. For at bruge denne analogi viste han at hans teorier og praktiske erfaringer ikke kunne sidestilles med "renselse af sjælen", men han ville vise, at mennesket bør have en vis balance af mineraler i deres krop, og at visse sygdomme i kroppen også indeholder kemiske midler som kunne helbrede dem. (Debus & Multhauf, p.6-12) (Debus & Multhauf, s. 6-12 - Alchemy and chemistry in the seventeenth century / papers read by Allen G. Debus and Robert P. Multhauf at a Clark Library Seminar, March 12, 1966)

Paracelsus , også kaldet toksikologiens fader, skrev : Det er doseringen der gør det til gift – altså at gift i små doser også kunne helbrede. Hans udtalelser som nu er over 500 år gamle kan sidestilles med den medicinske lære vi har i dag omkring vaccine.

Her den tyske tekst:

Den senere kendte læge Christian Friedrich Samuel Hahnemann fra Sachsen i Tyskland (1755-1843) blev sammenlignet med Paracelsus af både Johann Wolfgang von Goethe og Ludwig van Beethoven - som efter sigende skulle have været patienter ved Hahnemann.

Det siges også at Paracelsus og Hahnemann havde samme karaktertræk og livsstil.

Den eneste forskel er at Hahnemann brugte raffineret planteudtræk/ mens Paracelsus valgte at bruge uraffinerede naturprodukter.

Paracellus gav os ideerne og forskningen mens Hahnemann gav os et fuldt videnskabeligt system at praktisere.

En anden person som endnu senere kom til var englænderen Edward Bach (1886-1936), som med sine synspunkter om planternes spirituelle og emotionelle kraft som helbredelse både havde Paracelsus og Hahnemann som homøopatiske inspiratorer.

Giordano Bruno 1548-1600

En stor del af min hjemmeside kan siges at være dedikeret til Giordano Bruno, som blev henrettet for kætteri i år 1600.

Hans store filosofiske tanker skabte røre og uro blandt det dengang etablerede religiøse samfund, og han var bevidst om de strømninger han efterlod sig.

Han havde stor respekt for naturen og universet og en del af hans teorier gik ud på at sjæl og legeme var et og han tog afstand fra at én guddom kun eksisterede for oven. Giordano Brunos filosofi var, at guddommen var et med os.

Hvorfor lige Giordano Bruno og ikke en af de andre store tænkere?

Ja, fordi jeg kan genkende ham i mennesket den dag i dag – ikke kun i dag, men også i datid og den vej vores fremtid byder. Han var nysgerrig, videbegærlig og elskede det magiske i foranderligheden, men desværre var han fra en tid med restriktive love og regler og hvor kirken og inkvisitionen havde magten, hvilket bevirkede at det endte som det gjorde for Giordano Bruno.

Hans rejse gennem tid og sted – hans landsforvisning – processen, dommen etc. ønsker jeg ikke at se i lyset som martyren Giordano, men som menneskets evne til at reflektere over verdens historie eller for den sags skyld religiøse og mytologiske symboler/skikkelser.

En stor filosof!